Valgrummel

Da jeg var en ung ambitiøs journalist for over 20 år siden, havde jeg kontor på selveste Christiansborg.På mit skrivebord stod der en højttaler, hvorfra jeg hele tiden kunne høre de endeløse politiske taler nede i folketingssalen og følge med i afstemningerne. Politikere og sekretærer fløj ind og ud. Kaffemaskinen snurrede uafbrudt, og der var altid rundstykker og halvsmeltet smør på bordet henne ved vinduet, hvor man kunne kigge ned på slotspladsen.
Jeg skrev artikler, læserbreve og taler for folketingsmedlemmer, og miljøministeren roste mig for, at jeg havde ”politisk tæft”. Jeg havde allerede lov til at parkere i den indre gård og så i ånden mig selv i en ministerbil. Jeg var opstillet til både byråd, amtsråd, folketing og Europaparlamentet. Pudsigt nok blev jeg kun valgt ind i Høje Tåstrup menighedsråd…
Nå, – men det skal man nok ikke tænke så meget over.
Sjovt var det nu! Jeg véd lige, hvordan de har det inde på ”Borgen” nu. Man bliver grebet af ”spillet” mellem de 179 fodboldspillere, plus alle medspillerne i form af journalister, sekretærer, partimedlemmer, osv.
Når der er valg, smider man alt, hvad man har i hænderne, og knokler 24 timer i døgnet i nogle hektisk uger med valgplakater, valgaviser, vælgermøder, valgprogrammer, osv.
Politik fyldte hele mit liv, mens min kone ved valget i 1983 begyndte at få plukvéer til vores andet barn, Maj-Britt. Men jeg kørte jo i elevator med Glistrup, mødte Ritt Bjerregaard på trappen og stod ude på toilettet og tissede sammen med Poul Schlüter. Så det var jo her på Borgen, det hele foregik.
Vi skabte nyhederne. Selv en lille ansat kunne sætte sit fingeraftryk. Vi skrev Danmarkshistorie – så hvordan kunne jeg koncentrere mig om noget så trivielt som en barnefødsel…?
En af valgaftnerne kom jeg udmattet hjem over midnat og forsøgte at liste i seng uden at vække min kone. Jeg nåede kun at ligge i 20 minutter, mens hovedet summede af politik, så sagde Birthe: Jeg tror, vi skal køre ud på fødeklinikken – nu!
Jeg lignede vist Døden fra Lübeck, da vi næste morgen ved seks-tiden fik vores datter. Natten igennem havde jeg forgæves forsøgt at hvile på en seng, der bare stod dér ved siden af. Men hver gang jordemoderen kom ind, kommanderede hun: ”Op med dig! Du skal ikke hvile nu!”
Men da vi omsider sad der med vores lille gryntende menneskebarn, så var det egentlig ret ligegyldigt, hvordan det gik på Borgen.
Vi sagde bare Gud tak for Livet.