Staten favoriserer sine egne
Hvorfor kan danske studerende på udenlandske teologiuddannelser ikke få SU – imod alle internationale aftaler?Deres pensum er det samme som universiteternes. Deres lektorer har samme kvalifikationer. De er godkendt i Norden og det øvrige udland.
Men Menighedsfakultetet og Dansk Bibel Institut har sammen med flere frikirkelige teologiuddannelser siden 2004 ikke kunnet opnå SU-godkendelse selv om deres uddannelser er akkrediteret af universiteter i hhv. Wales, Norge og Sverige.
– Hvorfor nu det, spørger rektor på Dansk Bibel-Institut, Børge Haahr Andersen, i en stor statusrapport om SU-godkendelsen.
For ifølge den såkaldte Bologna-aftale har Danmark allerede i 1999 underskrevet et samarbejde mellem 45 lande med gensidig anerkendelse og fri bevægelighed inden for uddannelsesinstitutioner i EU.
Derudover har de skandinaviske lande gennem Nordisk Råd en række aftaler om uddannelsessamarbejde.
Alligevel siger SU-styrelsen konsekvent nej til SU til alle teologiske uddannelser i ind- og udland med et religiøst værdigrundlag. Begrundelse er, at religiøst funderede uddannelser ikke ifølge Videnskabsministeriets forståelse lever op til den danske universitetslovs krav om forskningsfrihed.
– Det er suspekt, mener Børge Haahr Andersen. – Er det mon for at beskytte egne teologiske fakulteter i Århus og København, der interessant nok mangler studenter?
For der er krise på de to teologiske fakulteter, der i år har en tredjedel færre ansøgere end sidste år. I år er der kun optaget 97 på teologi, mens tallet sidste år var oppe på 146. At det ikke kun er en forbigående tendens, viser det faktum, at ansøgere til teologistudiet er styrtdykket de sidste 10 år. I 1999 studerede ikke færre end 271 på de to fakulteter. Det vil sige, at to ud af tre studerende er forsvundet fra teologi. Faldet er så markant, at videnskabsminister Helge Sander har bedt om en redegørelse.