Jesus kommer med det nye
Nicolai Halvorsen er
studenterpræst ved Københavns Universitets
natur- og sundheds-videnskabelige fakulteter.Advent betyder ankomst. En fødsel er som regel en glædelig ankomst. Et øjeblik ventet med spænding. Moderens mave har bebudet, at nyt liv var på vej. Og med fødslen forløses det nye liv og ankommer til os.
Vi elsker babyer i hvert fald når de ikke skriger. De er søde og uimodståelige i deres sårbarhed, de kalder på alt det gode og omsorgsfulde i os.
Normalt betragter vi ikke Gud som noget sårbart og småt, der kalder på vores omsorg. Gud plejer at være enorm, den som holder verden sammen. Sådan opfattede jøderne også Gud, der havde meddelt sig gennem loven, skrifterne og profeterne med forudsigelser om, hvad der engang skulle ske. Om Herrens tjener, som engang skulle komme med godt budskab til fattige, frigivelse for fanger og syn til blinde.
De ord forstod man som forudsigelsen af Messias. Den salvede. Man ventede en Guds mand, en profet stærkere end nogen før ham. Også i Nazaret, hvor de sikkert havde hørt om Jesu mirakler rundt om i landet. Alligevel faldt det ikke heldigt ud, da Jesus kom til Nazaret, hvor han selv var vokset op.
Jesus kommer på en sabbat og går ind i synagogen, hvor han får rakt en bog med profeten Esajas tekst om Herrens tjener, som skal komme. Og så overrasker han dem ved at sige, at nu er det gamle skriftord gået i opfyldelse.
Det giver både bifald og øget forventning. Men nogle undrer sig. Er det ikke bare Josefs søn, den lidt underlige, som vi kender så godt?
Jesus repræsenterer det nye. Han er den, Esajas profeterede om, Messias, den salvede. Men hans gamle bysbørn vil meget hellere holde ham fast i de vante rammer og se ham som Josefs søn.
De forstår ikke det nye, han kommer med, for de vil ikke anerkende, at det er noget fremmed, der frelser dem. De vil frelses af deres eget, af det, som kommer fra dem selv.
Jeg tror, det samme gælder os. Julen er hyggelig, og vi fejrer det kendte. Vi kender Jesusbarnets historie, men fortrænger for en stund, at historien ikke ender idyllisk. Det kan vi gemme til påske. For det fremmede ødelægger den orden, vi bruger til at sætte os selv og andre i bås med. Og til at holde livet på afstand med.
Den Gud, der forkynder godt budskab til fattige, frigivelse og frihed, kan ikke være i vores orden. Gud kommer ikke fra det gamle og kendte. Gud kommer til os udefra på tværs af vores forestillinger. Og netop sådan kommer Jesus som det, der gør alting nyt. Hvis vi vil se det.
Det betyder ikke, at vi skal afskaffe traditionerne. Nye ord er ofte endnu mere tomme end de gamle. Og spørgsmålet er, om vi overhovedet kan forberede os på at modtage Gud?
Der skal i hvert fald noget særligt til, en anden art sensibilitet. Og måske er det traditionens egentlige funktion at danne de særlige sanser i os, som er modtagelige for åbenbaringen af det fremmede i det velkendte.
Et ord, en sætning, en linje i en salme kan pludselig slå os med klarhed. Eller vi forstår pludselig noget, som vi ikke før forstod, når vi ser en nyfødt baby, som ligger nøgen, sårbar og ligner en lille gammel mand. Vi ser os selv i et andet lys og frigøres i et sekund fra vores vante forestillinger om os selv og vores omverden.
Naturligvis er det forbundet med angsten for at give slip på sig selv og alt det, man holder sig oppe med.
Det kan vi ikke give slip på, og derfor er raseriet og hadet altid en mulighed. Det vil det være, så længe vi er en del af jorden. For med til jorden hører døden, angsten og frygten. Men vi kan hele tiden ankomme til det sted, hvor vi er, og Gud kan til hver en tid ankomme til os i ord og ånd, så det sted, vi er, bliver et lille Guds rige.
Kristeligt Pressebureau
