Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 4,75 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg

Spørgsmål:

Fastede alene i et sommerhus

Kære Orla Lindskov
Jeg føler trang til at høre, hvad du mener. Jeg har snart i flere år lidt af astma og problemer med migræne. Det har været en stadig plage for mig. Min læge har ordineret mange forskellige former for medicin til mig. Men uanset hvad jeg har gjort medicinsk efter lægens anbefaling, så har det ikke hjulpet ret meget.
Jeg har også prøvet alternativ medicin, men med samme resultat. Jeg ved ikke, om denne oplysning har nogen betydning. Men jeg er en kvinde omkring de 50. Hvad der så skete var, at en af mine kristne veninder, som kender til mine kvaler, gav mig en bog om faste. Den læste jeg, og da jeg tidsmæssigt fik mulighed for det, tog jeg alene op i vores sommerhus for at faste. Jeg ville gerne blive der mindst 14 dage i faste for at opnå fastens helbredende virkning, for jeg var meget træt af fortsat at skulle døje med min krop, og især nu op til jul og i juledagene. Jeg ville så gerne opleve en jul, hvor jeg kunne tage mig af min familie uden hele tiden at skulle kæmpe med min krop.
Men fasten blev en mærkelig oplevelse for mig. Efter fem dage kunne jeg næsten ikke sove. Jeg drak kun vand. Mine astma og migræne tog til. Jeg fik migræne-hovedpine i nogle dage. Desuden kom der så mange mærkelige tanker til mig. Tanker om mit ægteskab og om min fortid. Tanker, som næsten skræmte mig. Jeg vidste ikke, at jeg overhovedet rummede sådanne tanker. Jeg gennemførte 16 dages faste helt alene i vores sommerhus, og jeg må sige, at jeg kropsligt har det langt bedre nu.
Nu har jeg taget af din tid, Orla Lindskov. Men jeg fik bare lyst til at fortælle dig om min oplevelse. Du må gerne tage det med i din Brevkasse, hvis det kan bruges.
En kvinde omkring de 50

Svar:

Faste kan give
fantasier og visioner

Kære kvinde omkring de 50
Man ved faktisk en hel del om, hvad der sker med et menneske, der faster, såvel på det fysiske som på det åndelige plan. Dels har vi oplysningerne fra Bibelen. Dels findes der også bl.a. i Schweiz og Tyskland læger, som arbejder ved faste-kursteder. De har stor erfaring med, hvad der sker.
Du skriver, at du fastede kun på vand. Derfor vil vi rette fokus mod vandfasten.
En vandfaste er en faste, hvor man i hele faste-forløbet kun drikker vand. Lægeligt anbefales man at drikke mindst 2 liter vand i døgnet som et absolut minimum. Helst 3 liter. Det medfører som regel i starten, at man på naturlig måde tømmer sit tarmsystem. De første 2-3 døgn af fasten omstiller kroppen sig. Stofskiftet begynder at fungere anderledes. Fordøjelses-energierne i kroppen, der normalt er samlet i mave- og tarmområdet, flytter andre steder hen i kroppen. Det kan give en mærkelig og uvant krops-fornemmelse. Men disse energier flytter faktisk derhen, hvor der er problemer og svagheder og brug for hjælp.
Har man som du astma og migræne, vil de frigjorte energier bevæge sig hen til de steder, hvor astmaen og migrænen har sin rod og her aktivere de smerter, der er forbundet med lidelserne. Når det sker, kan man tro, at fasten er ved at gøre ens lidelser værre. Men det er tværtimod en fase i helbredelses-processen. Men det kan opleves som noget af en prøvelse.
Du isolerede dig under vandfasten i jeres sommerhus. Det vil jeg nok ikke råde nogen til, hvis man er nybegynder med hensyn til faste. Man har jo ikke nogen til at overvåge sig, og sandsynligvis heller ingen, man kan spørge til råds om fastens mindre behagelige og uventede virkninger.
Der sker også det under fasten, at søvnbehovet allerede efter få dage falder radikalt. Der går mere blod til hjernen end under normale forhold. Dette kan også gøre det vanskeligere i en periode at falde i søvn.
Under fasten opdager man også, hvor meget energi, der forbruges af kroppen til fordøjelsen. Meget af den energi bliver under fasten tilført bevidstheden. Under faste kan man opleve at få fantasier og visioner. Andre kan som du få tanker, der næsten skræmmer. Nogle gange kan fortidens traumatiske oplevelser komme frem med stor kraft. Derfor vil jeg ikke tilråde nogen at gå ind i en faste af din længde alene, når man er nybegynder. Det bedste er at have nogen inden for rækkevidde, et netværk kunne man sige, som har et grundigt kendskab til både de legemlige og de psykiske virkninger af faste. Det ideelle havde nok været, om I havde været nogle stykker, som var gået ind i fasten sammen.
Men jeg glæder mig på dine veje over, at du gennemførte fasten og nu har det bedre fysisk. Jeg vil ønske dig et rigtigt godt helbred fortsat og en rigtig glædelig Jul.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Glæde ved at se solen

