Anja starter dansk kirke i New Zealand
Da Anja Grønne Mathiassen for over et år siden byttede et liv som sømandspræst i New York ud med et liv som hjemmegående på New Zealand, tog hun sin danske præstekjole med.
Og nu er kjolen kommet i brug igen. Støttet af de tre danske konsuler i det store ørige er Dansk Kirke på New Zealand nu en realitet, og Anja er menighedens ulønnede præst.
Anja Grønne Mathiassen bor med sin mand Mikkel F. Andersen i Dunedin på den sydligste del af New Zealand. De flyttede hertil fra New York, fordi Mikkel var blevet ansat som lektor på det fysiske fakultet på Otago Universitet.
– Det var en drøm, der gik i opfyldelse for os. Vi har fået permanent opholdstilladelse og mulighed for at leve på New Zealand på ubestemt tid. Vi er tiltrukket af landets ubeskrivelig smukke natur og de fantastiske muligheder her er for at have en hverdag med tid og overskud, fortæller Anja Grønne Mathiassen.
Anja oplyser, at der bor 1500 danskfødte på New Zealand:
– Der er både 1., 2. og 3. generations immigranter, der er udstationerede danskere, studerende, aupairs, rygsækrejsende, turister og eventyrlystne danskere. Danskerne på New Zealand er kendt for at være godt integreret med de lokale.
Alligevel er der brug for en særlig dansk kirke:
– Så længe der er efterspørgsel efter en dansk kirkebetjening og et dansk kristent fællesskab, så skal der være en dansk præst. Der skal ikke være en præst, fordi det specifikt danske islæt skal dyrkes eller fejres eller hyldes, men fordi det er nødvendigt med et mødested, hvor vi som mennesker kan genkende og blive genkendt som dem, vi er, siger Anja og fortsætter:
– Når man bor i udlandet, så er den danske kirke dette mødested. Her får vi mulighed for at spejle os selv, følge slægters gang, møde vores historie og hinanden, og ikke mindst bliver vi dér mødt af Guds evige og ubetingede velsignelse. Og det er livsnødvendigt.
Hun oplyser, at hendes nye sogn vil dække hele New Zealand. Fra den nordligste by Whangarei til den sydligste by Invercargill er der 1.800 km.
– Vi har ikke en bestemt bygning eller et kirkerum, som er den danske kirke. Gudstjenester, vielser, begravelser og sammenkomster vil foregå i lokale kirker og lokaler. Mit hjem er præstegård og kirkekontor, fortæller Anja Grønne Mathiassen.
Hun forestiller sig, at der på sigt vil blive holdt mellem tre og seks gudstjenester om året samt et antal dåb, vielser og begravelser. Herudover vil hun stå til rådighed i forbindelse med åndelig vejledning, sognebesøg og telefoniske henvendelser, samt have en åben præstegård.
Den nye danske kirke får opbakning fra de danske konsuler på New Zealand, Niels & Rita Jægersborg, Auckland, Kenneth Fink-Jensen, Wellington, og Dr. Jørgen C. T. Schousboe, Christchurch. Anja Grønne Mathiassen er derfor også ved at lægge grundstenene til et nationalt kirkeråd samt at få anerkendt den Danske kirke på New Zealand som en godkendt organisation under new zealandsk lovgivning.
New Zealands danske præst vil være knyttet til Danske Sømands- og Udlandskirker på ulønnet basis.
/sl