Babyer oplever salmer med alle deres sanser
Babysalmesang er en dansk opfindelse, der vugger kristne værdier ind i de små poder.Nu skal larmende babyer ikke længere gennes ud i kirkens våbenhus og forhal. De senere år er fænomenet babysalmesang vundet frem i kirker landet over.
– Erfaringen viser, at babyerne sagtens kan fornemme salmernes klange og teksternes stemning, så salmerne måske kan bundfælde sig som noget naturligt fra starten af deres liv, siger Lene Bordorff. Hun er nybagt forfatter til bogen Babysalmesang – kirkeåret rundt, udgivet på Wilhelm Hansens Musikforlag.
– Til forskel fra de almindelige børnesange vil salmerne være noget, som børnene med jævne mellemrum støder på i hele deres liv, tilføjer hun.
Babysalmesang er en dansk opfindelse. Idéen opstod i 2002, da professor i musikpædagogik Inge Marstal fortalte om sine musikalske erfaringer med helt små børn til stiftspræst Helene Dam. I løbet af et halvt år havde ideen bredt sig til københavnske kirker og derfra til provinsen.
Ideen går ud på at lade småbørnsforældre synge, danse og vugge salmernes stemninger ind i små babyer op til 1-årsalderen. Børnene får salmerne ind under huden med alle sanser, mens der pustes sæbebobler, viftes med kæmpevifte eller babyerne gynges i store tæpper.
Ideerne i Bordorffs babysalmebog er mange. Bl.a. inddrages kirkerummet med en gåtur i takt med salmen, eller præsten slår en trommesolo på dåbsfadet
Hendes næste projekt er en lignende bog for de 1-3-årige, og arbejdstitlen er Legestuesalmesang.