Gammelt alkohol -behandlingsprogram forvandler liv i dag
Velkommen til virkeligheden giver god hjælp til at komme videre i livet.Anonyme Alkoholikeres 12 trin til behandlingen af fx misbrugere stammer fra 1939 og udspringer af et kristent livssyn. Men oprindeligt har det sin inspiration i den kristne Oxford-bevægelse helt tilbage fra årene efter 1. verdenskrig. Det er et genialt koncept, som har relevans for nutiden, fordi det er et meget effektivt redskab til at arbejde med sig selv og sin adfærd i fællesskab med Gud.Derfor har frikirkepræst Lars Due-Christensen fra pinsekirken på Nørrebro gennem et par år brugt AAs 12 trins-koncept. Han har draget sine egne erfaringer på de fire kursusforløb, som Kirken i Kulturcentret har afholdt. Her har over 150 mennesker indtil nu deltaget. Det er både kirkens egne medlemmer og åndeligt søgende fra byen, der får første kontaktpunkt med kirken gennem dette kursusforløb, der også rummer en kursusmanual og en dvd-serie (se Udfordringen nr. 42/05 og nr. 25/07). Det er der kommet bogen Velkommen til virkeligheden om mønsterbrydningens mulige kunst ud af. Her er modellen tolket ind i vores tid og i en dansk sammenhæng.
I bogen guider Lars Due-Christensen os igennem temaerne fra erkendelsens smertefulde nødvendighed over håbets mulighed i fællesskabet, kapitulationens kraft, bekendelsens frigørende energi til villighedens store test. Han slutter med frihedens livsstil, hvor ydmygheden og tilgivelsen er forudsætningen for det virkelige liv.
Bogen er velskrevet og letforståelig og kan hjælpe andre kirker i gang med at forholde sig sandt til Gud, sig selv og omverdenen. Det er egentlig et simpelt budskab, københav-nerpræsten leverer. Et budskab, som vi måske har hørt mange gange, men nu sat ind i terapiens væksthus, hvor hvert kapitel slutter med øvelser og en stærkt formuleret bøn.
Lars Due-Christensen håber, kurset kan bruges af selv de mindste menigheder og studiegrupper, f.eks. som et materiale, der får kirken ud i byen. De erfaringer, man har draget indtil nu, er, at kursisterne har fået genoprettet familieforhold, nye gudsbilleder, nyt forhold til sig selv og ny måde at tackle livet på. Så får det være, at det tager noget tid at spise sig igennem materialet, fordi der skal arbejdes og fordøjes undervejs.
Vejen til virkeligheden er udgivet af Life Clinique, som er en afdeling af Kirken i Kulturcentret. Bogen er også oversat til svensk og på vej på norsk.
Lars Due-Christensen:
Velkommen til virkeligheden
– om mønsterbrydningens mulige kunst.
160 sider 249 kroner
Forlaget Life Clinique