Moses Hansen opretter retrætested
Pottemagerens Hus skal stedet hedde. Beliggenheden er endnu uvis.Den kontroversielle prædikant Moses Hansen vil starte, hvad han kalder et nationalt bedehus.
Det skal mødes i det såkaldte Pottemagerens Hus i kortere eller længere tid for at bede, faste, lovprise, være stille, komme til kræfter osv. som han udtrykker det i et særnummer af bladet Blæs Alarm:
– Stedet skal hverken tilhøre mig eller noget bestemt samfund. Det skal være Guds bedehus, siger Moses Hansen.
Stedet etableres, fordi gode møder og aktiviteter i kirkerne ikke er nok:
– Det er ikke gode aktiviteter og møder, som flytter mest i åndeverdenen, hvor kampen står. Ofte kan vi have så mange møder og aktiviteter, at vi ikke har tid til at være stille og lytte til Gud, siger han.
Navnet Pottemagerens Hus har han fra Bibelen. Profeten Jeremias sammenligner Gud med en pottemager, der gendanner de kar, som er gået i stykker. Gud genopretter mennesker og kirker i dag, når de kristne beder, mener Moses Hansen.
Moses Hansen er mest kendt for at vandre med et stort kors gennem landet på kryds og tværs. Han har gået ca. 8000 km med korset. Derfor er det heller ikke for at isolere de kristne fra omverdenen, han starter Pottemagerens Hus:
– Jeg har aldrig troet på, at vi skal samles i ghettoer, hvor vi danser af glæde over vores egen frelse, mens verden omkring os går til helvede, siger han i Blæs Alarm.