Undervisning om det evige
John Bevere har med denne bog begået en formaning omkring evigheden. Det centrale tema i bogen er, at der kommer en evighed efter døden, og at vi bør lade vore valg her i livet været motiveret og bestemt af denne evighed.Forfatteren kommer godt rundt om emnet. Han beskriver dommen over de fortabte og regnskabets time for de retfærdige. Han kommer ind på himlen og helvedet, opstandelsen, vores løn osv. Grundlæggende er der ikke meget at sige til dette. Undervisningen er klassisk kristendom, med en evangelists blik for det evige liv og den evige fortabelse.
John Bevere skifter mellem bibelundervisning og en allegori, som forfatteren har lavet over bl.a. Jesu lignelser omkring de tro og utro tjenere. Jeg må nok tilstå, at jeg ikke helt synes, allegorien fungerer, og at bibelundervisningen ville have været tilstrækkelig. At bogen af den grund også ville være blevet lidt kortere, ville heller ikke have skadet.
Forfatterens gennemgang af Bibelens tekster om emnet er der imidlertid ikke rigtig noget at udsætte på. Den er klar, kontant og radikal, som det sig hør og bør, når man tænker på temaet. Det er en bog, som sikkert vil kunne sætte en del tanker i gang.
John Bevere: Motiveret af Evigheden 277 sider
198 kr. Alstrup