Han kom!

Jeg vil gerne fortælle en sand beretning fra det gamle kommunistiske Sovjet om en lille pige fra første klasse, som ikke ville fornægte Jesus. Hendes lærerinde forsøgte at knække hende psykisk, men uden held. Til sidst skiftede hun taktik og forsøgte at knække pigens kristne tro. En dag bad hun pigen rejse sig op og spurgte hende:
– Hvad sker der, hvis du kalder på dine forældre?
– Så kommer de med det samme, svarede pigen.
– Hvad sker der, hvis du kalder på din afdøde bedstefar?
Klassen kiggede over på pigen og afventede hendes svar.
– Han kommer ikke, for han er jo død! svarede hun.
Lærerinden så ud over klassen.
– Rigtigt! Vi kan nu konkludere, at en person som er i live, kommer når man kalder, hvorimod en død ikke kan komme!
Lærerinden kiggede over på pigen og sagde så:
– Du er kristen, vil du benægte det?
– Nej! svarede pigen.
Lærerinden smilede og så ud over klassen.
– Hvis Jesus virkelig findes og lever i dag, så vil han jo komme, hvis vi kalder på ham, ikke sandt? Men hvis han er død, så kan han jo ikke komme, vel?
Ingen turde svare og den kristne pige begyndte at bede.
– Lad os alle kalde på Jesusbarnet og se om han virkelig kommer, sagde lærerinden hånligt og fik børnene til at rejse sig op. Sammen råbte de i kor under ledelse af lærerinden:
– Kom Jesusbarn, kom Jesusbarn, kom Jesusbarn!
Pludselig blev klasseværelset oplyst i et gyldent skær og Jesus kom til syne. Lærerinden gav et skrig fra sig og børnene jublede.
– Han kom! Han kom! skreg lærerinden og stormede ud af døren og endte med at blive psykisk syg.
Men for den kristne pige og klassen var det en kæmpe opmuntning, som styrkede troen på Jesus under det kommunistiske regime.

Hvis vi blot havde tro som børnene, der tror uden at tvivle, ville vi opleve meget større ting med Gud! Gud er ikke begrænset, men vi kan begrænse ham i vore liv, ved ikke at tro og have tillid til ham. Miraklernes tid er ikke forbi endnu!