Sommerfilm: Fantastiske Narnia II
I anledning af den nye Narnia-film, Prins Caspian, som er baseret på bog 4 i serien, ses her lidt nærmere på højdepunkter i hele serien – og virkeligheden bag den – og filmen anmeldes.Hvad ville der ske, hvis der fandtes en helt anden verden, hvor der var et land, der hed Narnia, og hvis Guds Søn blev en løve der, ligesom han blev et menneske her i vores verden?
Spørgsmålet er kun fantasi, men det var bl.a. det, der fik Lewis til at skrive de syv børnebøger om Narnia, som mere end noget andet udmærker sig ved at genfortælle det væsentligste i den bibelske åbenbaringshistorie på en måde, så børn kan forstå det og voksne måske forstår det bedre.
Bind 1 med titlen Troldmandens nevø handler først og fremmest om, hvordan et par børn, hvoraf den ene er Digory Kirke, kommer til den fremmede verden, hvor de møder heksen Jadis, og hvordan Narnia bliver skabt gennem en løves sang! Beretningen omkring skabelsen er så afgjort bogens højdepunkt, det er fin digtekunst og lidt af en genistreg at lade sang fremtrylle en ny og underfuld verden.
Det var dog ikke sådan, Lewis startede med at skrive sin Narnia-krønike. For det bind, han skrev først, er seriens bind 2, Løven, heksen og garderobeskabet, som udkom 1950, og den indeholder i eventyrform kristendommens kerne: den stedfortrædende offerdød og sejren over døden i opstandelsen.
Bind 2 har som hovedpersoner fire børn og søskende, der på grund af krigen bliver sendt ud til Digory Kirke, der nu er blevet gammel og tilmed professor. Den yngste, Lucy, gemmer sig på et tidspunkt i et garderobeskab og opdager så, at der bag i skabet i stedet for en bagbeklædning er en skov, der efterhånden viser sig kun at være en del af en helt anden verden, befolket af fantasivæsener og talende dyr. At garderobeskabet virker som en dør til Narnia skyldes, at det træ, det er lavet af, oprindelig stammer fra Narnia.
Det er vinter og koldt i Narnia, og Lucy møder en faun, der fortæller, at vinteren skyldes, at landet er i den onde heks Jadis vold. Da Lucy vender tilbage efter at have tilbragt et par timer i Narnia, fortæller hun sine søskende om alt det, hun har oplevet, hvilket de ikke tror et ord af, specielt fordi der er gået mindre end et minut, siden hun gemte sig!
Da Lucy fastholder sin forklaring, kontakter de to ældste professoren for at fortælle ham om det og få hans syn på sagen. Han mener, det er logik, og siger: der er kun tre muligheder. Enten lyver jeres søster eller også er hun gal eller også taler hun sandt. I ved, at hun ikke plejer at lyve, og det er tydeligt nok, at hun ikke er gal. Medmindre der dukker nyt bevismateriale op, må vi altså foreløbig gå ud fra, at hun taler sandt. Naturligvis er de to børn aldeles forbløffede over, at denne kloge, men godt nok lidt sære mand ikke vil udelukke muligheden af, at Lucy taler sandt, men som han så fremfører: Der er problemet med tiden. Der var gået lang tid i Narnia og næsten ingen tid her. Det er netop det, der gør, at hendes historie virker så sand … jeg tvivler på, at ret mange piger på hendes alder ville kunne finde på den forklaring.
Det er blot tre eksempler på, hvordan Lewis forsvarer troen: 1. Det, der i sig selv burde kunne vække tanken om, at det må være mere end indbildning, er menneskers vished om sandheden af noget, der tilsyneladende er hinsides al forstand, og hvad vi i øvrigt ellers erfarer, og at mennesker oven i købet har fastholdt det gennem 2000 år, til trods for at det virker fuldstændig usandsynligt. 2. Det er logik at konkludere, at det utal af mennesker, der har mødt Jesus (hvad enten det er bogstaveligt eller åndeligt talt), ikke kan lyve samstemmigt eller være blevet ofre for en massepsykose; egentlig er det at hævde noget andet kun (netop) ulogiske bortforklaringer, der i dybeste forstand er opfundet af løgnemesteren himself. 3. Endelig er hele beretningen om Jesus så fantasifuld, så den faktisk overstiger, hvad mennesker kunne finde på – det er med andre ord de mest fantastiske begivenheder på denne jord, der i sidste ende er de mest virkelige og derfor må tros som sandheden!
