Mikkel kunne være endt i skraldespanden

Overlægen ønskede ham aborteret væk, fordi der var en risiko for, at Mikkel blev mongol.Birthe og Jens Anders ventede deres ønskebarn. Men efter en skanning forsøgte lægen at presse dem til at få en abort. Der var en stor nakkefold på fosteret…Ifølge lægen kunne det betyde, at barnet blev mongol.
– Jeg fik taget en CVS – dvs. en moderkage-prøve. Prøven viste, at det var et normalt barn, men nakkefolden var så massiv, at de ikke kunne forstå det. Der måtte jo være noget galt med det her barn, fortæller Birthe ironisk. Hun er selv sygeplejerske.
– Jeg er en ”rødspætte-pige” fra Frederikshavn. Min far var lods – han døde den 2. januar i år, fortæller Birthe, mens hun sidder sammen med sin mand Jens Anders Rosendal i haven ved deres hus i Arden. Jens Anders er diakon og arbejder på et center for misbrugere i Rold Skov. Selv arbejder Birthe nu som lægesekretær.
– Det var Mikkel dér, vi ventede, siger Birthe med et smil til den 12-årige sunde og raske dreng ved havebordet.

– Hvordan var det at få beskeden fra lægen om, at jeres barn ville blive mongol?
– Det var da chokerende – men vores indstilling var, at uanset hvilket barn det var, så var det velkomment.
– Hvad sagde lægen til det?
– Vi blev udsat for et meget massivt pres for at få abort. Vi blev igen spurgt helt henne i 10-11. uge, om det nu var sikkert, at det ikke skulle fjernes. Og vi var sikre, men de blev ved. Det krævede jo meget arbejde at få sådan et mongolbarn, advarede de.

– Det var Peter Skovbo, overlæge i ultralydsscanninger på Ålborg Sygehus, der pressede på. Og vi fandt senere ud af, at vi var med i en statistisk undersøgelse, som han offentliggjorde i Ugeskrift for Læger et halvt år efter Mikkels fødsel.
– Det handlede om, at de på Aalborg Sygehus havde meget ”fine” resultater med kun få mongolbørn – men det er da klart, hvis man presser de gravide kvinder til abort, så snart der er den mindste risiko, siger Birthe bittert. Oplevelsen for 12 år siden har plaget hende så meget siden, at hun nemt kommer til at græde, når hun skal fortælle om det.
– Man kan jo også sige, at det er smart at få udryddet nogle sygdomme. Det er i hvert fald billigst for samfundet.
– Det er et massivt pres, man er under. Især efter de forskellige prøver. Efter 1. prøve gik vi hjem og bad til Gud, og vi var begge overbeviste om, at det her var fuldstændigt, som det skulle være. Det var vi ikke i tvivl om på noget tidspunkt. Og havde det været et mongolbarn, ville vi have beholdt det alligevel og tage det, som kom.

– Det groteske var, at selv om de i 11. uge pressede på for at foretage abort, så viste det sig, at der ingenting var galt, da Birthe igen blev scannet i 15 uge. Da var nakkefolden væk! Jeg spurgte, hvordan det kunne være, og de svarede, at det var ”normalt”, at nakkefolden var væk i 15. uge… Men havde det nu været et mongolbarn, var det jo skidt for deres statistik…
– I overlægens artikel kunne vi læse, at der ikke blev født mange mongolbørn i Nordjyllands amt. Og det er jo klart – for når de får dem fjernet, vil der jo ikke være mange, der bliver født, men hvad får de fjernet ud over det? spørger Jens Anders.
Oven i det pres, som ægteparret følte, med ”truslen” om, at de ville få et mongolbarn, skete der noget andet. Birthes kusine i Vejle Amt fødte til alles overraskelse et mongolbarn. Men hun var slet ikke forberedt, for på skanningen kunne man ingenting se.

