Peter har passion for teenagere

Peter Hedelund er ny leder for Euroclass i Kolding.Peter Hedelund afløser Jørgen Fuchs som ny leder af Efterskolen Kildevælds 11. klasse, Euroclass, i Kolding. Og han ved, hvad han går ind til. Han har tidligere været lærer på Euroclass i tre år og volontør i et år. Peter Hedelund er uddannet socialrådgiver og har været præst i Apostolsk Kirke, Kolding, i fire år. Han er gift med Sarah, og parret venter deres første barn.
– Vi brænder efter at være en del af ungdomskulturen og gøre teenagere og unge til efterfølgere af Jesus ved bl.a. at involvere dem i mission, siger Peter Hedelund. Jeg har altid drømt om at arbejde med teenagere og unge. De er dejlige at være sammen med og nemmere at forme. Når man deler sit liv med dem, får de et livsfundament for fremtiden.

Vil nedbryde skel

Efterskolen Kildevæld er en af Apostolsk Kirkes skoler, og Euroclass er et alternativt skoleår med vægt på kristen livsstil. Al undervisning sigter på at gøre en konkret forskel i samfundet.
– Vi vil bygge videre på alt det gode, som Euroclass har opnået indtil nu, og opdatere klassen til at leve i spændingsfeltet mellem det postmoderne, hvor alt er relativt, og det kristne budskab, hvor der er absolutter, siger Peter Hedelund.
Inge og Jørgen Fuchs startede Euroclass i 1992. Der er meget sport og træning i dans og drama i løbet af skoleåret. Hvert efterår rejser eleverne rundt i flere europæiske lande, og hvert forår sendes de ud i teams til Afrika, Asien og Sydamerika.
– Vi bliver ved med de udenlandske missions- og dannelsesrejser, men vi drømmer bl.a. om at samarbejde med humanitære organisationer som UNICEF, Red Barnet og Røde Kors. Vi drømmer også om at udbygge samarbejdet med kirker, skoler og klubber herhjemme i Danmark.
– Det er nemt at leve i to verdener som kristen – en åndelig og en praktisk virkelighed. Det skel vil vi gerne nedbryde ved, at det f.eks. skal være obligatorisk at gå til en fritidsaktivitet her i byen, hvor teori straks kan omsættes til praksis. Ligeledes vil vi gerne styrke samarbejdet med Apostolsk Kirke og Int. Apostolsk Højskole i Kolding, siger Peter Hedelund.

Ikke mærkelige kristne

– Det skal være et skoleår, hvor der virkelig bliver flyttet noget. Derfor vil vi gerne udvide det faglige tilbud, så hvis man har brug for at opgradere i f.eks. sprog, matematik eller dansk, så kan man få et lynkursus her. Vi forestiller os også, at vi med tiden kan udvide aldersgruppen og faciliteterne, så det ikke kun er en 11. klasse, men et tilbud til alle teenagere og unge i Europa, som vil have målrettet deres liv, siger Peter Hedelund.
– Det kan selvfølgelig være mere kompliceret at være teenager i dag end før i tiden. Der er stor kontrast mellem at gå i kirke og gå til fester. Men det er godt, hvis vi kan give dem redskaber til at gøre begge dele og stadig være brændende kristne. Vi skal ikke være ”mærkelige” som kristne, men lære at udtrykke vores tro på en måde, som folk finder interessant og kan forstå.
– Vi elsker at være sammen med teenagere. De er umiddelbare og uden de store hæmninger. Og så skal der helst ske noget hele tiden. Sådan er vi også selv. Vi glæder os derfor meget til arbejdet på Euroclass, slutter Peter Hedelund.
Sarah og Peter vendte sidste år hjem fra en 8 måneders eventyrlig jordomrejse. Peter arbejder nu i en stilling som socialrådgiver i Kolding Kommune, men starter som leder af Euroclass fra næste skoleår.
Svend L. Madsen