Psykolog: Nærdødsoplevelser og åbenbaringer peger på en åndelig virkelighed

Fysiske målinger på mennesker med åndelig kontakt peger på, at videnskaben må være åben for såkaldte ”radikale tydninger”, mener psykolog Jens Grundahl.Hvad sker der efter døden? Er der noget ”mere”? En dansk psykolog har nærmet sig de gamle spørgsmål med udgangspunkt i to forskellige typer af nutidige religiøse erfaringer. Det overraskende er, at de ligner hinanden.

– Den mystiske erfaring er andet og mere end blot forstyrrelse eller indbildning. Vi må være åbne for, at der rent faktisk kan være tale om
trandencent kontakt, siger psykolog Jens Grundahl.

Vi har sat Jens Grundahl stævne ved Kvindemuseets café i Århus for at spørge ind til nærdødsoplevelser og Maria-åbenbaringer. Det bliver til en spændende opdagelsesrejse i det hinsides. For der er fællestræk ved nærdødsoplevelser, oplevelser som patienter kan fortælle efter genoplivning, og så de daglige åbenbaringsoplevelser, der har fundet sted i Medjugorje siden 1981og frem til i dag. Men lad os begynde ved begyndelsen:

Hvorfor begyndte du at interessere dig for religiøse erfaringer?
– Jeg var ved afslutningen af mit studium på Århus Universitet optaget af, i hvor høj grad mentale forestillinger kan påvirke kropslige processer. Navnlig var jeg optaget af muligheden for at påvirke kroppens regenererende evne. I min research stødte jeg på et nyere katolsk pilgrimssted: Medjugorje. Dér havde man udviklet en vis form for systematik i forbindelse med indsamlingen af uforklarlige helbredelser. Helbredelserne skete øjensynlig i forbindelse med, at folk besøgte stedet, eller ved at de bad til Jomfru Maria. Jeg begyndte at læse om historien bag Medjugorje. Seks børn – fire piger og to drenge – som i en alder af ti til seksten år pludselig i 1981 begyndte at se Jomfru Maria. Og det havde de gjort dagligt lige siden! Det lød så helt langt ude, at jeg tog derned. Jeg vendte hjem med videooptagelser af ”seerne” under åbenbaringsoplevelserne og med de tilgængelige resultater af de eksperimenter, som var foretaget samtidig med oplevelsen af denne transcendente kontakt.

Medjugorje er et lille sogn beliggende i det i det nuværende Bosnien-Hercegovina. Landsbyen er siden åbenbaringerne blevet et af den katolske verdens mest besøgte valfartssteder. Omkring 25 millioner mennesker har siden 1981 besøgt Medjugorje.
Jens Grundahl beskriver undersøgelserne af børnene i sin bog Den virkelige verden (Gyldendal 2005) og i en nylig publiceret videnskabelig artikel.
– Det, jeg læste, var ganske overraskende. Siden midten af 1980’erne har tre grupper speciallæger og psykologer testet seerne og gennemført eksperimenter, mens oplevelsen foregår. Samstemmende konkluderes det, at seerne mentalt og fysisk er sunde og raske, og man identificerer en tilstand af få minutters varighed, hvor de ikke reagerer som forventeligt på forskellige sanse-stimuli. Seernes udeblivende reaktion kan sammenlignes med bevidstløshed, bortset fra og åbenbart for enhver, at de samtidig stirrer meget intenst på et punkt lidt oppe og udviser synkrone reaktioner på det, de oplever som Jomfru Maria. Begivenhederne i Medjugorje udfordrer dagligdagens oplevelse af, hvad virkeligheden er. Og mit indledende spørgsmål om sindets evne til at påvirke kropslige processer, f.eks. ved bøn, blev afløst af spørgsmålet, om man i fuldt alvor kunne forestille sig, at der skulle være noget ”mere”.
– Jeg søgte tilbage i min egen disciplin, psykologien, og identificerede gradvist en strømning af forfattere og forskere, som siden psykologiens etablering i slutningen af 1800-tallet havde beskæftiget sig med denne type af erfaringer. Disse forfattere når frem til at foreslå forskellige udvidelser i forhold til det, vi normalt oplever som tid og rum. Gentagne gange stødte jeg på omtale af den såkaldte nærdødsoplevelse.

