Kristne former deres egen kirke
Mange kristne samles til gudstjeneste i hjemmene. En ny undersøgelse af 15 danske huskirker viser modellens fordele og udfordringer.Mange kristne realiserer nu deres drøm om at forme deres egen kirke. De ejer ingen kirkebygninger, lønner ingen præster, og de fleste er heller ikke tilknyttet noget kirkesamfund. De samles i private hjem og prioriterer fællesskab og autenticitet.
Værdierne ligger ikke i mursten, men i mennesker. Det er vigtigt at være fleksible og kunne rumme alle i det kristne fællesskab.
Det fortæller en ny bog, som er baseret på interviews med ledere eller værter – for 15 huskirker. Kirken kommer hjem er den første og eneste kvalitative undersøgelse af danske huskirker nogensinde. Bogen dokumenterer også, at mange vækkelsesbevægelser og kirkeretninger startede i hjemmene.
Snakken går livligt rundt omkring morgenbordet. I et hjørne snakkes miljø og økologi. Andre snakker efterskole, og nogle snakker om den hjemmelavede marmelade. De varme boller glider ned sammen med et bredt udvalg af oste, frugt, honning og forskellige marmelader. Værterne har sørget for brød og smør, resten er bragt til huse af de snakkende gæster. Da den værste sult er stillet, og snakken har stået på en halv times tid, rejser værten sig. Nu er det blevet tid til at mindes Jesus igennem Nadveren. En bolle fra brødkurven lægges på en tallerken. Bibelen er fundet frem, og nu læses Jesu ord til disciplene op på roligt jysk…
Sådan deler man nadver i huskirker. Det foregår ved spisebordene, og det er helt i orden at bruge almindelige kaffekopper og en krydderbolle fra Netto. For det er handlingen, der helliger nadverstunden, og ikke specielle glas og særlige oblater. Det er almindelige lægfolk, der læser op fra Skriften og beder over brødet og solbærsaften, inden den sendes rundt. For i bund og grund er alle præster. I nogle huskirker lader man endda børn dele nadveren ud.
Måltidet har en central plads i huskirker, viser undersøgelsen. I måltidsfællesskabet er der tid til at drøfte småt og stort, og nadveren er som regel knyttet til dette måltid. Ved at holde nadver i hjemmet, slår man fast, at dette er kirke. Ikke en i-mangel-af-bedre-kirke eller en på-vej-til-at-blive-kirke men en fuldgyldig kirke.
Huskirkelederne fra de 15 huskirker er enige om, at kirke intet har med kirkebygninger, præstekraver og vedtægter at gøre.
– Ordet kirke er blevet odiøst. Når man siger kirke, tænker alle på et hus, man kan gå ind i, og ikke på det det virkelig er, nemlig levende sten, der bliver bygget op, siger en huskirkeleder.
Kirke er nemlig mennesker – nærmere defineret: Et fællesskab af kristne mennesker. Derfor er kirke ikke en organisation, men en organisme.
Egentlig er det ikke noget nyt, at kristne i Danmark og verden over fravælger kirkebygninger at synliggøre kirken som mennesker. Kristne har gennem alle tider samledes i hjemmene, men oftest som et supplement til gudstjenester i en kirkebygning. Således dokumenterer Kirken kommer hjem også, at de fleste vækkelsesbevægelser begyndte i hjemmene.
Brødremenigheden rundsendte i 1700-tallet de såkaldte emissærer som rejseprædikanter i store dele af Jylland og på Fyn, hvor de holdt gudelige forsamlinger på gårdene. Indre Missions stifter Vilhelm Beck holdt møder i sit hjem efter højmessen i kirken i Udby, og folk gav det den bibelske betegnelse menigheden i hans hus. Frikirkelige vækkelser som metodismen, Missionsforbundet, baptismen, pinsevækkelsen og Apostolsk Kirke har alle det til fælles, at de startede med stuemøder, køkkenmøder, studie- og handlingsfællesskaber og hvad de ellers kaldte det. Kirkebygningerne kom først til hen ad vejen. Og efterhånden som kirken blev institutionaliseret, mistede ordet kirke for mange sin originale betydning: en gruppe disciple, som følger Jesus sammen.
For huskirkekristne er kirke ikke noget, man går i om søndagen, men noget, man er 24 timer i døgnet syv dage om ugen. Derfor er det vigtigt, at kirken er lokal, så man let kan mødes spontant.
