Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109, Tune
4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Min kæreste ringer
tit til mig på arbejdet

Kære Suh
Min kæreste og jeg har tilbagevendende konflikter i forhold til mit arbejde. Jeg elsker mit arbejde og er ikke den type, der sidder og kigger på uret hele tiden. Tværtimod. Min kæreste derimod har det omvendt og bebrejder mig for at lade arbejdet komme før hende. Hun ringer tit til mig på arbejdet, hvilket jeg faktisk synes er irriterende. Og endnu mere irriterende: at hun vil have, at jeg skal gøre det samme. Ikke fordi det ikke fysisk kan lade sig gøre, men jeg gider bare ikke, for det ville være falsk og påtaget. Håber du kan give nogle gode input.
Kh Arbejdsnarkomanen

Kære Arbejdsnarkoman
Kender du mon beskrivelsen af manden som en kommode og kvinden som et skab?
Manden er en kommode forstået på den måde, at når han er i gang med et eller andet projekt, så er han kun i den skuffe. Og koncentrerer sig overhovedet ikke om, hvad der er i de andre skuffer. Først når den skuffe er lukket, kan han koncentrere sig om en anden skuffe.
Kvinden derimod er som et skab. Hun åbner begge fløjdøre op på vid gab og overskuer hurtigt alle hylder. Hun kan sagtens rydde op på den ene hylde, mens hun organiserer lidt på den anden samtidig.
Er du med?
Det er selvfølgelig et meget forenklet billede på manden og kvinden, og virkeligheden er meget mere nuanceret, men det giver alligevel en meget god illustration af det, der sker for jer.
Når din kæreste ringer til dig på arbejdet, er det højst sandsynligt ikke for at forstyrre dig eller vogte over dig, men simpelthen fordi hun tænker på dig jævnt fordelt over hele sin dag. Og nogle af disse tanker får hende måske til at savne dig lidt, eller hun får bare pludselig lyst til at høre din stemme. Derfor ringer hun. Når du ikke ringer, er det ikke fordi, at du ikke elsker hende eller værdsætter hende lige så højt, men aktuelt er din opmærksomhed 100% rettet mod noget andet. Du vælger hende altså ikke bevidst fra, men i stedet dit arbejde til.
Når I får konflikter over dette, er det fordi I begge tager udgangspunkt i jeres egen model. Prøv at sætte jer ind i hinandens måde at tænke og reagere på, og snak så om det igen.
Og når I har fået en større forståelse for hinandens reak-tionsmønstre, kan det være, at I også får mere lyst til at imødekomme hinandens ønsker?
Når du nemlig opdager, at det ikke handler om at kontrollere, men i stedet om, at din kæreste bliver ked af det, og føler sig ikke-vigtig i forhold til dit arbejde, kan det være, at du vil vælge at være bevidst om at trække ”kæreste-skuffen” ud engang imellem, når du arbejder sent, og lige give hende et ring? På den måde imødekommer du hendes ønske om at føle sig husket og elsket på en håndgribelig måde – og selvom det måske virker lidt unaturligt for dig, så betyder det måske ikke det helt store, hvis hun til gengæld oplever sig set og værdsat?
Hilsen Suh

”Diagnosticerer”
psykologer hele tiden?

Kære Suh
Jeg har tit tænkt på, om psykologer har tendens til at ”arbejde over” mere end andre? Har man ikke tendens til at ”diagnosticere” folk hele tiden?
Hilsen Den nysgerrige

Kære Nysgerrige
Det kan godt være, at der er nogle psykologer, de har svært ved at lægge arbejdet fra sig, når de kommer hjem, og kommer til at agere lidt for meget psykolog på hjemmefronten. Det skal de nu nok holde op med, for det kan hverken de selv eller deres omgangskreds holde ud i længden.
Langt de fleste har dog lige så meget lyst til at smække benene op på sofabordet og ikke tænke for fem flade øre fag-tanker, som andre med et hvilket som helst andet arbejde har.
Desuden kan man ikke sådan ”diagnosticere” folk ud fra en løsrevet samtale eller en hyggelig middagssammenkomst. Det kræver både, at vedkommende selv indvilliger i at give relevante oplysninger, samt tilhørende rammer (interview, undersøgelser, tests, spørgeskemaer m.m.). Diagnosticering i klassisk forstand hører i øvrigt primært psykiatrien til, som igen er en helt anden uddannelse, nemlig læge-uddannelsen med tilhørende efteruddannelse.
Så summa summarum tror jeg ikke, psykologer ”overarbejder” så forfærdeligt meget mere end de fleste andre mennesker gør det.
Hilsen Suh

Om hypnose og TFT
Der har været flere henvendelser om brevkasse-besvarelserne i uge 42 og 46 om hypnose og tankefelt-terapi. For at der ikke skal være nogen tvivl om hverken Udfordringens eller min egen holdning til de pågældende emner, er det vigtigt at præcisere følgende:

Den hypnose, der i besvarelsen var refereret til, er udelukkende den form, der anvendes i forbindelse med professionel klinisk behandling, dvs. foretaget af uddannede psykologer eller psykoterapeuter, og hvor pågældende terapeut ikke har nogen som helst relation til ny-religiøsitet eller okkultisme. Enhver anden kontakt til hypnotisk behandling frarådes.

Det er ligeledes hverken Udfordringens eller mit eget ønske at give en generel accept eller blå-stempling af alternative behandlingsformer, men snarere, som det også fremgik af artiklerne, at tilråde opmærksomhed på den pågældende behandlers evt. bagvedliggende religiøse/okkulte opfattelse.

Jeg vil samtidig gøre læserne opmærksomme på, at en ukritisk involvering i noget sådant kan resultere i forværring af de pågældendes problemer og i usunde bindinger .
Venlig hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i Brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
Tune, 4000 Roskilde, eller
mail til: Suh@Udfordringen.dk