Det var Raymond Moody, som i 1975 lancerede begrebet ”near death experience”. Hans første bog satte gang i udforskningen af oplevelser på overgangen mellem liv og død. I 2006 afholdt IANDS (The International Association For Near-Death Studies) en fire dages konference i Houston, Texas, hvor man samlede op på de seneste 30 års forskning.
Hvad er en nærdødsoplevelse egentlig, hvad er det, der kendetegner den?
– Nærdødsoplevelser er meget varierede, de beskrives ofte som et forløb, hvor man kan sige, at oplevelserne er af forskellig ”dybde”. I løbet af de første ti år af forskningsfeltets historie indkredsede man nærdødsoplevelsens fænomenologi. Typisk optræder oplevelserne i forbindelse med, at man er i en kritisk tilstand, man er tæt på at dø og fremtræder umiddelbart bevidstløs, f.eks. i forbindelse med et hjertestop, og sandsynligvis ville man være død, hvis ikke man var blevet genoplivet.
– Efter genoplivningen er der en del patienter, de nyeste undersøgelser siger 10-20 pct., der fortæller, at de oplevede en eller anden form for kropsadskillelse. Denne kropsadskillelse er i de mest interessante tilfælde forbundet med, at patienterne beskriver, at de ”så” meget klart, hvad der foregik, mens de altså umiddelbart fremtrådte som bevidstløse, f.eks. gengiver patienter, hvad der blev gjort for at genoplive dem, eller de giver visuelle beskrivelser af den operation, de fik foretaget. Netop nærdødsoplevelser i forbindelse med operationer har tiltrukket sig stor opmærksomhed, fordi man her har fortløbende monitoreringer fra tidspunktet, hvor patienten mener, at oplevelsen foregik.
– Efter kropsadskillelsen beskriver nogle, hvordan de bevæger sig, ofte igennem en form for tunnel, hen imod et lys. Vi kan kalde det en transcendent realitet, hvor de oplever at kommunikere med et gennemtrængende lys eller med afdøde slægtninge. Afslutningsvist en tilbagevenden til kroppen, som kan opleves mere eller mindre dramatisk og smertefuldt.

– Efter nærdødsoplevelsen er det, som om der bliver sat en ændringsproces i gang. En af de første nærdødsforskere kaldte den for et spirituelt sædekorn. Oplevelsen af virkeligheden ændres, og grundlæggende værdinormer gennemgår en forandring, så man bliver optaget af, at meningen med livet er noget med kærlighed. Det bliver væsentligt at lære om livet og af livet, frem for en mere materialistisk orientering, hvor det handler om at opnå materiel velstand.
Hvor er de her undersøgelser foretaget?
– Langt de fleste er gennemført i en jødisk/kristen kultur. Det er kun meget få, som er gennemført andre steder. En af de spændende tværkulturelle undersøgelser, som var med til at etablere nærdødsforskningen, er en undersøgelse fra 1977, hvor man sammenligner syner på dødslejet i Indien og USA. Man interviewede plejepersonale, som fortalte, hvad deres patienter beskrev på dødslejet.
Er der ligheder mellem de indiske og amerikanske syner?
– Der er lighedspunkter. Det er som om, der er et hændelsesforløb, som går på tværs af kulturer. Pludselig ved fuld bevidsthed fortæller nogle patienter, at de ser et åndeligt væsen, der er kommet for at hente dem. Patienterne reagerer følelsesmæssigt i overensstemmelse med deres forståelse af synet, ofte med dyb fred og glæde. Kort tid herefter indfinder døden sig.

