Den største gave

En Chicago journalists forbløffende opdagelse.
På redaktionen på Chicago Tribune var der stille som i en grav. Det var lillejuleaften. Mens jeg sad ved skrivemaskinen og ikke rigtig havde noget at lave, gik mine tanker igen og igen tilbage til den familie, jeg havde truffet en måned tidligere, da jeg arbejdede på en artikel om fattige mennesker i Chicago. Familien Delgado bestod af den 60-årige Perfecta og børnebørnene Lydia og Jenny. De havde måttet flygte fra deres udbrændte, kakerlak-befængte hus og levede nu i en lille bitte lejlighed i den vestlige del af Chicago.
Da jeg trådte ind ad døren, kunne jeg næsten ikke fatte, hvor tom lejligheden var: ingen møbler, intet tæppe, nøgne vægge – kun et lille køkkenbord og en håndfuld ris. Det var alt. De ejede bogstaveligt talt ingenting.
Den 11-årige Lydia og den 13-årige Jenny havde hver kun en kortærmet kjole og en tynd, grå trøje, som de deltes om. Skolen lå godt en kilometer væk. Når de i den isnende kulde gik turen til fods, bar Lydia trøjen det første stykke og gav den så til den skælvende søster, som havde den på resten af vejen.
Men trods deres fattigdom og trods den smertefulde gigt, som gjorde det umuligt for Perfecta at passe et arbejde, snakkede hun glad og optimistisk om sin tro på Jesus. Hun var overbevist om, at han ikke havde forladt dem. Jeg mærkede aldrig antydning af fortvivlelse eller selvmedlidenhed i hjemmet; i stedet var der i stuen en atmosfære af håb og fred.
Jeg slog tankerne om Delgado familien fra mig og gik i gang med at gøre en anden artikel færdig. Men mens jeg sad der ved skrivebordet denne lillejuleaften, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke på det ironiske i situationen: Denne familie havde ikke andet end deres tro og syntes at være lykkelig. Jeg havde alt, hvad jeg rent materielt havde brug for; jeg manglede kun at tro – og jeg følte mig indvendigt lige så tom og nøgen som Delgados lejlighed.
Så tog jeg en pludselig beslutning. Jeg gik ned i receptionen og fik udleveret nøglen til en af avisens firmavogne. Det var en halvkedelig dag, hvad nyheder angik; ingen begivenheder af større betydning. Min chef kunne ringe til mig, hvis der skulle ske noget. I mellemtiden ville jeg tage ud i West-Homer-gade og se, hvordan familien Delgado havde det.

Da Jenny åbnede døren, troede jeg næppe mine egne øjne. Avisens læsere havde reageret på min artikel og overøst familien med et hav af gaver, hele stuen var fuld af møbler, husholdningsudstyr og tæpper; midt på gulvet et stort juletræ med stakkevis af gaver under; der stod kasse på kasse med madvarer, og et svimlende udvalg af tøj inklusive varme vinterfrakker, tørklæder og handsker fyldte stuen. Desuden havde en læser givet dem tusind dollar i kontanter.
De mange gaver overraskede mig, men endnu mere overrasket blev jeg over det, jeg med mit besøg afbrød familien i færd med at gøre: Perfecta og hendes børnebørn var ved at gøre sig klar til at dele ud af deres nye rigdom. Da jeg spurgte Perfecta hvorfor, svarede hun på sit usikre engelsk: ”Vore naboer trænger endnu mere end os. Vi kan ikke eje så meget, når de ikke har noget. Det samme ville Jesus have gjort.”
Det gjorde mig fuldstændig paf! Hvis jeg havde været i deres situation, ville jeg have hamstret alt til mig selv. Jeg spurgte Perfecta, hvad hun mente om de menneskers gavmildhed, som havde givet dem alle disse gaver. Igen forbløffede hendes svar mig: ”Det er fantastisk! Det er bare så dejligt”, sagde hun, mens hun pegede på bjergene af gaver. ”Vi har ikke selv gjort noget for at gøre os fortjent til al denne rigdom – det er en gave fra Gud. Men …” føjede hun til, ”det er ikke den største gave. Nej, den største gave fejrer vi juleaften. Det er Jesus.” For hende var barnet i krybben den gave, som betød alt – mere end alle materielle rigdomme, mere end tryghed og sikkerhed.

