Jeg er bare en kone fra landet
Sådan siger englekunstneren Lena Rude Jensen om sig selv.Lena Rude Jensen tror på engle og er overbevist om, at vi kan møde engle i menneskeskikkelse.
Hun har selv mødt en engel i skikkelse af en politibetjent.
Det oplevede hun for en del år siden, da hun blev stoppet af en politibetjent.
Hans røde »Stop«-skilt satte en stopper for de dystre tanker, hun gik med på det tidspunkt.
Det fortalte hun om, da hun var gæst på Missionsforbundets Seniorlejr.
Hun har selv været derude, hvor det hele rablede, og hun ikke orkede at leve mere. Hun ville tage sit eget liv, men så sendte Gud politibilen og stopskiltet.
I foredraget fortalte hun om engle i Bibelen, i salmekunsten og i malerkunsten, om spændende englebilleder i danske kirker og i udlandet; men vægten lå på hendes eget forhold til engle.
– For mig er engle symboler på kontakten til det åndelige, en påmindelse om, at Skaberen beholder kontakten til det skabte, sagde Lena Rude Jensen og understregede: Jeg er ikke kunstner, men blot en lille kone fra landet.
Men den salgsudstilling af englekunst, hun bragte med til Virksund, fortalte ganske klart, at her mødte man en spændende englekunster.
Lena Rude Jensen bor i Løgstør, er læreruddannet og har undervist i kreative fag, inden hun gik på kunstskole og malede sine oliemalerier.
I begyndelsen malede hun mørke billeder. Men en barndomserindring om julen, hvor præsten fremmalede englene med ord, satte hende i gang med at male engle.
Det blev til et stort billede af hyrderne på marken og de lysende engle på nattehimlen.
– Siden har jeg ikke kunnet slippe englene og lyset i dem.
I dag maler hun sine engle på gamle træpaneler, fodlister, gerigter, drivtømmer fra fjorden, pejsebrænde, hegnspæle, kasserede sengestolper, et strygebræt eller træstemplet fra en bollesprøjte, som hun har flækket i to – på gammelt træ fra Budolfi Kirke i Aalborg, som er blevet udskiftet ved restaureringen, eller på gammelt skifer fra byens tage.
– Disse materialer sætter nogle rammer eller begrænsninger, som jeg synes er inspirerende, fortæller hun.
Lena Rude har udstillet bl.a. på Frederiksberg Bibliotek, Galleri Experiment i Silkeborg, i Sisimiut i Grønland, i Tyskland og i Toronto, Canada.
Hun maler altid med oliefarver, er medlem af kunstnergruppen De frie og har solgt sine arbejder både til private og institutioner i ind- og udland, samt til mange kirker.
Lena Rude Jensens engle går som varmt brød, folk er vilde med dem, og ofte når de ikke at blive tørre bag vingerne, før de flyver ud til deres nye ejere. Hun oplever en næsten eksplosiv efterspørgsel.
– Når folk gerne vil have mine engle, synes jeg også, at jeg har en vis forpligtelse til at male dem, siger hun.
Hun tager efterspørgslen som en understregning af, at det igen er blevet legitimt at vedkende sig en religiøs dimension i tilværelsen. Som kristen er hun ikke i tvivl om, at det er vigtigt at give religiøsiteten plads og rum.
Lena Rude Jensens engle er farverige og levende. De taler om kommunikation mellem Gud og mennesker.
– Men det er ikke ikon-maleri, hvor man også bruger træflader som underlag, siger hun og understreger:
– Der er ikke noget ikonisk eller helligt og indviet over dem. Det er kun bemalede træstykker. Hvad man så selv lægger i dem, er op til den enkelte. Hvis nogle ser dem som billeder med forbindelse til evigheden, så er det da dejligt, men det er jo helt individuelt.
Lena Rude Jensen udstiller sine engle på hjemmeadressen: Kristiansmindevej 23, Løgstør.