– Da vi begyndte at samles som huskirke i vores hjem, var det ikke en flugt fra den større menighed, men det var vigtigt at være kirke i lokalområdet i stedet for at køre langt til den nærmeste større by!, fortæller en huskirkeleder i bogen.
For i det kristne fællesskab har man ansvar for hinanden og følger med i hinandens liv på godt og ondt. Og det er betydeligt nemmere at tage sig af hinanden, når man bor i samme lokalområde.
Derfor gør man også op med pendlermentaliteten, og er ikke tilfreds med at komme i kirke på Frederiksberg, hvis man bor i Ballerup.
Kirke handler om Gud, og i kirker læses og forkyndes der ud fra Bibelen. Deri adskiller huskirker sig ikke fra andre kirker. Men det særlige ved huskirker er, at der er mulighed for at kommentere og stille spørgsmål. Det falder nemlig helt naturligt i et hjem.
– Vi oplevede efter kort tid, at folk begyndte at markere og stille spørgsmål til prædikenen
det er ikke så formelt, forklarer en huskirkeleder i bogen.
Formen har karakter af samtaleprædiken mere end den traditionelle envejsprædiken. Alle har taleret, og man oplever et særligt fællesskab i dette samtaleforum, fordi samtalerne vedrører det, der har størst betydning i livet, nemlig troen på Gud.
Alle søger at forstå, hvad Guds vilje er, og hvordan de kan leve i overensstemmelse med den. Man kommer tæt ind på livet af hinanden og lukker ofte op for tanker omkring de svære ting i tilværelsen.
Huskirker opstår på forskellige måder, men altid ud af et behov. Det kan være et behov for et nært lokalt kristent fællesskab, et behov for at finde tilbage til sine rødder eller et behov for at synliggøre sine værdier. Nogle huskirker er begyndt, fordi det var en naturlig måde at tage sig af en gruppe nye kristne på. Valget af huskirker er et tilvalg snarere end et fravalg. Man vælger huskirken til, fordi det er den form, man føler sig bedst tilpas med ikke fordi man er utilfreds med etablerede kirker. Et ungt par er ikke i tvivl om, hvorfor de har valgt en huskirke:
– Fordi vi er overbevist om, at det er den bedste kirke for mennesker – og for vores familie!
Selv om huskirkelederne i undersøgelsen holder af den frie og hjemlige form, så er der, når sandheden skal frem, også noget, som er vanskeligt ved denne kirkeform. Kirken kommer hjem har et særligt kapitel om det svære ved at være huskirke.
Det værste er faren for at brænde ud. Det er der faktisk nogle, der har oplevet, og andre har været på nippet til det. Det kræver sin mand eller kvinde at stille sit hjem til rådighed hver uge år ud og år ind. Og hvis man derudover skal planlægge bibelundervisning og indslag for børn og måske skal have morgenmad klar til ti gæster, så kan det blive en tung byrde i det lange løb. Selv om man prioriterer at uddele ansvar, er der ikke altid så mange at dele ansvaret med.
I nogle huskirker er det et problem, at der er for få børn, så der ikke er jævnaldrende til de børn, der er i kirken. Til gengæld er der plads til, at børnene kan udfolde sig, bl.a. musikalsk. En 11-årig pige fra en huskirke får lov til at spille klaver til møderne og siger:
– Hvis jeg kom i en større kirke, var der nok nogle andre, der var endnu bedre end mig, og så ville jeg ikke få lov til at spille.
I huskirkerne er man meget bevidst om, at man har behov for netværk med andre kirker. Det er især nødvendigt, fordi man har brug for at føle sig som en del af noget større. Flere har ind imellem følt sig ensomme. Det betyder dog ikke, at de har planer om at give op eller blive en del af et etableret kirkesamfund. De har nemlig fået smag for den særlige atmosfære, der naturligt følger med det at samles i private hjem. Derimod vil de meget gerne være en del af tværkirkelige netværk som f.eks. Evangelisk Alliance. Behovet har resulteret i, at der også er dannet særlige huskirkenetværk. Der er tale om uformelle netværk, hvor huskirker kommer sammen for at opmuntre og hjælpe hinanden, mens de samtidig giver plads til hinandens forskellighed. Huskirker er nemlig meget forskellige. Det er, fordi kirke er mennesker. Og mennesker er som bekendt meget forskellige.
Kirken kommer hjem er på 192 sider og udgivet på forlaget cBooks. Bogen kan bestilles gennem Udfordringen.
Jette er folkeskolelærer og Svend er journalist. Parret har en huskirke i deres eget hjem og er værter for hjemmesiden huskirke.dk.
