Fortæl dit livs historie

Erindringer er ikke kun for ældre mennesker. Og den mørke tid på året er god til at dykke ned i
fortiden og komme i gang med at skrive om det liv, vi har levet indtil i dag. Her følger nogle gode
råd fra en erfaren journalist, der bl.a. lever af at undervise i kunsten at skrive sine erindringer.Hvordan kommer vi i gang, og hvordan kommer vi helskindede igennem den ofte langvarige proces med at nedskrive vores liv?

Af John Peters

De fleste af os har vel en fornemmelse af, at ”erindringer” kun er noget, der er aktuelt for den ældre generation.
De har tiden, overskuddet og har erkendt, at hvis erindringerne skal skives, skal det være snart, men det er faktisk både synd at vente samtidig med, at det også gør den senere skrivning af vores erindringer sværere.
Jo længere tid, vi lægger mellem de vigtige episoder i vores liv, jo sværere er det at give et ærligt og retvisende billede til dem, der skal læse erindringerne.
Derfor er det en god idé at sætte sig ned allerede inden 40-årsalderen og få sat ord på det liv, der er levet indtil dato. Alene af den grund, at vi opfatter f.eks. tiden med parforhold, småbørn, job, venner, rejser og alt det andet helt anderledes, når vi skriver om dem ”tæt på”, end når der er gået 25-30 år.
Ganske mange yngre mennesker har opdaget, at det er vigtigt for dem at fortælle om deres liv, og hvis vi surfer lidt på internettet, popper der i tusindvis af levnedsbeskrivelser op, som er skrevet af mennesker i stort set alle aldersgrupper.

De fleste, der har sat sig ned og skrevet deres erindringer, ved, at projektet som regel altid bliver betydeligt større og mere vanskeligt, end de havde forestillet sig i starten. Derfor er det en god idé IKKE at sætte en for snæver deadline for skrivningen.
Vi bevæger os ind på et privat område, hvor vi undervejs får en hel del overvejelser om, hvad der skal med, hvordan vi skal beskrive f.eks. smertelige og traumatiske oplevelser, og hvor tæt vi skal gå på os selv.
Udgangspunktet er altså, at det ofte kan være en belastende, men samtidig befriende oplevelse at skrive om sit liv.
Metoden har i øvrigt været anvendt med rigtig gode resultater i mange år som led i terapeutisk behandling af traumer, og der ligger tit en gevinst af de helt store, når vi sætter det sidste punktum.
Men helt konkret er det en god idé at lægge en plan for projektet, så du ikke famler i blinde eller løber sur i det.

Planen kan se sådan ud:

• Find så meget skriftlig dokumentation, som du kan finde – altså dåbsattest, eksamenspapirer fra folkeskolen/gymnasium/uddannelsesinstitution, vielsesattest, lønningssedler, husleje/terminskvitteringer, selvangivelser, soldaterpapirer, skilsmissepapirer, breve og skrivelser fra myndigheder og vigtige personlige breve.

• Lav en tidslinie: Træk en lang streg på et stort stykke papir og plot vigtige begivenheder, mærkedage og episoder ind: Det er selvfølgelig den første kærlighed, bryllup, fødsler, dødsfald, sygdom, nyt job etc. Alt, hvad der har været vigtigt for os, skal plottes ind på tidslinien.

• Planlæg nogle perioder for det næste halve år, hvor du slipper alle andre aktiviteter og udelukkende koncentrerer dig om at skrive dine erindringer. Prøv om du kan slippe hjemmefra nogle dage ind imellem, og find et sommerhus eller en ferielejlighed, hvor du kan sidde alene og skrive.

• Sørg for, at du skriver, når du er afslappet og ”ovenpå”. Prøv at finde en god rytme, som passer ind i familiens behov, og hold nogle gerne lange pauser, når du synes du har brug for det.

Når forarbejdet er klaret, skal alle de oplysninger, vi har samlet og dem, vi har i hovedet, ned på papir, det vil som regel sige ind i computeren.
Her kommer så de første spørgsmål: Hvilken skriftlig ”stilart” skal jeg bruge, hvor meget skal med, hvad skal jeg IKKE skrive, og hvor meget skal det hele fylde?
Den skriftlige fremstilling afhænger i sagens natur af, hvor trænet den enkelte er i skrivning, og hvor meget vi egentlig magter at ”brillere” med sproget. Men et godt kneb er at have en ”indre modtager” i tankerne, når vi skriver. Og det skal helst være en modtager, f.eks. en bror, søster eller god ven, der er nogenlunde på niveau rent skriftligt. Gør skrivningen personlig ved at sætte en afsender på, og skriv så tæt på talesproget som muligt.

