Maria har designet siden hun legede med Barbie dukker
– Da jeg var helt lille, satte jeg stoffet, hvor jeg ville have det, og så bandt jeg det fast med satin bånd eller hvad jeg havde i nærheden.
Det fortæller 24-årige Maria Storgaard, som studerer på arkitektskolen i Århus, men også designer festtøj.
– Da jeg blev lidt ældre syede jeg tøj til mine Barbie dukker i hånden. Jeg strikkede også firkantede lapper, som jeg syede sammen.
Da jeg var omkring 10 år, købte min mor en symaskine, og derefter begyndte jeg at sy kjoler, fortæller Maria.
– Har du også syet festtøj?
– Jeg har altid ELSKET store balkjoler. Jeg så en serie om den amerikanske borgerkrig, og sad samtidig og tegnede kjolerne. Fra jeg var 10-18 år, var jeg frygtelig utålmodig og sjuskede en del. Derefter har jeg syet mere seriøst og elsker nu netop, når de detaljer, som jeg engang synes var så forfærdelige, er lavet perfekt.
– Syr du dit eget tøj?
– Ja, men mest af nød, da man kan gøre det lidt billigere selv. Jeg har også syet nogle festkjoler til mig selv, men ofte syr jeg for andre, så jeg ikke når at sy noget til mig selv…
– Har du designet bryllupskjoler?
– Ja, jeg syede min første brudekjole her i foråret. Det var rigtig fedt at prøve, da brudekjoler må være mere extravagante. Heldigvis er både min søster og min mor ikke bange for at gøre lidt ekstra ud af deres festkjoler.
– Hvad er det sjoveste?
– Det er helt klart at designe kjolerne, at få ideen, vælge stoffet og videreudvikle formen og snittene. Dernæst er det utrolig tilfredsstillende at have arbejdet med f.eks. en brudekjole en måned og så se den på bruden, når den er helt færdig. Det er rigtig sjovt at designe noget, der både passer folks figur og understøtter personligheden.
– Overvejer du at blive designer frem for arkitekt?
– Ja, faktisk tit. Lige nu vælger jeg at fokusere på bygningerne, men ude i fremtiden vil jeg gerne designe kjoler på fuld tid… det er en stor drøm.