Lise synger Lina Sandells sange

”Bred dine nådesvinger” er titlen på en af den svenske digter Lina Sandells mest elskede sange. Lina Sandell skrev sine sange i 1800-tallet under sine lange sygdomsperioder. Siden har de bredt sig vidt omkring fra det svenske Småland.
Andre kendte sange er bl.a. Kun én dag, ét øjeblik ad gangen, O Jesus, åben du mit øje, Ingen er så tryg i fare, Jeg kan ikke tælle dem alle, Jeg behøver dig, o Jesus…
25-årige Lise Petersen har hørt og sunget Linas sange siden hun var barn. Hun har altid haft let ved at leve sig ind i den inderlighed og himmellængsel, de udtrykker.
– Jeg synes, Linas sange er så oprigtige i den måde, de beskriver det at være menneske og kristen på. Derfor er de også yderst relevante i dag, siger Lise Petersen.
Jacob Schjødt Worm og Jesper Smalbro spiller guitar og kontrabas. De er som Lise med i gruppen Himmelblå, der sidste år udgav cd’en Sorrig og Glæde. Lasse Kobbersmed spiller klaver. Musikken er en blanding af pop, folk og visemusik med mange akustiske instrumenter som flygel, kontrabas og akustisk guitar. Legende indslag fra melodica, xylofon og dobro fletter sig enkelt og stemningsfuldt ind. Violinisten Harald Haugaard medvirker på to numre. Han er tidl. leder af folkemusikafdelingen på Det Fynske Musikkonservatorium.
Udgivelsen markeres med en koncert på AROS Aarhus Kunstmuseum på søndag kl. 14. Cd’en kan købes via Udfordringen.
Henri.