Himmel og jord mødtes i Maria
Henning Toft Bro er sognepræst ved Nykøbing Mors kirke og provst over Morsø provsti. Fra 1981-1995 var han medlem af musikgruppen Tørfisk. Nu sænker Gud sit ansigt over jorden, det store hjerte banker ganske stille..
Sådan begynder Tove Ditlevsen et digt, som hun kalder Forårsnat. Gud bøjer sit ansigt og ser ned på jorden, ned på menneskenes verden. Han kysser dyrene og børnene, der sover. Han græder over vågne, kolde sjæle, skriver hun videre. Oppefra ser Gud ned på alt det, der vrimler på jorden. Og i hans blik er der en kærlighed, som favner det hele. Både det, som er svøbt i tryghed og det, eller måske især den, der vender og drejer sig uroligt i natten.
Gud ser nedad. Hans blik søger altid mod dybet for at finde og løfte den svage.
Det blik, som søger mod dybet, det blev til kød og blod. Det blev menneske i Jesus fra Nazareth. Han steg ned fra det høje til det lave, fra magt til afmagt, fra ære til ringhed. Ikke for at være særlig ydmyg eller for at snobbe nedad, men for at være hos den svageste og bære med på livets byrder. Vore byrder. Alle menneskers byrder.
Gud vælger side til fordel for os. Han forlader sin trygge himmel for at få os i tale. Ingen skal længere være i tvivl. Gud har valgt at leve blandt os, med os og dø for os, for at vi skal kunne få fred og hvile i at leve vort eget liv, uanset hvordan det end udvikler sig.
Man kunne ellers nok forstå, om Maria ville have været bekymret. Åh jo, det mærker vi da også i 1. tekstrækkes tekst, hvor Maria ængsteligt spørger englen, hvordan det skal gå til, at hun skal blive gravid. Men efter denne usikkerhed og tvivl bliver Maria fast i mælet: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord. Derefter forlader engelen hende.
Men hvad sker der så?
Ja, da Maria er blevet alene, begynder hun at synge. Hun bryder ud i lovsang. Hendes jubel vil ingen ende tage. Hun synger, så englene må synge med og fryde sig: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser
..
Maria kan ikke lade være med at synge. Vi kender det fra os selv. Når vi oplever noget, stærkt og dybt, bobler vi over af glæde, og bristefyldt af det alt sammen bryder vi ud i sang. I tak og sang til Gud. I lovsang til vor Herre og frelser som tak for livet og det gode, der overgår os. Det er måske værd at bemærke, at ordet lov, som vi anvender i ordet lovsang, stammer fra tysk og betyder noget i retning af bifald eller tilfredshed.
Maria stiller sig tilfreds med den besked, englen kommer med. Hun stiller sig i Guds tjeneste. Hun stiller sig ind under Gud. Hun lader Gud råde i sit liv.
I vores lutherske del af den kristne kirke kender vi ikke til samme dyrkelse af Maria som i den katolske kirke. Det kan man mene om, hvad man vil, men vi kommer ikke uden om, at uden Maria havde hendes søn, frugten af mødet mellem himlen og jorden, Jesus Kristus, ikke været her.
Hans ord havde ikke lydt i vore ører. Vi havde ikke kendt til kors og opstandelse. Vi havde været henvist til os selv og vore evner til at overleve – eller mangel på samme. Vi havde haft en jord uden himmel. Levet i mørke uden lys. Uden Livets lys. Uden Mariæ Bebudelse havde vi ikke haft hverken en ægte fortid eller en håbefuld fremtid.
Men vi har Mariæ Bebudelse som en påmindelse om, at vi takker Gud for den nåde, han viste hende – og dermed os – ved at skænke os sin søn, Jesus Kristus, vores frelser.
Kristeligt Pressebureau