– og nederlag
Det viser sig imidlertid, at den næstyngste, Edmund, i mellemtiden også har været i Narnia – uden nogens vidende og uden at ville indrømme det. Det er meget betydningsfuldt for historiens forløb. Han har nemlig, mens han var i Narnia, været i kløerne på heksen Jadis, der har fået ham over på sin side ved at lokke ham med lækker konfekt og bilde ham ind, at han skal være konge over Narnia. Her er det fristerinden, der er i aktion, og hun når sit mål ved at så mistillid, udbrede alskens løgne og give sit offer tomme løfter om magt og herlighed og tilfredsstillelse af alle behov.
Da alle fire senere kommer til Narnia, stikker Edmund ret hurtigt af til heksens slot for at forråde sine søskende til heksen. Efter at Aslan endelig er kommet og har fordrevet vinteren og mødt de fire børn, bliver han af heksen konfronteret med Den Store Trolddom: Enhver forræder tilhører hende som hendes lovformelige bytte. Edmund har forbrudt sit liv. Hans blod er hendes ejendom. Medmindre hun får det blod, som loven tildeler hende, vil hele Narnia blive omstyrtet og gå til grunde i ild og vand. Aslan indgår en aftale med heksen: Han vil dø i Edmunds sted. Hvorpå han overgiver sig selv i de onde magters vold, hånes, bindes og dræbes på Stenbordet. Men den følgende morgen er han væk og Stenbordet knust. Til børnene fortæller Aslan så, at heksen ikke kender den større trolddom: når et villigt offer, som ikke har begået forræderi, bliver dræbt i stedet for en forræder, revner Stenbordet og selve Døden bliver besejret.
og trosglæde
Bind 3-6 fortæller om den nuværende narniske verden med dens forvirrede kamp mellem godt og ondt, mellem Aslan og Jadis og deres respektive disciple eller tilhængere.
Bind 5, Morgenvandrerens rejse, er efter min mening det bedste af de fire, måske endda det bedste af dem alle. Det handler om en lang sørejse til Ødeøerne, der kan tolkes som en opdagelsesrejse ind i og ud over os selv – helt til Aslans rige (Guds evige rige). Her afsløres: synden, den erkendelse, der kan lede til tro på Aslan; begæret, der kan virke som en forbandelse; sammenhængen mellem forfængelighed, indbildskhed og – tåbelighed; og vores drømme, der bliver virkelighed i et uendeligt langt mareridt. Det hele ender på den paradisiske Ramandus Ø, øen med Aslans bord ved verdens ende, hvor Aslans land begynder. Disse sidste kapitler er nok det nærmeste, Lewis kommer på beskrivelsen af den ubeskrivelige, fuldkomne glæde (Joy), og hele bogen kan derfor også forstås som menneskets længsel og søgen efter denne glæde, der i sidste ende er en længsel og søgen efter Gud.
Det er i slutningen af Morgenvandrerens rejse, at Aslan siger, at han også findes i vores verden, men under et andet navn, hvilket ingen vel kan være i tvivl om, hvad er. Men hvorfor hedder han egentlig Aslan i denne fantasiverden? Det var der også en del børn, der spurgte Lewis om, og han svarede, at han havde fundet navnet i en engelsk oversættelse af Tusind og én nats eventyr: Aslan er det tyrkiske ord for løve – og Lewis har dermed henvist til Judas løve.
Optakten til bind 7, Det sidste slag, er ganske original: Den tyranniske abe Finte har tilranet sig magten i Narnia og laver et løveskind til sin tro tjener, det naive æsel, Pusle, for at give det ud for at være Aslan – og bilder derefter alle ind, at Aslan og den grusomme gud Tash er den samme person. Historien er således en parallel til Johannes Åbenbaring.
Undervejs gennem hele serien har børnene bevæget sig frem og tilbage mellem vores og Narnias verden, og den slutter med, at de dør og igen møder Aslan, som siger til dem: I er alle sammen – som I plejede at kalde det i skyggelandene – døde. … Drømmen er endt; det er morgen nu.
Og idet han sagde dette, lignede han slet ikke en løve længere; men de ting, der derefter begyndte at ske, var så fantastiske og smukke, at jeg ikke kan udtrykke dem i ord. Og for os er dette slutningen på alle historierne, og vi kan i sandhed sige, at de alle levede lykkeligt lige siden. Men for dem var det kun begyndelsen på den virkelige historie. … nu var de omsider begyndt på Første Kapitel i Den store Bog, som ingen på Jorden har læst, som bliver ved og ved og i hvilken hvert nyt kapitel er bedre end det foregående.