Det nemmeste er at skrive i kronologisk orden: ”Jeg blev født i Rødovre den 25. april 1956” osv. Men prøv at arbejde med sproget – der er mange muligheder, og det er bestemt også muligt at begynde med at beskrive en væsentlig episode, der måske kun ligger få år tilbage, og derefter springe i kronologien.

Undervejs i skrivningen vil alle mennesker, der går i gang med deres erindringer, opleve situationer og epoker i livet, der er både meget private, smertelige eller direkte sorgfulde, og her er det op til den enkeltes ”blufærdighed”, hvor tæt vi skal gå på disse begivenheder. Og navnlig hvor meget de skal fylde i den samlede tekst.
Det mest ærlige er at melde klart ud: Det her gjorde ondt, jeg havde disse tanker, følelser, fornemmelser fordi…
Et vidnesbyrd, der ærligt og redeligt gør læseren opmærksom på de smerter, vi har følt, vil altid stå stærkt – uden at det skal overdrives. I samme åndedrag er det vigtigt, at vi IKKE anklager, forfølger eller krænker andre mennesker: Erindringsskrivelser bør aldrig være en personlig vendetta, hvor der bliver gjort op med fortidens smerte. Skriv tingene, som de er oplevet, og overlad det til læseren at drage sine egne konklusioner.
Endelig er det vigtigt at få små, finurlige detaljer med i teksten: Det kan være f.eks. ord eller sætninger, som et barn har sagt, tildragelser, hvor vi har kludret i det osv.
Selvironi er faktisk ret væsentligt også i denne sammenhæng.

Et af de store problemer er at finde ud af, hvor meget vores erindringer skal fylde, og her er det en god idé at følge den journalistiske grundregel, der siger, at historien ikke må være længere, end den kan bære. Derfor: Lad det færdige manuskript ligge et stykke tid, og læs hele teksten grundigt – og kritisk – igennem, og slet de passager, der måske kører i tomgang eller egentlig ikke er så vigtige. Prøv at læse teksten igennem, og føl efter, hvordan modtageren vil opfatte den.
Lad også andre læse teksten, gerne en, du ved har et godt ”sprogøre”, og som vil kunne give en kvalificeret kritik. Kender du en journalist, forfatter eller andre med en professionel tilgang til teksten, så slip et par flasker god rødvin og lad hende læse den. Endelig er der også skribenter, som mod en relativ beskeden betaling kan redigere manuskriptet med professionelle øjne.

Til en god livsfortælling hører også gode billeder eller illustrationer.
Gå gemmerne igennem og vælg de billeder, du holder af, og som har sammenhæng med manuskriptet. Det er vigtigt, at billedmaterialet IKKE hænger nogen ud, og billeder af en fuld onkel Arnold i færd med at kaste op og lignende materiale, bør selvfølgelig ikke medtages.
Dokumenter som gamle huslejekvitteringer, eksamensbeviser, soldaterpapirer osv. er sjove at have med.

Når teksten og illustrationerne er klar, er tiden inde til at filosofere over, hvordan værket skal præsenteres for familie, venner, kolleger og andre modtagere.
Her er det selvfølgelig oplagt at lave en regulær bog ud af anstrengelserne, og det er faktisk en ganske overkommelig opgave i dag takket være den nyeste trykketeknik. Den kaldes Print-on-Demand – print på bestilling – og det koster godt 2.000 kr. for en bog på ca. 100 sider for 100 eksemplarer.
Problemer er her, at bogen skal gøres klar til trykning: Den skal ombrydes som det hedder i fagsproget. Den proces kan godt være en dyr fornøjelse, hvis vi ikke ser os godt for. Gå langt uden om bogtrykkerier, grafiske tegnestuer og andre professionelle udbydere: De lever af at producere professionelle publikationer og er for dyre for privatpersoner.
Prøv eventuelt at se på internettet, snak med den lokale tekniske skole eller find et ungt menneske i omgangskredsen, der har forstand på grafik og IT. Mange vil kunne lave bogen klar til trykkeriet med de standardprogrammer, som findes i de fleste nye computere.
En mindre strømlinet løsning, der alligevel er nobel, kan også være blot at printe siderne ud og få den nærmeste boghandel til at bindbinde manuskriptet – det koster ikke ret meget at printe ud på en moderne laserprinter, og selve indbindingen koster under 10 kr. pr. eksemplar.
Rigtig god fornøjelse.

John Peters er journalist og forfatter og bor i Ribe. Yderligere hjælp og rådgivning kan hentes på hans hjemmeside:
www.livs-skribenten.dk