Jesusfilm hædret for at skabe debat
Filmen The Passion of the Christ er kåret som den mest kontroversielle film nogensinde.Netudgaven af USAs føren-de magasin om showbiz, Entertaiment Weekly, har kåret Mel Gibsons film The Passion of the Christ som den mest kontroversielle film nogensinde.
Anden og tredjepladserne gik til filmene A Clockwork Orange af Stanley Kubrick og Michael Moores Fahrenheit 9/11. Magasinet har i alt kåret de 25 film, der har chokeret, provokeret og udfordret biografgængere mest.
I begrundelsen for den markante titel lægger prisuddelerne vægt på, at The Passion of the Christ allerede måneder før sin premiere formåede at vække debat. Både på grund af meget voldsomme scener med Jesus lidelse og korsfæstelse og på grund af filmens fortolkning af den bibelske fortælling. En fortælling, der er stykket sammen af passager fra alle fire evangelier.
Filmen skildrer de sidste 12 timer af Jesu liv på jorden, og Mel Gibson fastholdt, at han ville skildre en upoleret version af de kvaler, Jesus blev udsat for, da han ofrede sig for verdens frelse.
Filmens budskab var så opsigtsvækkende, at han selv måtte finansiere det meste af filmbudgettet på 25 millioner dollar. Mel Gibson var også selv producent og instruktør på filmen, der rullede over det store lærred i 2004. Efterfølgende rullede der 270 millioner dollars ind på Gibsons konto. Foruden kåringen som mest kontroversiel hører The Passion of the Christ dermed også til de film, der har skabt størst omsætning.
Oprindelig var det tanken, at filmes budskab skulle formidles visuelt uden støtte af undertekster. Da skuespillerne i de fleste passager udtrykker sig på de to døde sprog aramæisk og latin, valgte producenten dog at supplere billederne med ord.
Både i debatten forud for premieren, og da filmen trak talrige skarer i biografer verden rundt, fastholdt Mel Gibson, der er katolik, at filmen handler om tro, håb, kærlighed og tilgivelse. Om Jesus, der døde for hele menneskeheden.
I udgangspunktet var Mel Gibson indstillet på at lave en film om Jesu lidelse som personlig meditation – uanset biografernes efterspørgsel.