Ferie med indhold
Sommerlejr for
kristne og muslimer
Church of Love har ofte besøg af muslimer på sin sommerlejr.Hver sommer samler Church of Love mennesker fra hele verden til en uges samvær om arbejdet med formidling af den kristne tro.Det er nu sjette år i træk, at Church of Love holder missionskonference. Det foregår på Kildevæld Efterskole i Kolding fra 6.-11. juli.
– Missionen blandt muslimer har aldrig været mere relevant, end den er nu og rigtig mange er interesserede i at være med til dette arbejde. Mange af deltagerne er allerede kristne, men hvert år har vi også mange gæster, ofte muslimske flygtninge og andre nydanskere, som er interesserede i at lære mere om kristendommen, inden de officielt vælger at konvertere, siger Massoud Fouroozandeh, der er pastor i Church of Love på Fyn og leder af kirken.
Han fortæller, at en stor del af gæsterne kommer fra lande, hvor de aldrig har haft frihed eller mulighed for at læse i Biblen – eller deltage i et kristent arrangement eller en gudstjeneste.
Missionskonferencen i Church of Love skiller sig ud fra mange andre kirkers sommerstævner. Rammerne er sat, så de især imødekommer muslimer og nydanskere med en anden kultur og et andet sprog end dansk.
– Det er vigtigt for de deltagere, der lige er kommet til landet, at mødet med kristendommen ikke forplumres af sprogproblemer. Mange af møderne foregår derfor på farsi, men der er altid simultantolkning på vores tolkningsanlæg eller direkte fra talerstolen, så også danskere kan deltage og få noget ud af det, siger Massoud og fortæller, at de inviterer foredragsholdere fra hele verden, som har erfaring i arbejdet med mission blandt muslimer.
Onsdag den 9. juli holder kirken en international dag fra kl. 11-21, hvor alle interesserede kan deltage.
– I år tilbyder vi, at man bl.a. kan deltage i en debatcafé med efterfølgende diskussionspanel og fri diskussion. Emnerne vil fx være islam, kristendom, integration og mission. Der er også to foredrag i løbet af dagen, og ikke mindst vigtigt er der tid til socialt samvær på tværs af kulturer, sprog og religion, siger Massoud.
Tilmelding til international dag er ikke nødvendig, dog til mad og fællesspisning, der koster 50 kr.
For yderligere information
www.mohabat.net
Tabita