Opsøg dine kampe som kristen – og bliv forfulgt

Kristne i Storbritannien oplevede forfølgelse fra pushere, da de begyndte at række ud til ungdomsbander i deres lokalsamfund, fortæller forfatteren Ronald Boyd-MacMillan.
– At høre om kristne, der lider for deres tro, giver vores tro en saltvandsindsprøjtning, sagde den skotske forfatter Ronald Boyd-MacMillan, da han var i Danmark i begyndelsen af marts.

– Hvis det onde kommer efter dig, så ved du, at Kristus er i dig, sagde forfatteren Ronald Boyd-Macmillan udfordrende.

Forestil dig, at du kommer i en kirke, hvor gudstjenesten begynder med, at præsten går hen til hver enkelt og spørger: – Hvad har du lidt på grund af Jesus i den forgangne uge?
Et mærkeligt spørgsmål, hvis ikke man vidste, at det bliver stillet uge efter uge i en undergrunds-kirke i Kinas hovedstad Beijing.

Jesus har fjender

Journalisten og forfatteren Ronald Boyd-Macmillan, der er aktuel med bogen ”Når troen koster mest”, talte i begyndelsen af marts flere steder i Danmark. Ved Åbne Døres årsmøde i Holstebro fortalte han blandt andet om gudstjenesterne i den kinesiske menighed, hvor han også selv er blevet stillet spørgsmålet, om han lider for troen.
-Det gør ikke noget, hvis man ikke har et svar, men hvis en af personerne over en periode på 4-5 måneder ikke har oplevet noget hårdt på grund af troen, begynder præsten at blive lidt bekymret for personen. Så vil han begynde at forklare: – Hør, Kristus har fjender. Når du bliver en kristen, bliver Kristi fjender også dine fjender, siger Boyd-Macmillian og fortsætter:
– Der er kræfter og personer, som vil komme efter dig. Eller rettere efter Kristus i dig, for det er det virkelige mål.

Bliver vi da forfulgt?

På et tidspunkt havde Ronald Boyd-Macmillan nogle britiske præster med i undergrundskirken. Og de blev stillet det samme spørgsmål.
– Vi har ikke rigtig lidelser på samme måde som jer, for vi har jo religionsfrihed, svarede en af præsterne. Der blev fuldstændig stille i kirken, og en kvinde rejste sig og sagde: – Betyder det, at Djævelen ikke har indrejsetilladelse i Storbritannien? fortæller den skotske journalist.

– I skal true ’det onde’

De britiske præster blev opfordret til at tage hjem og undersøge, hvad de ville definere som ”det onde” eller uretfærdige i deres lokalområde.
– Prøv så, om I kan blive en trussel mod dette, sagde den kinesiske præst, – Prøv så at se, hvad der sker.
En af præsterne tog hjem til sin kirke i London. Da han stillede spørgsmålet, hvad det onde i lokalområdet var, slog det ham, at bydelen længe havde været plaget af nogle ungdomsbanders hærgen.

Pusher truer præsten

Præsten begyndte at lave et særligt tiltag for at komme i kontakt med de unge bandemedlemmer.
– Han tilbød en af banderne at være deres præst og var overrasket over, at flere af de 16-17-årige unge tog imod tilbuddet. Snart begyndte nogle af dem at bekende deres tro.
– Men så fik han problemer, fortæller Boyd-Macmillan.
Præsten fik besøg af den lokale narkopusher, som plejede at bruge ungdomsbanden til at distribuere sine stoffer. Men det var de holdt op med.
– Hold fingrene fra mine ”børn”, sagde narkohandleren.
– Det er ikke dine børn, det er Guds børn, svarede præsten.
– Pas på, hvad du gør, advarede pusheren inden han gik, – du har ikke hørt det sidste i denne sag.

Skud mod kirken

Kort efter besluttede tre af bandelederne at blive døbt. Men under dåbsgudstjenesten blev der skudt to gange ind gennem kirkens vinduer, dog uden at nogen kom til skade. Alle var skræmte.
– En af bandemedlemmerne kom op af dåbsgraven. Han kravlede op og gravede en af kuglerne ud af væggen og sagde: – Dette er en smuk kugle! For de ville ikke skyde på os, hvis ikke vi gjorde en forskel, fortæller Boyd-Macmillan.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forfulgt og glad

Han opfordrer kristne i Danmark til at følge den britiske kirkes eksempel:
– De blev ikke bare i kirken for at bede over det, men de organiserede det og vidnede i en sådan grad, at det gjorde en forskel. OG så kom reaktionen. Men det, de mærkede, var en glæde.
– Hvis det onde kommer efter dig, så ved du, at Kristus er i dig. Det er her, glæden kommer fra. Og det er det, der er hemmeligheden ved den forfulgte kirke, siger Ronald Boyd-Macmillan.