Bogtema
Rhondas bog blev revet væk

Læserne er åbenbart også ”desperate” efter Rhonda Hugheys bog ”Desperat efter Guds nærvær”, som nu er totalt udsolgt.På to måneder er bogen ”Desperat efter Guds nærvær” totalt udsolgt.

Rundetårn og Købmagergade kom med på Britt Skovs forside til den danske udgave af Rhonda Hugheys bog. Den er nu også udkommet på engelsk, spansk og kinesisk.

Bibliotekerne nåede ikke engang at bestille den, før den var udsolgt.
Bogen er skrevet af Rhonda Hughey og handler om, hvorfor Gud er blevet væk i moderne kirkelighed.
Hvordan får vi Gud tilbage? Hvordan erstatter vi alle vores egne velmente arrangementer med Guds håndgribelige nærvær, som kan forandre os? Det er, hvad bogen handler om.
Bogen giver eksempler fra de omkring tusinde byer og områder i verden, hvor kristne i desperation har råbt til Gud om at ”komme tilbage” til deres byer. Den proces, der hermed er indledt, fører til fornyelse af kirken, – og til en synlig forandring i samfundet på områder, hvor det onde mister sin magt.
Man taler om en transformation. Der er ikke blot tale om en vækkelse, men om en forandring af hele miljøet.

En bedende kvinde

Rhonda Hughey er også en nøgleperson i Kansas City Prayer House – et 24-timers bedehus i Kansas, USA, hvor der altid er nogen i bøn.
Hun har i den forbindelse været i Danmark flere gange som taler på Bedehus Danmarks årlige bedeuge i januar. Hun har også talt på Apostolsk Kirkes sommercamp og på Sommeroase og Aglow.
– Jeg var dybt grebet af den engelske udgave og prøvede at få et par forlag til at udgive bogen, men uden held. Derfor besluttede vi selv at udgive den, siger redaktør Henri Nissen fra Udfordringen.
– Vi var slet ikke sikre på, at vi kunne sælge den, for budskabet er ikke let og egocentrisk som i mange af de nye kristne bøger. Så vi trykte kun 500 eksemplarer. Men de blev revet væk. Så nu er vi i gang med at trykke et større oplag. (Vi retter så også lige fejlene og ændrer til grammatisk kommatering.)

Opgør med
management-kirken

Bogen er på mange måder et opgør med de endeløse koncepter og smarte ledelses- og management-teorier, som har sneget sig ind i kirkerne.
– Men virker det? Er vi tilfredse med det, vi selv kan stable på benene? spørger Rhonda Hughey retorisk.
Sognepræst Stig Christensen, der var leder af Oasebevægelsen indtil 2006, siger:
– Rhonda Hughey sætter fingeren på et alvorligt problem i det moderne kirkeliv, som vi også genkender i Folkekirken: Risikoen for, at Guds nærvær bliver fortrængt fra vores arrangementer, fordi vi selv fylder for meget…

Anbefales på tværs

Bogen anbefales – på tværs af kirkeretninger – som en bog, der taler lige ind i den ”desperate” situation, som Danmark åndeligt set befinder sig i:
Bent Christiansen, som er forstander på Apostolsk Højskole siger:
– Rhonda har ved sin udfordrende forkyndelse, bl.a. i Bedehus Danmarks samlinger, skabt længsel efter at se vort land berørt af Guds nærvær og forandring.
Fra kvindeforeningen Aglow siger landsforkvinden, Inger Porsen, at Rhonda Hughey beskriver ”hvordan vi kan opleve forandring, først i kirken og derefter i vore byer og vor nation, som vil få Guds herlighed til at være så stærkt tilstede, at den forandrer alt.”

Aalborg forsøger

I Aalborg har præster fra forskellige kirker nu fundet sammen, netop på grund af Rhondas forkyndelse.
Koordinatoren for dette fællesskab er John Nielsen, som er præst i Missionsforbundet.
Han siger, at hvis man ”længes efter at erfare Guds mærkbare nærvær og at opleve et gennembrud af Guds Rige, som forandrer og forvandler både på det personlige plan såvel som i menighed og lokalsamfund,” så kan bogen bringe én videre.
Også Henrik Thomsen, som er UMO-leder og selv har boet med sin familie i Kansas og været med i Prayer House i et halvt år, anbefaler bogen til dem, der ”ønsker at se Guds indgriben” i deres by. Det var ham, der først tog den engelske udgave af Rhondas bog med til Danmark og senere inviterede hende.
– Denne bog kan formidle håb og tro i en humanistisk tidsalder”, siger han.
Tabita