Budskabet vækker anstød
Lars Henrik Andersen er professor i eksperimentel atomfysik ved Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.Jesus sagde: Husk at en lærling ikke står over sin mester – en tjener står ikke over sin herre.
Vi står her med en tekst, som er meget relevant i dag. Ordene er talt af Jesus til hans tolv disciple i forbindelse med, at de får hvervet som budbringere for Gud. Himmeriget er kommet nær, og det skulle disciplene vise ved at forkynde budskabet, helbrede og bringe fred, hvor de kom frem.
Teksten indledes med den kendte sætning: En discipel står ikke over sin Mester. Men i forbindelse med udsendelsen finder vi andre sætninger, som vi genkender: I har fået det for intet, giv det for intet og en arbejder er sin føde værd. For os, der er født et godt stykke før 1968, er der måske ikke så megen tvivl om, hvorvidt en discipel, eller elev, står over sin mester. Naturligvis gør han ikke det han kan måske på et senere tidspunkt blive til mere end sin mester, men ikke mens han er discipel, da er han under mesterens ansvar og ledelse.
underkastelse
Ordene er næppe ment som krav om underkastelse. De er mere en forudsigelse, konstatering og forklaring på, hvorfor de tolv disciple ville møde modgang i forbindelse med forkyndelsen af ordet om Guds rige. Sådan skulle det gå deres mester, Jesus, og derfor skulle de ikke forvente det anderledes. Måske en ringe trøst, for foran lå Jesu korsfæstelse og død. I bakspejlet ser vi, at Jesus fik ret, for af de tolv var det kun Johannes, der ikke led martyrdøden!
Forkyndelsen af det kristne budskab var og er ikke blot fryd og gammen. Det vil, når det forkyndes sandt, vække anstød, for det sande ord vækker altid anstød, både hos muslimer, jøder og ateister. For nogle er det anstødeligt, at Jesus giver sig status som Vejen, Sandheden og Livet på en eksklusiv måde. For andre skyldes modstanden, at forstanden ikke kan følge med. Dette ligger ud over vores daglige erfaringsgrundlag. Andre igen vender ryggen til, når det radikale i budskabet går op for dem.
Hvis vi i dag kun er del af en kulturbærende kristendom, så har dagens tekst om forfølgelse ikke meget at sige os. Det skulle da lige være, hvis det vedtages, at man ikke længere må bære sit konfirmationskors om halsen, og man trodser et sådant forbud med udsigt til efterfølgende straf!
Situationen er anderledes, hvis vi som disciple af Jesus åbent efterlever den lære, som de tolv disciple bragte til de første kristne menigheder, og som langt senere kom til Danmark. I dette tilfælde har fortsættelsen af Jesu ord fuld mening. De handler om frygt, vel og mærke med negationen, frygt ikke. Trods modstand fra intellektuelle ateister og trods den anti-religiøse trend i det offentlige rum, så har vi intet at frygte, for Gud er med os.
Han kender os, vore hovedhår er talte, og intet sker med os, uden at han er med i det. Dette opleves blandt kristne de (alt for mange) steder i verden, hvor man virkelig forfølges på grund af sin tro. Og de kommer til stadighed, disse destruktive modstandere: Mao, Lenin, Hitler. Og blandt egen landsmænd finder vi Hans Kirk, som det lykkedes at få en hel nation til at hade missionsfolk.
Hvad der hviskes os i øret, og som giver os den indre overbevisning, skal vi frimodigt prædike fra tagene. Der er intet hemmeligt, dette er ikke sekterisk med en skjult dagsorden. Alt skal frem i lyset. Sandheden skal frigøre jer, og denne sandhed finder vi alene hos Mesteren selv, der giver løftet: Frygt ikke. – Måske er det ikke så dårligt at være discipel hos ham.
Kristeligt Pressebureau
