Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 4,75 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg.

Spørgsmål:

Hvad er baggrunden for salveduge?

Kære Orla Lindskov
Hvad er baggrunden for at bruge salveduge i din forbøn for syge?
I vores menighed beder vi for de syge på vores ugentlige bønnemøde. Det sker ved, at vi beder højt for vores syge, siddende omkring vores store bord. Det er den måde, vi er vant til. Det med salveolie og salveduge forekommer mig at være katolsk.
Mvh.
K.N.

Svar:

Et redskab for troen

Kære K.N.
Ifølge Bibelen findes der faktisk flere måder, man kan anvende, i forbindelse med forbøn for syge. Du nævner en måde, som I bruger i jeres menighed. Men der findes faktisk andre måder; og med hensyn til salvedugene:
Jeg bruger salvedugene til at give troen noget konkret at støtte sig til. Jeg kalder også salvedugene et redskab for troen. Noget lignende kan man læse om i Bibelen flere steder. Det er ikke noget specielt katolsk. Det at give troen noget konkret at støtte sig til, det er bibelsk. Men det er nok lidt utraditionelt i forhold til, hvad man er vant til i den protestantiske kirke.
Hvor i Bibelen læser vi, at man godt kan give troen noget konkret at støtte sig til ?
Jeg vil tage to steder frem. Men der findes som sagt mange steder i Bibelen, der illustrerer samme princip. Det første sted, jeg vil tage frem, er Apostlenes Gerninger kap. 19, versene 11 og 12: –
”Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus’ hænder. Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fo’r ud.”
Her er det Paulus’ tørklæder og bælter, der er det konkrete, som troen får lov til at støtte sig til.
Det andet sted finder vi i Johannes-evangeliet kap. 9, versene 6 og 7, her er det Jesus selv, der bruger noget konkret: – ”da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: ”Gå hen og vask dig i Siloadammen!” Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.”
Der findes mange eksempler i det ny Testamente. F.eks. også i Jakobs Brev kap. 5, versene 14, 15, 16, hvor det beskrives, hvordan de Ældste skal salve den syge med olie i Herrens navn og derefter bede over ham. Her er det konkrete, som troen støtter sig til, salveolien. Salveolien er desuden også symbolet på Helligånden. Også i det gamle Testamente finder vi eksempler på samme princip. F.eks. lægger profeten en figenkage på det syge sted, og helbredelse indtræffer.
Bibelen beskriver mange forskellige åndelige principper og måder, også i forbindelse med hjælp til syge. Disse forskellige åndelige principper og måder udelukker ikke hinanden. De støtter og supplerer hinanden.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov.

Min oplevelse:

