Er jøders, muslimers og kristnes Gud den samme?

Debatten har altid raset og vil blive ved med det. For når vi taler om Gud, rører vi ved fundamentet for vores tro.

Peter Götz

I et brev fra 138 lærde og ledende muslimer til den kristne verden slås der til lyd for gensidig respekt, al den stund at vi som de to store religioner i verden – der til sammen dækker 55 % af verdens befolkning – har nogle væsentlige og fundamentale lighedspunkter.

Vi tror begge på én Gud og ikke på mange guder. Vi har begge kærligheden til vores Gud og omsorg for vores næste som et hovedanliggende, siger vore muslimske venner i et overraskende brev, der ligner et indtil nu ukendt forsøg på at bygge bro – ikke mellem de to religioner som sådan, men mellem deres mennesker.
Hvis vi i respekt for hinanden kunne ophøre med at bekrige hverandre, ville vi gøre noget vigtigt for verdensfreden, hedder det.

Nu er der altid to måder at reagere på, når nogen spørger om en dialog. Den ene er omgående at opregne alle forskellene og i øvrigt anse den anden part for at have bagtanker.
Den anden måde er at reagere positivt og sige sig enig i så meget som det er muligt, uden at give køb, for at holde samtalen i gang.
Den sidstnævnte måde at håndtere ’religionsmødet’ på kender vi fra Paulus, da han går rundt på Areopagos i Athen (Ap. G. 17,22 flg.).
Her finder han dette bemærkelsesværdige udgangspunkt, at de har et alter for en ukendt gud.–Uden at kritisere athenerne for deres hedenske tilbedelse af alle mulige og umulige guder (polyteisme), bruger han deres tilbedelse af den ene ukendte Gud som springbræt til at fortælle om ’sin gud’. Genialt og respektfuldt!
Det er ikke til at tage fejl af, hvad Paulus mener. For ham er den Gud, som han har lært at kende, den eneste ene – Gud, skaberen, der giver alt og alle ånde. Den Gud, som andre på mange måder forsøger at finde ved at famle sig frem.
Den Gud, vi alle er i slægt med, al den stund vi stammer fra samme menneske. Den Gud, vi ikke må mene ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers snilde.
Den Gud, der bærer over med menneskers uvidenhed. Den Gud, der bliver menneske, dør og opstår fra de døde (i Kristus).

I verdens brændpunkt Jerusalem mødes de 3 religioner: kristendommen, jødedommen og islam.

Det er præcis det samme synspunkt, der kommer til syne, da korinterne diskuterer, om de ved at spise afgudsofferkød evt. kan komme til at tilbede andre guder, altså afguder.
Til det svarer Paulus, at ’hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer.
Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham (1 Kor 8, 4-6).
Nært beslægtet med den måde at tænke på, er også afsnittet fra 1. Kor. 9, 19 flg., hvor Paulus hylder en evangelisationsstil, der så langt det er muligt identificerer sig med den, man gerne vil nå.
Når mennesker gør sig andre billeder af Gud, det være sig i form af guld, sølv eller sten, i form af forkerte forestillinger, ufuldstændige tanker eller selvskabt dogmatik, er det både ulykkeligt og forfærdeligt og kan uden tvivl forføre mange mennesker, men de mange forkerte og falske gudebilleder og gudsbilleder, ændrer ikke på, at vi som sådan – set ovenfra – kun kan tale om én Gud.

Når det er sagt, skal vi imidlertid med lige så stor klarhed sige, at fra et kristent synspunkt findes der kun ét billede af Gud, som vi anerkender som fuldkomment, og kun én endegyldig åbenbaring – og det er Jesus Kristus.
Han er, siger hebræerbrevets forfatter, Guds væsens udtrykte billede.
Han er Guds ansigt, og alene i ham finder vi Guds væren, væsen og vilje. Kun han kan sige, at han er vejen, sandheden og livet.
Med den markering lægger vi afstand til såvel jøder som muslimer. For ingen af dem vil anerkende Jesus som Gud.
I det perspektiv må vi derfor sige, at jødernes gudsbillede er både sløret og ufuldstændigt. Det medførte, at Jesus måtte bøde med sit liv. Endnu mere – ja, langt mere – forfejlet vil vi anse vore muslimske venners gudsbillede for at være.
Men uanset hvor stor afstanden på vores billeder af Gud er, bør denne afstand ikke hindre en dialog eller medføre, at vi ikke kan finde sammenfaldende værdier, dér hvor de måtte være.

Fra tid til anden kan vi møde mennesker – såmænd også inden for vores egen religion eller tilværelsessyn, der beskriver Gud på en sådan måde, at man i sit stille sind tænker: Sådan ser min Gud bestemt ikke ud, gad vide om vi taler om den samme?
Set fra denne side kan man naturligvis godt sige, at vi bestemt ikke har samme Gud. Men det er dog i så fald mere vores gudsbillede, vi taler om, end Gud selv.

Men hvad betyder det så, når De Ti Bud, der vel også anses for gyldige for kristne, siger, at vi ikke må have andre guder – ikke gøre os billeder og ikke dyrke og tilbede andre end Gud Herren?
Ja – det betyder jo ikke, at disse guder, som vi mennesker finder på at dyrke, reelt er guder i ’guddommelig’ forstand. At gøre noget andet – eller nogen anden – end Gud Herren til Gud, er det, der fører os på vildveje.
Og det er det, siger Paulus, der evt. kan føre os ind i et uønsket fællesskab med dæmoner (1. Kor 10,20). Derfor er tilbedelse af selvgjorte guder farlig.

Endelig er der et perspektiv, som ingen vel kan svare på.
Men når et menneske af en eller anden religiøs observans – eller uden nogen sådan – hører ekkoet af sin skabers stemme dybt inde i sjælen og derfor løfter sine hænder mod Himlen eller bøjer sine knæ, vil denne Skaber så ikke et eller andet sted registrere den bøn som i det mindste en søgen efter ham – uanset hvad den bedende så måtte kalde ham?

Peter Götz er Missionsforstander i det danske Missionsforbund og har været præst i Espergærde i 15 år.