Hvordan en drøm for evigt ændrede mit liv

Som overbevist ateist skrev journalist Michelle Ruhland en filosofisk roman, som bestred Guds eksistens. Men så begyndte hun at få drømme…En lang, lige korridor. Hvidmalede vægge og på gulvet nyvaskede, grå PVC-fliser. Der dufter rent, gråt og tomt – som mit liv. Jeg skal skrive en artikel om plejehjemmet, som jeg besøger den dag. Jeg klarer mig godt, privat og arbejdsmæssigt. Jeg arbejder som journalist, er lykkeligt gift, har råd til både motorcykel, sportsvogn og ferie i Florida. På hylderne i mit hjem står der pokaler, som jeg har vundet i sportsturneringer. Jeg føler mig overlegen og stærk.
Men jeg har ikke desto mindre i flere år ledt efter svar på et spørgsmål, som hele tiden kører i hovedet på mig: Hvad er meningen med livet? Denne dag på plejehjemmet giver mig omsider svar på det spørgsmål: Der er ikke nogen mening.
Plejehjemmet var godt ledet. Beboerne manglede ikke noget – rent fysisk. Men den indre tomhed, som herskede her, var dyb som en afgrund. De ældre sad tavse på deres stole på gangene og i stuerne, hver for sig eller i grupper, og stirrede med tomme øjne ind i væggene. Her spillede det ikke længere nogen rolle, hvad de tidligere i deres liv havde foretaget sig, eller hvor de havde tilbragt deres ferier, hvilket arbejde de havde haft, og om de havde vundet pokaler. Når der ikke findes en Gud, er alt i sidste ende lige meget. Det var den erkendelse, jeg, en overbevist ateist, kort og kontant så i øjnene den dag.

Jeg var midt i 20’erne. Men en dag ville jeg også sidde der på en af disse stole.
Jeg var rationelt anlagt og stolt af at gå for at være cool. På basis af denne følelseskulde analyserede jeg nu mit liv. Og jeg kom til den konklusion, at alt, hvad jeg gjorde, alt, hvad jeg anstrengte mig for, alt, hvad jeg ærgrede mig over eller glædede mig over, var uden mening. Når alle de mål, man når, før eller senere bliver uvæsentlige og ligegyldige, så er det nyttesløse mål, tidsspilde – konkluderede jeg.
Denne erkendelse passede også med, hvordan jeg havde det. For ligegyldigt, hvor megen succes jeg hidtil havde opnået, følte jeg mig stadig inderligt tom indeni. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af at forsømme noget, gå glip af noget. Som om det rigtige, det sande liv endnu ikke var begyndt. Og mens jeg ventede på, at det skulle begynde, så jeg det uophørligt løbe væk mellem fingrene på mig.
Jeg havde følt denne smertefulde tomhed, lige siden jeg var ung. Nu vidste jeg, at jeg aldrig ville blive i stand til at udfylde denne tomhed.
Jeg begyndte at overveje selvmord. Tanken om simpelthen at gøre en ende på mit meningsløse liv trøstede mig. Men først ville jeg gøre en filosofisk roman færdig, en bog, hvori jeg vendte mig mod Israels Gud og hans Messias, Jesus Kristus.