– Hvordan gik fødslen?
– Den var meget dramatisk, husker Birthe.
– Jeg havde været ude at rejse lige inden tidspunktet i graviditeten, hvor det frarådes at rejse. Og jeg fødte faktisk Mikkel 5 uger for tidligt. Så han var en lille én på 2900 gram.
– Jeg havde været i Tunesien med min far og min datter Michelle i november. Jeg var faldet af en kamel i Saharas Ørken, men det var gået godt.
– Vi kom hjem, og en aften i januar lå jeg og så en film i tv. Jens Anders var på arbejde, og Michelle var hos naboen. Pludselig mærkede jeg, at vandet gik, og jeg var klar over, at barnet ikke sad fast mere, fortæller Birthe. Men som garvet sygeplejerske og andengangsfødende gik Birthe bestemt ikke i panik. Hun skulle da lige se filmen færdig, før hun kravlede hen over gulvet til telefonen og ringede til fødeafdelingen!
Men da personalet på fødeafdelingen i telefonen spurgte, om der også var blod i vandet, opdagede hun, at det var mere alvorligt:
– Det havde jeg ikke set, men jeg blødte meget. Det var moderkagen, der havde løsnet sig. De sendte derfor straks en Falckbil, og jeg fik ringet efter Jens Anders. Jeg var nok den, der tog det mest roligt. Jeg pjattede med Falck-folkene, men jeg tror ikke, de havde det så sjovt. De var nervøse, for det er alvorligt, når en moderkage løsner sig.

– Da jeg kom hen på sygehuset i Ålborg, faldt tingene til ro. Jeg lå natten over og fødte først kl. 10 næste formiddag. Og alt var normalt. Mikkel blev født stille og roligt, og intet var galt. Men der blev kigget grundigt efter de såkaldte fire-finger furer – en streg lige over håndfladen – som mongoler har. Men der var ikke nogen.
– Var I selv nervøse for, at der senere skulle vise sig noget?
– Nej, for det var jo ønskebarnet, der kom. Den dejligste unge. Efter en dramatisk graviditet kom der det skønneste barn ud af det. Det var så stort – ja, det kan ikke beskrives.
Birthe og Jens Anders har nu tre børn. Mikkel var nummer to efter Michelle, som var 8 år, og han fik fire år senere en lillebror, Mikael. Alle deres 3 børn har fået Michael-lignende navne. Og det er helt bevidst:
– Det betyder ”hvem er som Gud?” forklarer Birthe, der ligesom Jens Anders er troende kristen. De følte det begge som en hård prøvelse, da de ventede Mikkel, men troen bar dem igennem. Og de var aldrig i tvivl om, at de ville tage imod det lille barn med åbne arme – uanset om han var handikappet.
– Har i fortalt historien til Mikkel?
– Mikkel har hørt lidt af og til. Han siger: ”jeg ved jo ikke, hvad jeg fejlede dengang” – hvortil vi svarer, at det er også fuldstændig lige meget – du er den, du er, og det er dejligt, fastslår Birthe.

– Vi tænkte på forløbet med Mikkel, da vi så ventede Mikael. Derfor ville vi ikke have lavet nogle prøver. Man skal selv sige fra i forhold til prøverne. Det er jo et tilbud. Da Birthe allerede var i systemet, fordi de havde haft forkert mistanke til Mikkel, fik hun igen tilbuddet om prøver, men sagde bestemt nej.
Birthe lider også alvorligt af astma, og det gør hendes tre børn også.
– Jeg har haft 3 hjertestop og har været 8 gange i respirator, inden jeg fyldte 14. Jeg har stadig problemer med det, og vi tager alle 4 astmamedicin. Men det er jo en bagatel. Det er jo ”smart”, hvis man ved hjælp af prøver som viser nakkefold, kan udrydde astma… Men hvilke børn får vi så ud af det? Hvor går grænsen?
– Synes I, det er forkert at stille ventende forældre i det valg, at de kan få barnet aborteret, hvis det måske fejler noget?
– Det er jo manipulation af folk, svarer Birthe, som ikke ønsker, at andre skal opleve det, hun har oplevet.
– Jeg synes, det handlede mere om kroner og ører end om menneskeliv.
– Vi var heldige, at vi havde en tro, tilføjer Jens Anders. – Men kommer der en ung gravid pige, som står alene, hvordan tackler hun så en sådan udfordring? Vores syn på eksperter kan ligge på et meget lille sted – havde vi hørt på dem, havde vi ikke haft Mikkel i dag, bemærker Jens Anders tørt.