Kære Orla Lindskov
Jeg kan fortælle dig, at Jesus igen har hørt min bøn. – Jeg bad om at blive hjulpet m.h.t. at få det bedre rent psykisk og om at få hjælp til at blive det menneske igen, som jeg virkelig er. Baggrunden for dette er, at du har bedt for mig engang her i sommer og samtidig sendt mig en salvedug, som ligger fast under min hovedpude. Jeg har virkelig lige nu fået det anderledes og på en sådan måde, at jeg igen er begyndt – nok ubevidst – at gøre nogle ting, som har forandret mit liv i positiv retning. – Det jeg har gjort er, at jeg hver dag beder Jesus om, at det må gå mig godt, og at de udfordringer, livet giver mig, må blive taget positivt imod.
Først så har jeg oplevet en hel ny glæde ved at se solen skinne engang imellem. Efterårets farver er smukkere end nogensinde. Og sidst men ikke mindst, er jeg blevet tilbudt en helt ny opgave på min arbejdsplads. Det er et nyt tiltag, firmaet prøver, og jeg er blevet udvalgt (håndplukket), som de siger, sammen med 4 andre i min virksomhed, der beskæftiger ca. 650 mennesker. Det var en overraskelse, der rykkede. Så jeg har svært ved at få armene ned igen. Jeg fik kun 24 timer til at betænke mig i. Jeg bad Jesus om hjælp, og svaret fra ham var, at jeg skulle springe ud i det og bare være den, jeg er. Og som sagt, så gjort.
Det er svært at spå om fremtiden. Men sammen med Jesus i det skjulte, kan det kun gå godt. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. – Måske skriver jeg en dag om, hvordan det er gået mig. Men allerførst en stor og varm tak til dig, Orla Lindskov. Din formåen står bag mine positive oplevelser med Jesus Kristus. Du har lært mig, at troen kan flytte bjerge. Den tro er så vigtig at have med sig ind i den mørke årstid og med ind i den travle juletid med alle dens udfordringer.
P.S.:
Jeg skriver her kort til dig for at fortælle, at min nye stilling i firmaet går fantastisk. Cheferne har meddelt os i gruppen, at vores opstart har været fantastisk, og de forventer, at vi fort sætter på samme måde. For mit vedkommende ved jeg jo, at Jesus står bag takket være din forbøn. Det er så varmt og rart at bære rundt på sådanne dejlige tanker. – Jeg tror faktisk, at det får mig til at se gladere ud. Jeg er i hvert fald blevet meget mere tilpas i den seneste tid. – Tak endnu engang for din formåen ang. bøn og salvedugen.
Hvem du end er
så vær altid parat
til at være en god kammerat.
Det du gir til andre
kan positivt dit eget liv forandre.
Mange varme hilsener fra Karen I. Nielsen.

Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne sige tak for tidligere forbøn og tilsendt salvedug. Da jeg fik din salvedug i september, kunne jeg mærke Helligåndens nærvær, da jeg lagde den på mine øjne.
Igen vil jeg bede dig om at bede om sundhed for mine øjne. Jeg sender hermed salvedugen tilbage, så den igen kan salves og bedes for – og dermed mig.
Kærlig hilsen E.K.

Jeg ønsker ønsker alle læsere en rigtig glædelig Jul.
Orla Lindskov