Nu var romanen færdig. Og da greb Gud med drømme ind i mit liv.
I den første drøm stod jeg i et vejkryds. En stemme kaldte på mig. Denne stemme var ubeskrivelig smuk og vakte en dyb længsel i mig efter at følge kaldet. Jeg vidste, det var Gud, der kaldte på mig. Men jeg vidste ikke, hvilken vej der var den rigtige. Derfor faldt jeg i drømmen ned på knæ og bad: ”Gud, hvis du kalder på mig, må du sige mig, hvilken vej jeg skal følge.” Som svar hørte jeg: ”Følg de hvide mennesker.” Efter et stykke tid kom der nogle mennesker gående forbi mig, som så ud, som om de var klædt i et hvidt lys. Men det var ikke nogen dragt; udstrålingen udgik fra dem selv. Det var et herligt syn. Derfor råbte jeg: ”Jeg vil også være sådan et hvidt menneske.” Som svar lød der: ”Du ved ikke, hvad du beder om.”
Jeg fulgte efter gruppen og nåede frem til forgården til et stort palads eller tempel. Mellem høje søjler stod der en masse mennesker. De ville alle ind i det indre af bygningen. Det samme ville jeg.
Endelig nåede jeg til hen til indgangsområdet. Der skulle jeg give noget til en vogter. Faktisk stod jeg nu med nogle frugter i hænderne, men de var små og usle. Nogle faldt ned på jorden og blev upåagtet liggende der. Jeg skammede mig meget over disse billige frugter. Vogteren tog ikke imod dem. Han afviste mig med ordene, at jeg ikke skulle være ked af det, men at jeg endnu ikke kunne komme ind. Først skulle jeg ordne noget vigtigt. Så kunne jeg komme igen.
Jeg var umådeligt skuffet. Jeg ville ikke væk derfra, for jeg mærkede, at al min længsel, al tomheden i mig ville blive lindret der, hvor stemmen havde kaldt mig hen. Fuld af sorg besluttede jeg, at når jeg nu engang ikke måtte træde indenfor, så ville jeg i det mindste blive i forgården til dette tempel.

Da trådte en person fra bygningens indre hen til mig.
Han udstrålede fred og godhed. Han rørte ved mig, og jeg gennemstrømmedes af en følelse af stærk, grænseløs kærlighed. I samme øjeblik kendte jeg navnet på denne person: Daniel.
Jeg vidste, at han på en eller anden måde havde noget med Israels Gud at gøre. Men da jeg overhovedet ikke var hjemme i Bibelen, vidste jeg ikke, hvem Daniel var. Jeg havde ganske vist agiteret imod Bibelen, men læst den selv havde jeg ikke.
På grund af hans betagende udstråling tænkte jeg, at denne Daniel måtte være en engel. Jeg kom i tanker om, at ærkeengle havde navne, og derfor tænkte jeg, mens jeg drømte, at han måtte være ”ærkeenglen Daniel”.
Han førte mig tilbage til vejen. Før han forlod mig, spurgte jeg ham: ”Hvor skal jeg sige, jeg har været?” Han svarede: ”I Paradis.”
Efter denne drøm vågnede jeg. Klokken var tre om natten. Efter at jeg et stykke tid havde tænkt over drømmen, faldt jeg i søvn igen.
Nu drømte jeg en anden drøm. I denne drøm mødte jeg min mor, som nogle år tidligere var begyndt at tro på Jesus Kristus. Hende fortalte jeg den første drøm. Da jeg nævnte, at jeg havde mødt ærkeenglen Daniel, afbrød hun mig og sagde: ”Sludder. Der findes ikke nogen ærkeengel Daniel. Hvis du vil vide, hvem Daniel var, så ta’ lige og læs, hvad der står i Bibelen.”
I drømmen slog jeg op i stikordsregistret i en bibel, først under ”æ” som i ærkeengel. Daniel var ikke nævnt. Derpå slog jeg op under ”d” – og så klart og tydeligt navnet.
Efter denne nat var der naturligvis ikke noget, der var mig mere magtpåliggende end at få fat på en bibel. Jeg fandt frem til stikordsregistret. Det så ud som i min drøm. Først søgte jeg under ”æ” som i ærkeengel, og selvfølgelig fandt jeg ikke navnet Daniel der. Under ”d” havde jeg til sidst bid: Daniels Bog. Daniel var drømmetyder ved den babyloniske konges hof, og Daniels Bog var den første bog i Bibelen, jeg læste, og her fandt jeg mange paralleller til billeder, jeg havde set i min første drøm. Jeg begyndte nu at læse i Gamle Testamente, så snart jeg kunne afse tid.

