Hvilken ven vi har…

Når vi bliver pressede, viser vi vores værste sider. Da Jesus var hårdest presset, viste han, hvilken ven han var og er for dem, der tror på ham og følger ham.Prøv at læse Johannes’ beretning om de sidste timer af Jesu liv.

Af Henri Nissen
journalist, forfatter og redaktør
på Udfordringen

Her befinder Jesus sig i en forfærdelig situation. Han vidste – fremgår det af hans tidligere udtalelser – at han ville blive arresteret, mishandlet, hånet og dræbt. Han kunne se, hvordan det foregik, når korsfæstede frihedskæmpere hang til skræk og advarsel…
Det har været forfærdeligt at tænke på.
Du tænker måske, at Jesus jo var Gud, så han kunne klare alting. Men sådan var det ikke. Jesus havde givet afkald på at være Gud. Mens han var her på jorden, levede han helt som et menneske. Han led under de samme lidelser og problemer, som vi gør.
Lad dig ikke forvirre af de søde Selma Lagerlöff legender og andre anekdoter, der fremstiller Jesus som en supermand. Han var helt som os: barn, ung og voksen.
Når han – efter sin dåb – udførte mirakler, gjorde han det i kraft af den samme Helligånd, som han åndede ind i disciplene – og sendte til os.
Så når der står, at Jesus i denne situation svedte angstens sved – ja endda blødte i sin rædsel, så var det de samme menneskelige følelser, som vi kender. Blot værre.

Alligevel – og det er det fantastiske ved Jesus – alligevel tænkte han på os.
Når vi andre har lidt ondt i hovedet eller maven, så bliver vi let pirrelige og kan ikke tænke på andres problemer.
”Nu må jeg altså tænke på mig selv!” proklamerer vi patetisk, når vi har en smule stress. I pressede situationer kommer vores sande natur frem. Og Jesus var et menneske, som vi. Da han blev presset – til det yderste – valgte han:
1) Ikke at benytte sig af den ”lette udvej”. Han kunne jo sagtens være flygtet.
2) Ikke at bede om overnaturlig hjælp ovenfra. For Gud Fader ville helt sikkert have sendt ”legioner af engle”.
Han vælger tværtimod:
1) At gøre det sværeste: At gå i døden for sine venner.
2) At tænke på sine venner – disciplene – på dig og mig.
”De har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig,” siger Jesus.

”Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du gav mig, for de tilhører dig.”
Tænk, at han havde overskud til at tænke på de disciple, som netop da lå og sov!
Han havde al mulig ret til at droppe dem og tænke på sig selv. Ligesom han har mange grunde til at droppe os. Men selv i den forfærdelige situation, han var i, siger han:
”De skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig.”
Hvilken ven…

Jesus har nok profetisk fornemmet, hvad der ville komme af forfølgelser, og hvordan vi svage mennesker gang på gang ville blive fristet til at svigte og stikke af. Hvordan vi ville falde i synd, i falsk lære, i dovenskab og ligegyldighed…
Så Jesus véd godt, at vi har brug for noget helt specielt.
”Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig,” siger han.

Der var den igen. Kraften fra det høje – Helligånden. Det er den mægtige kraft, som skal beskytte os. Det er den kraft, som Faderen gav Jesus, da han blev døbt af Johannes. Det er i kraft af Helligånden, at han gjorde alt det, han gjorde.
Og så slutter Jesus med de vidunderlige ord: ”for at de må blive ét ligesom vi er ét!”
Det er den højeste lykke. At blive ét med Jesus – og ét med alle dem, der tror på ham.”

Hvilken ven vi har i Jesus,
alt han ved og alt formår!
Tungest byrde han os letter,
når i bøn til ham vi går.
Ak, men tit vor fred forspildes,
sorg og møje blir vor løn,
just fordi vi ikke bringer
alting frem for Gud i bøn.

Har vi prøvelser og kampe,
synes livets strid os hård,
aldrig skal vi dog forsage,
hvis i bøn til Gud vi går.
Svigter alle andre venner,
Jesus er hos os i løn,
hører sukket, deler sorgen,
når vi går til ham i bøn.