Øret mod hovedpuden…

Min hørelse er højsensitiv. Jeg kan fx komme ind i en stue og straks høre, om tv’et står på standby, og jeg får en slags elektronisk tinnitus.Måske er min hørelse blot chokerende tæt på en hunds høretærskel; jeg hører usynligt høje lyde. Det er straks værre, når jeg skal lytte til mennesker.
Jeg havde fx et sommerjob som stewardesse, hvor jeg stod over for en ældre kvindelig passager med verdens svageste stemme. Jeg kunne af al mit hjertes godhed ikke forstå, hvad hun sagde til mig. Så jeg stak mit venstre øre ned foran hendes taleorganer og forstod endelig, at hun bad om en Tuborg. Jeg var lidt overrasket over, at denne undervægtige, elegante dame gik efter en bajer.
Hun pegede dernæst bagud og bad om endnu en Tuborg. Jeg kiggede på den unge mand på rækken bagved, som sikkert var hendes søn, og jeg tænkte, at hun selvfølgelig kunne bestille én til ham samtidig. Jeg tog imod bestillingerne og catwalkede ned efter et par kolde fra kassen.

Hvad der så skete, undrede mig meget. Jeg serverede professionelt øllene, hvorefter hun straks bad om to Tuborg mere. Og så to mere. Og to igen. Jeg var efterhånden ved at slide gulvtæppet ned efter de mange ture frem og tilbage, men til sidst råbte hendes sidekammerat til mig: ”Hun vil ikk’ ha’ alle dine øl! Hun be’r om en hovedpude, mand!”.
Det tog mig fem-seks sekunder før ti-øren faldt, men så fløj jeg også fluks ned efter flyets bedste hovedpude. Heldigvis var manden bag hende – som hun aldrig før havde mødt – vældig glad for øllene, som på magisk vis blev stillet foran ham.
Vi mennesker er udstyret med en fantastisk høresans, men min nyfundne erfaring siger mig, at det ikke er ensbetydende med, at vi hører efter. Ørerne opfanger lyde, ord, musik, men ofte lytter man kun overfladisk, fordi sindets skrattende baggrundsstøj står i vejen. Jeg må pakke forventninger og fordomme væk, ned under hovedpuden. Som Jesus i Mattæus 13,43 så sandt slår fast: ”Den, der har ører, skal høre”. Og jeg tilføjer: ”…hvis man vil.”