Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109, Tune
4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
med den pågældende pige
Kære Suh
I min vennekreds er der en pige, som virkelig er en udfordring for mig. Hun er sådan set en sød pige, men hun taler før hun tænker og siger derfor tit nogle ting, der virkelig sårer mig. Jeg ved godt, at hun ikke gør det bevidst, og at det heller ikke er personligt, men jeg bliver alligevel utilpas og ked af det føler mig mindreværdig. Jeg prøver at lade som ingenting og bare være sød ved hende alligevel, og jeg siger til mig selv, at jeg bare skal ignorere det. Hvad synes du? Er der andet, jeg kan gøre?
Hilsen M.
Kære M.
Det lyder som om, det vil være godt for dig at gøre noget for at ændre situationen.
Du siger til dig selv, at du bare skal ignorere det, fordi du inderst inde ved, at hun ikke gør det bevidst, og at det ikke er rettet personligt mod dig, men du tror åbenbart ikke på dig selv det virker i hvert fald ikke! Faktum er, at du i stedet bliver reelt såret over hendes kommentarer. Der er åbenbart noget i dig, der er bekymret for, om hun faktisk mener det, hun siger, og som faktisk tager det personligt. Disse følelser synes jeg, du bør respektere og tage alvorligt og handle på! For den nuværende situation er ikke god for dig, den får dig til at føle dig mindreværdig, og måske ender det med, at du i sidste ende trækker dig fra fællesskabet?
Jeg tror, det ville være en god idé at tage en snak med den pågældende pige og stille og roligt fortælle hende, at du nogle gange bliver såret over hendes måde at sige tingene på. Læg evt. ud med at fortælle, at du netop ikke tror, at hun gør det bevidst, men at det alligevel rammer dig.
Det kan godt være, at det giver nogle sommerfugle i maven at skulle tage sådan en snak, men jeg tror, at det vil styrke dit eget selvværd, at du på den måde tager dig selv i forsvar. Måske gør du i virkeligheden samtidig også hende en tjeneste, for måske er hun slet ikke klar over, hvordan hun virker på andre (for der er givetvis andre end dig, der også bliver stødt af hendes facon). På den måde får hun lejlighed for at blive lidt mere bevidst om sin adfærd.
Og hvem ved, måske ender det med, at du og hun netop får et ekstra godt forhold til hinanden, fordi du viste hende den respekt at være ærlig overfor hende?
Hilsen Suh
Et suk fra en bedstemor
Der var og er stadig for mange undertrykte kvinder i verden, men mon ikke 68erne og kvinde-frigørelsens bevægelser bragte for megen dårligdom med sig? Det er værd at overveje, om det er blevet til værdier, der sk al gemmes på, eller om der mon skal luges ud i noget af det?
Parforholdenes værdier, uden løfter og håb om evigt at stå sammen i gode som i dårlige dage og få slidt kanterne af på hinanden, som man sagde før i tiden, de virker for en stor dels vedkommende som forduftede, grundet egenkærlighed og manglende vilje til overbærenhed med hinanden.
Og så alle skilsmissebørnene. Man hører så mange, der er vokset op som delebørn, beklage sig over deres mislykkede liv, grundet forældrenes skilsmisse så mange ulykkelige mennesker. Og nu denne generation af børn, en endnu større procentdel er delebørn, de skulle så efter erfaringerne også blive ulykkelige, disse værdifulde børn, skårede allerede under deres barndom.
Og friheden til abort, det blev til: ret til at slå det ufødte barn ihjel. Og nu ser vi alle disse kvinder, der var med til at starte frigørelsen, så utroligt mange af dem uden børnebørn, da disse er valgt fra i årene, der gik; jamen er frigørelse da blevet til frihed fra børnebørn, en af en bedstemors største glæder i sin alderdom?
At hverdagen for kvinderne med 8 timer på arbejdsmarkedet – og så også det derhjemme – giver stress, ser jeg ikke som en vinding. Et halvdagsjob ville da være mindre stressende både for kvinden, manden og for børnene.
Som bedstemor, der har oplevet disse skiftende tider, sætter jeg spørgsmålstegn ved, om kvinderne virkelig er blevet frigjorte, jeg synes nærmest, de er blevet fanget i deres eget net.
Hilsen Ulla Kjærulf
Kære Ulla
Tak for dit brev med dine tanker i, som her er bragt i en forkortet version.
Dine iagttagelser vækker til eftertanke, og det minder bl.a. mig om, at det er en konstant udfordring for os hele tiden at holde os vore mål og værdier for øje, når vi træffer beslutninger omkring både arbejde og familie.
Tak for den påmindelse.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
Tune, 4000 Roskilde, eller
mail til: Suh@Udfordringen.dk