Jeg var overvældet. Den store, almægtige Gud, som jeg her læste om, havde ulejliget sig med at gøre opmærksom på sin eksistens over for mig lille, ubetydelige menneske, som havde agiteret så kraftigt imod ham. Det var ikke en hvilken som helst Gud. Det var Israels Gud, en Gud fuld af kærlighed. Der var nu kun én ting, jeg ville: elske denne Gud og lægge mit liv i hans hænder.
Men samtidig stod jeg over for et nyt problem. Jeg vidste ganske vist nu, at Gamle Testamente indeholdt sandheden – men jeg vidste ikke, om hele Bibelen var sand, om Jesus var Guds Søn, den Messias, som jeg skulle følge.
I min første bøn bad jeg Israels Gud vise mig, om også Ny Testamente indeholdt sandheden. Gud hørte min bøn. De følgende nætter havde jeg igen drømme. Disse drømme henviste alle til Ny Testamente – og især til Jesus som den Messias, der var profeteret om. Engang hørte jeg sætningen: ”Se efter lyset.” Da jeg næste morgen på må og få slog op i Bibelen, faldt dette citat om Jesus mig i øjnene: ”Jeg er verdens lys.”
Nu var jeg overbevist om sandheden i Ny Testamente. Jeg læste: Den, der tror på Jesus og vil høre ham til, han skal bekende det for alle mennesker. Altså bekendte jeg nu for alle de mennesker, over for hvem jeg tidligere som overbevist ateist havde forhånet Gud, at jeg havde taget fejl og fremover ville følge Jesus.

Det var i det øjeblik, jeg mærkede, at mit liv begyndte. Det løb ikke længere ud mellem fingrene på mig. Så længe jeg lever for Jesus, er livet ikke uden mening, selvom mange af de ting, jeg gør en indsats for på grund af min tro, kan se ud som spild af tid. Når jeg fx i timevis stiller mig op i et fodgængerfelt med en plakat, der skal sætte fokus på de mange børn, der bliver dræbt på grund af fri abort, bekymrer det mig ikke længere, om denne aktion set ud fra et karrieremæssigt synspunkt giver pote eller ej. Jeg er ikke mere afhængig af menneskelige succeskriterier. Det er som i skak. Jeg er kun en uanselig, lille bonde. De træk, jeg føler, jeg må foretage, kan forekomme andre betydningsløse. Men Gud, som er min holdkaptajn, har bestemt mine træk, så de i sidste instans bidrager til sejr for min konge.
En dag sidder jeg måske gammel og skrøbelig på et plejehjem. Så ved jeg, at netop den tid, som jeg har ”ødet bort” for Jesus, var den mest meningsfyldte tid i mit liv. Det er ikke ligegyldigt, hvad jeg gør, hvordan jeg bruger de talenter og de penge, som Jesus stiller til min rådighed. Giver jeg ham lov til at ændre mig, så jeg bliver mere lig ham? Vokser min kærlighed? De ting, jeg gør til Guds ære, og den plads, jeg giver ham i mit hjerte, det er de ægte skatte, som det lønner sig at samle på. De vil ikke være glemt og borte, når jeg engang sidder på en stol på plejehjemmet.
Desuden vil jeg da vide, at min liv stadigvæk er værdifuldt i Guds øjne. Ingen tid i mit liv vil forekomme overflødig. For også i sorg og smerte kan jeg følge Jesus. Så længe jeg lever, kan jeg bruge hver dag til at elske Gud.
Mit personlige kærlighedsforhold til Gud er så virkeligt, at alt andet, som tidligere var vigtigt for mig, træder i baggrunden. Det er ikke længere sportsturneringer, det er ikke kampen for karrieren, ferierejserne, sportsvognen eller motorcyklen, der betyder noget. Ikke, fordi Jesus ikke under mig disse fornøjelser, men fordi jeg selv ikke interesserer mig for de ting mere. Jeg savner dem ikke. Kun Gud længes jeg efter. Han skænker mig ægte glæde og fylde – allerstærkest, når jeg er i enrum med ham og i bøn. Det er øjeblikke af dyb lykke, hvor jeg får lov at opleve Guds overvældende kærlighed og nærvær, og det kan ikke sammenlignes med nogen anden følelse.
/Lydia
Michelle Ruhland

Læs mere her