Unge kirkepiloter er flyvefærdige

Et nyt kuld unge er nu blevet sendt ud i landets kirker for at lave kirke for andre unge.Det kommer næppe bag på nogen, at Folkekirken ikke altid er på bølgelængde med de unge. Derfor har Samtaleforum Unge og Kirke (SUK) de sidste par år holdt kurser for unge, der har lyst til at lave kirke for andre unge.

Unge kirkepiloter er nu klar til at lave kirke for andre unge rundt om i landet, efter at de netop har gennemført et kursusforløb under Samtaleforum Unge og Kirke (SUK). Foto: Jacob Zakarias Larsen.

For nylig afsluttede et nyt kuld unge kirkepiloter kursusforløbet, der mundede ud i ni forskellige projekter. Fra rockgudstjenester og gospelkoncerter til popcorn og film i kirken.
Nu følger anden del af uddannelsen, hvor de unge i løbet af efteråret og næste forår skal føre deres planer ud i livet.
Projekterne skal afvikles rundt om i landets kirker. For et af formålene med kirkepilot-projektet er, at kirke for unge ikke kun skal være et fænomen i storbyerne.

Fremtidens
kirkegængere

En af kursets medarrangører er Per Ramsdal, der til daglig er præst i den særlige børne- og ungdomskirke, Brorsons Kirke, på Nørrebro. Han finder det helt nødvendigt, at unge inddrages i at lave kirke for andre unge.
– De unge er fremtidens kirkegængere. Derfor skal vi som voksne give de unge plads, så de virkelig får prøvet deres idéer og visioner af. Unge skal lave kirke for andre unge, fordi det er meget bedre, når de unge selv laver projekterne. De skal mærke, at de bliver taget alvorligt og ikke bare er nogle, der larmer og er fyld, siger Per Ramsdal.

Vil sprænge fordomme

Èn af de nybagte kirkepiloter er 16-årige Mads Simonsen fra Frederikshavn, der sammen med sin makker har arbejdet på en rockgudstjeneste med deltagelse af både dansetrup og kor.
– Med mit projekt vil jeg gerne være med til at sprænge andre unges fordomme om kirken som et sted, hvor kun de højhellige kommer.
Jeg vil gerne være med til at gøre kirken lidt mere attraktiv og knap så kedelig. Mere fest og farver, det trænger den til, siger Mads Simonsen.
Kirkepilot-projektet finansieres bl.a. med midler fra Kirkeministeriets udviklingsfond.