Fra dette øjeblik var der noget i mig, som længtes fortvivlet efter at lære denne Jesus at kende, fordi jeg på en måde så ham i Perfecta og hendes børnebørn. De havde fred i sindet trods fattigdom, mens jeg levede i angst trods velstand. De kendte glæden ved gavmildhed, mens jeg kun kendte til ærgerrighedens ensomhed. De søgte håb i Himmelen, mens jeg ofte kun søgte min egen fordel. De oplevede det vidunderlige i den åndelige verden, mens jeg var lænket til den materielle verdens overfladiskhed, og noget i mig længtes efter det, de var i besiddelse af. Eller rettere: efter den ene, de kendte.
Det tænkte jeg over, mens jeg kort efter kørte tilbage til avisen. Men pludselig blev mine tanker afbrudt af en knitren i bilens samtaleanlæg. Det var min chef. Han sendte mig af sted på en ny opgave. Tilbage i virkelighedens verden gav jeg langsomt slip på de følelser, der var kommet til mig i familien Delgados lejlighed. Og det var, tænkte jeg, når alt kom til alt sikkert også det bedste.
Jeg var forsigtig, når tankerne om familien Delgado i løbet af de følgende år indimellem dukkede op. Når alt kom til alt, var jeg ikke en, der lod følelserne løbe af med mig. Som journalist gik jeg mere efter kendsgerninger, efter beviser, fakta og konkrete informationer. Jomfruer bliver ikke gravide; der findes ikke nogen Gud, der bliver et barn, og julen er ikke andet end et årligt tilbagevendende forbrugsorgie, der gejles op af folks umættelige materielle grådighed.

Men alligevel ville tanken ikke slippe mig. Grundig, som jeg var, gav jeg mig til at udforske Jesusbarnets identitet, og efter et par års intense undersøgelser var jeg moden til at fælde en dom. Bevisstillingen var overbevisende klar for mig. Jo, julen er ganske vist en fest, som overskygges af alle mulige fantasihistorier, lige fra flyvende rensdyr til Santa Claus, som stiger ned gennem skorstenen. Men jeg blev stadig mere overbevist om, at når vi borer ind til kernen i fortællingen, kommer vi til den slutning, at julen bygger på en historisk kendsgerning: inkarnationen. Gud bliver menneske. Det evige bindes af tiden. Det er stort. Men dette mysterium underbygges af fakta, der – som jeg ser det i dag – er for stærke til, at vi bare kan ignorere dem.
Jeg skulle nu komme til det punkt, hvor jeg var klar til at tage imod den julegave, om hvilken Perfecta flere år tidligere havde sagt: ”Jesusbarnets kærlighed og nåde gælder enhver, som tager imod ham i bod og tro.” Selv en som mig.
Altså talte jeg med Gud i en bøn, som kom fra hjertet og ikke var journalistisk gennemarbejdet. Jeg erkendte min skyld og ville vende mig bort fra den. Jeg tog imod hans tilbud om tilgivelse og det evige liv i Jesus og sagde til ham, at jeg med hans hjælp ville følge ham og i fremtiden gå hans veje.
Jeg hørte ikke noget englekor, så ingen blinkende lygter, mærkede ikke nogen kildrende fornemmelse i maven og hørte ikke noget svar. Jeg ved, at mange mennesker oplever en storm af følelser i et sådant øjeblik. Jeg mærkede derimod noget, som var lige så berusende for mig: en storm af fornuft.
Med årene kom der endnu mere til. Mens jeg stræbte efter at følge det, som Jesus havde lært, og åbne mig for hans forvandlende kraft, var der noget, der forandrede sig i mig: mine prioriteringer og værdier, min karakter og mit syn på verden, min indstilling og mit forhold til andre – og forandringen var endda til det bedre! Det var en nøgtern bekræftelse af de ord, som apostlen Paulus engang skrev: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.”

Og hvad med dig? Måske ligner dit næste skridt det skridt, hyrderne tog efter Jesu fødsel, og så kan jeg anbefale, at du går i gang med at udforske bevisstillingen. Du vil opdage, at du kan finde svar på de fleste af de spørgsmål, som afholder dig fra at følge Jesus. Jeg håber, at du, når bevisbyrden engang er på plads, kan fælde din egen dom over ”begrebet jul”.
Eller måske er du mere som de vise mænd fra østerland. Gennem en række forskellige omstændigheder – også ved at læse denne tekst – har du omsider fået dig kantet gennem hele postyret af glitter og glimmer omkring julen og står nu foran det lille barn, som kan forandre dit liv for evigt. Tal med ham. Lovpris ham og giv ham dit liv. Og tag så imod det, som Perfecta Delgado kaldte ”den største gave”: ham selv.

Lee Strobel studerede jura ved Yale University, var en prisbelønnet redaktør ved Chicago Tribune og åndelig tvivler til 1981. Han har skrevet flere bestsellere og bor nu med sin kone i Californien. (Fra damemagasinet Lydia).