Er der forskelle?
– Oplevelserne adskiller sig i det konkrete indhold. I USA er der en klar overvægt af afdøde slægtninge. Afdøde slægtninge optræder også i det indiske materiale, men derudover beskriver indiske patienter i flere tilfælde en ”yamdut”, som er en udsending fra dødsriget. Dette er i overensstemmelse med den hinduistiske mytologi.
– Det interessante ved disse oplevelser er, at folk tilsyneladende er ved fuld bevidsthed, når de pludselig kommunikerer med et eller andet, som er kommet for at hente dem. Og kort tid derefter indfinder døden sig. Ekstra tankevækkende er det, når forudsigelsen af egen død er i modstrid med den prognose, som patienten havde fra et medicinsk synspunkt.
– Der er altså ved denne type erfaringer tilsyneladende både nogle universelle elementer og noget, man kunne kalde kulturelle farvninger.
De kulturelle farvninger tyder vel på, at personen ud fra sin kultur farver oplevelsen. Er det noget psykologisk?
– Der er lavet en nyere undersøgelse, hvor man sammenstiller nærdødsoplevelser før og efter, at Moody lancerede begrebet og sin beskrivelse af en typisk nærdødsoplevelse. Den eneste forskel er, at tunnelelementet synes at optræde oftere i beskrivelserne efter 1975. Det kunne understrege, at der er en form for kulturel farvning.
– Jeg tænker, at det er en almen genkendelig erfaring, at hvis vi skal genfortælle noget, som vi har oplevet, så sætter vi det ret hurtigt ind i en bestemt forståelsesramme. Vi har en erfaringsbank, som farver det, vi oplever. Det synes også at træde frem i de religiøse erfaringer.

Så Maria-åbenbaringerne og nærdødsoplevelserne ligner hinanden?
– For det første foreligger der for begge typer oplevelser en hel del målinger og kliniske vurderinger, som peger på, at det normale sanseapparat er sat ud af kraft, samtidig med at oplevelsen af en transcendent kontakt foregår.
– For det andet er kvaliteten og effekten af oplevelsen sammenlignelig. Nærdødsopleverne beskriver typisk, at det er mødet med lyset, som har gjort en væsentlig forskel, det beskrives som en oplevelse af at blive gennemstrømmet og omsluttet af en dyb kærlighedsfølelse. Seerne beskriver, at Jomfru Maria altid kommer i et lys, og oplevelsen er typisk stærkt bevægende for dem. Seerne og langt de fleste nærdødsoplevere tvivler ikke på eksistensen af en hinsidig realitet, det er en erfaret kendsgerning. Endvidere kan nævnes, at nogle få nærdødsoplevere beskriver ganske forbløffende forandringer i sygdomsforløb efter deres transcendente oplevelse. Som nævnt foregår der også overraskende helbredelser i Medjugorje.
Så der er noget psykologisk og noget transcendent på færde samtidig i disse oplevelser?
– Når vi skal forsøge at forklare denne type af oplevelser, står vi over for et spektrum af mulige forklaringer. En hyppigt fremført forklaring på nærdødsoplevelsen er, at den udspringer af iltmangel eller farmakologisk påvirkning. Men disse forklaringer giver ikke mening til forståelse af åbenbaringsoplevelserne, der som nævnt ligner en hel del. Jeg tænker, at vi i forståelsen af disse oplevelser må være åbne for, at der kan være tale om komplekse samspil mellem psykologiske, fysiologiske og transcendente faktorer. Sidstnævnte er videnskabelig set kontroversiele, fordi de åbner for den mulighed, at bevidsthedens indhold ikke nødvendigvis kun afspejler indtryk fra de kendte sanser. Og videre endnu, at der er noget konkret på færde – hvor ukonkret det så end måtte fremtræde for alle andre end dem, som har oplevelsen. Med en sådan formulering åbner man for, at alverdens mysticisme kunne afspejle en konkret realitet.