Miraklernes tid er ikke forbi

– Det vidste jeg godt, men at et mirakel skulle ske for mig, er endnu ikke gået helt op for mig.
Det startede med, at min mand, der er læge, den 12. august 2007 undersøgte mig og kunne mærke en fast, hård udfyldning lige over symphysen op mod navlen. Jeg kom så til speciallæge og videre til operation allerede den 21. august. De fandt en svulst så stor som et barnehoved ved æggestokken, samt en bindevævsknude i livmoderen, så alt blev fjernet, og alt var godartet. Jeg måtte dog dagen efter igennem endnu en operation på grund af blødning i bughulen. Jeg var indlagt i 5 dage.
Søndag den 26. august blev jeg indlagt på intensiv-afdelingen. Mit hjerte var ved at give op. Jeg fik nogle nye tabletter og kom hjem igen dagen efter.
Glæden varede dog kort. Allerede tirsdag aften, den 28. august, måtte min mand indlægge mig på neurologisk afdeling. Jeg var konfus, kunne ikke få tingene til at hænge sammen og havde synsforstyrrelser på højre øje. De samme symptomer konstaterede de på Vejle Sygehus.
Onsdag formiddag, den 29. august blev jeg scannet, og her fandt man en hjernesvulst 2 gange 3cm stor højt oppe i hjernen i venstre side lige ved midtlinien, og udenom fandt man endnu en grå zone, som er et tegn på irritation af hjernecellerne og på indvækst i hjernevævet af ondartede celler.
Dagen efter, den 30. august, blev jeg kørt til vurdering hos neurokirurgerne i Århus. Der var fortsat ingen tvivl om diagnosen og behandlingen. Neurokirurgen, vi dér talte med, sagde strålebehandling hver dag 2 min. i 6 uger og måske senere kemoterapi. Han var ikke i tvivl om, at svulsten var ondartet, så den skulle allerførst fjernes.
Narkoselægen kom til og tog sine prøver, så alt var klar til operationen, som skulle foregå ca. 14 dage senere.
Dagen før operationen talte vi med den neurokirurg, som skulle operere mig. Hun fortalte mig, at det kunne komme til at gå ud over både mit syn og min førlighed.
Den 13. september blev jeg opereret, og da vi så igen talte med neurokirurgen, som havde opereret mig, sagde hun, at de havde fundet noget helt andet, end de havde forventet, nemlig en godartet svulst. Den 21. september talte vi med Århus igen. Svulsten, sagde de, var fuldstændig godartet, og det var ingen grund til videre behandling. Dette blev yderligere bekræftet af en overlæge fra Vejle Sygehus, der ringede os op den 25. september. Både Vejle og Århus ønsker en kontrolscanning om et halvt år.
Forinden havde jeg sagt, at hvis svulsten var ondartet, ville jeg hellere dø og komme hjem til Jesus. Jeg havde bedt om det. Hvis jeg ikke kunne beholde mine sansers fulde brug, eller hvis jeg blev til besvær både for mig selv og for andre, ja, så ville jeg hellere dø.
Jeg oplevede dage, der var svære at komme igennem, og alligevel følte jeg mig båret igennem.
Der var mange, der bad for os. Først og fremmest vores familie. Men også Inge og Hans Berntsen var med lige fra starten i forbøn og omsorg. Desuden Kristent Centrum og Bjørn Bergman. Vores præst Bjørn Ellerbek kom og salvede mig og bad for mig. Orla Lindskov bad og sendte mig en salvedug. Menighederne ”En åben Dør” og Apostolsk Kirke i Vejle, ja, mange, mange kristne venner har bedt. En stor tak herigennem til jer alle.
Vi har jo dygtige læger, og jeg fik en meget fin behandling hele vejen igennem. Gud virker igennem vore læger. Ingen tvivl om det. Men at forvandle en ondartet svulst til det modsatte, det kan ingen menneskelæger. Så igennem min beretning skal der lyde en stor tak til Gud, en tak, som jeg slet ikke kan udtrykke med ord. Gud alene skal have æren.
Kærlig hilsen fra Else, Vejle.

Min oplevelse:

Fik en pacemaker

Kære Orla Lindskov
For nogen tid siden skrev jeg til dig og bad om en salvedug til min mor og én til mig selv. Min mor, fordi hun har et svagt hjerte. Hvis ikke hun på et tidspunkt havde fået en pacemaker, var hun død. Jeg vil bare takke dig og ikke mindst Gud på hendes vegne! Hun var forleden dag til kontrol på sygehuset, og alt fungerer som det skal.
Med hensyn til mig selv og mit forstadie til hudkræft på det ene øre, så har jeg nu fået at vide, at det ikke har udviklet sig, og såret på øret er næsten lægt: Det takker jeg Gud for, og dig for at have bedt over min salvedug, som jeg har under min hovedpude.
Kærlig hilsen
Mor og datter

Min oplevelse:

Det går godt uden medicin

Kære Orla Lindskov
Tak for din tjeneste og de salveduge, som Gud bruger som redskaber for hans Riges komme og til lægedom.
Jeg er kommet ud af medicin, og det fungerer stabilt over en længere periode nu. Tak Gud. Jeg har salvedugen liggende ved mit hovedgærde. Endnu engang tak.
K.G. København