Ferie med indhold
Lejre giver pusterum til enlige mødre og børn

– Ude godt, men hjemme bedst – det er noget vrøvl. Ude bedst! Man kan lege med andre børn, end man plejer.Det siger en af de piger, som er blevet interviewet i forbindelse med en stor undersøgelse vedrørende effekten af mor-barn-lejre. Sidste år blev 27 lejre støttet af Velfærdsministeriet – heriblandt Frelsens Hær.
Rapporten konkluderer:
”Ferierne udgør et tiltrængt og kærkomment pusterum for familierne i en hverdag, som for mange er præget af ensomhed, begrænset økonomisk råderum, bekymringer for hinandens ve og vel og for nogles vedkommende også af konflikter mellem børn og voksne.”

Alt for korte

Rapporten viser, at både børn og voksne føler sig forkælet på lejrene. Børnene oplever glæde og tryghed ved at se deres forældre have det sjovt sammen med andre voksne. Tilsvarende skaber det glæde hos forældrene, når de ser, at børnene har det godt, fortæller Frelsens Hærs magasin Mennesker & Tro.
Det eneste minus ved ferieopholdene er, at de er for korte. Ingen har givet udtryk for, at de var for lange. Og i flere tilfælde er ferieopholdene den eneste ferie, de pågældende familier får.
– Hvis der ikke havde været det her tilbud, så var vi ikke kommet af sted. Det havde vi ikke haft råd til, siger en mor.
/sl