Skal psykologien til at revurdere det religiøse felt?
– I forståelsen af det menneskelige bevidsthedsliv tænker jeg, at det er velbegrundet at forsøge at integrere den mystiske erfaring som andet og mere end blot udtryk for en eller anden grad af forstyrrelse eller indbildning. Det er vanskeligt at gennemskue, hvilke konsekvenser det vil have i en klinisk praksis, hvis vi begynder at tage den mystiske erfaring for pålydende.
Så en form for anerkendelse af den religiøse oplevelse?
– Almindeligvis er udgangspunktet i den kliniske praksis, at vi anerkender de oplevelser, som mennesker nu har. Men når det kommer til, hvordan vi forklarer dem, har vi et bredt tydningsspektrum. Når mennesker har oplevelser af transcendent kontakt, så kan det godt ske, at vi må være åbne for den mulighed, at det er der faktisk tale om. Det er ikke nødvendigvis udtryk for indbildskhed eller alvorlig forstyrrelse.
Er du selv religiøs?
– Jeg vil kalde mig undrende og åben. Religiøs får ofte en klang af bekendelse til bestemte dogmer eller trossandheder. Når man beskæftiger sig med religiøse erfaringer, undgår man ikke at blive eksistentielt berørt, og helt oplagt har jeg været konfronteret med kristentroens dogmer. Men jeg tænker, at de data, som jeg har været igennem samlet set udfordrer såvel fremherskende videnskabelige paradigmer som religiøse dogmer.
Hvem er Jesus?
– Det er jo en gammel diskussion, og jeg er ikke optaget af at nå til en afklaring og blive færdig med den. Det er oplagt, at når man beskæftiger sig med den her type erfaringer, hvor mennesker oplever, at de møder Jesus eller Jomfru Maria i en anden dimension og i den forbindelse oplever, at de påvirkes fysiologisk, så aktiveres diskussionen. Og man kan sige, at Medjugorje i sin helhed aktualiserer den kristne mystikertradition siden apostlenes dage. Det er ikke blot seernes oplevelser, som er overraskende.
– Som et lille eksempel, der ikke tidligere er beskrevet i den kristne mystik, kan nævnes registreringer af uforklarligt høje luftionkoncentrationer i forbindelse med åbenbaringerne. Normalt er det et tegn på radioaktivitet. Hvis man seriøst beskæftiger sig med Medjugorje, tror jeg vanskeligt, man kan undgå at blive rystet i sin grundvold.

– Jeg synes, at dataene hober sig op, så vi må sige, at vi er nødt til at være åbne for ret radikale tydninger. Åbne for, at den menneskelige eksistens rummer aspekter, som ikke er indeholdt i de fremherskende videnskabelige beskrivelsesniveauer. Og åbne for den mulighed, at der er noget mere end de tre dimensioner, vi er vant til at tænke i.
Du kalder din bog ”Den virkelige verden”, hvordan skal det forstås?
– Titlen er taget fra et citat af William James, en af religionspsykologiens fædre: ”Den virkelige verden er sikkert af et helt anden slags temperament, mere indviklet i sin bygning end den fysiske videnskab vil indrømme!” Det konkluderer han i bogen ”The Varieties of Religious Experience” (1902 – på dansk: Religiøse Erfaringer), efter at han i et langt liv havde været optaget af religiøse erfaringer i bred forstand. Han ender i en form for åbenhed, men han går faktisk heller ikke ret meget længere.
– Jeg er så en af dem, der står på skuldrene af ham og siger: ”Ja, jeg tror, han har ret”. Men at gå ret meget længere, er stadig hypotetisk. Jeg vil sige, at jeg oplever en form for ro eller hvilen i en meget grundlæggende undren.
Den åbenhed du har, er den i konflikt med videnskaben?
– Det mener jeg ikke. Videnskaben beskriver i al sin mangfoldighed metoder til at foretage systematiske iagttagelser. Ideelt set er videnskaben åben og optaget af at udfordre grænserne for den etablerede viden, det er videnskabens væsen. Det er simpelthen min tilgang til det.