Livet består af valg

Bjarne Nederby Jessen bor i Frederiksværk og er tidligere lærer, skolebibliotekar og leder af et kristent, socialt arbejde blandt børn og unge og frikirkepræst i Grønland.
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: ”Følg mig!”. (Markusevangeliet 2,14)

Bjarne Nederby Jessen

Hver dag står vi over for nye valg. Skal jeg tage den nye kjole på i dag? Skal jeg absolut have de bukser på igen? Skal jeg mon købe hakket kød eller steg til middag? Vi har mange dagsaktuelle valg at gøre. De er vigtige, men der findes vigtigere og større valg.
Vi har valg, der rækker lidt længere. Skal jeg invitere svigermor til på søndag? Hvor skal vi tage hen i efterårsferien? Sønderjylland eller Sverige? Hvad med næste års sommerferie?
Også disse valg er vigtige, men der findes nogle, der er endnu vigtigere.
Skal jeg vælge tysk eller fransk i skolen? Skal jeg mon gå i gymnasiet? Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Skal jeg vælge det, jeg har allermest lyst til, eller skal jeg vælge det, der ”giver kassen”?
Og hvad med livsledsager?

Derfor er det så
vigtigt at vælge rigtigt

Hvem kan jeg tænke mig at leve resten af livet sammen med?
De sidste valg er meget essentielle. De har langtrækkende betydning for vores liv. De kan være svære at gøre om, men de kan gøres om, omend det vil få vidtrækkende betydning. Derfor er det så vigtigt at vælge rigtigt.
Men der findes et valg, der er endnu vigtigere. Det vigtigste valg i livet! Hvad kan det mon være? spørger du.
Det er valget af et liv med Jesus!
Da Jesus gik hernede på jorden, flokkedes mennesker omkring ham. Der skete altid noget, der hvor Jesus var. Mange mennesker blev helbredt. Andre fik deres synd tilgivet.
Mennesker, som andre så ned på, besøgte Jesus som det mest naturlige. Han var ven med en skattesnyder, en luder og mange andre, som de fleste rynkede på næsen af at være sammen med. Jesus så ind i menneskers hjerter og så dem ikke bare, som de er, men som de kan blive. Og han sagde gang på gang: Følg mig! Lev sammen med mig! Bliv min efterfølger!

Bliv ven med Jesus

Det siger Jesus også til mennesker i dag: Følg du mig! Lær mig at kende og bliv ven med mig, så vil jeg til gengæld være i din nærhed altid. Kom og følg mig!
Det valg blev mange sat over for, da Jesus gik på jorden. Mange sagde nej og vendte ham ryggen, mens andre valgte at følge ham – og fik en ven for livet og i evigheden.
Det samme valg stiller Jesus os over for i dag.
Det vigtigste valg i livet. Jesus siger: ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder – og jeg vil give jer hvile.” Det gælder også i dag. Og der findes mange trætte, stressede eller ulykkelige mennesker i dag. Men vi har alle fået en invitation til at komme til Jesus.
Det har du også – og har du ikke mødt den før, så møder du den her: Kom og følge mig!
Det er det vigtigste valg i livet. Vil vi følge Jesus eller vil vi ikke?
Jeg valgte som 14-årig at følge Jesus – og det har jeg gjort siden. Det er det lykkeligste valg, jeg har foretaget mig. Hvad med dig? Valget er dit!

3 grunde til, at vi har
brug for Jesus…

1. Fordi du har en fortid
Du kan ikke gå tilbage, men Jesus kan. Han kan gå ind i fortidens synder og fejltagelser – vaske tavlen ren og give dig en ny begyndelse.

2. Fordi du har brug for en ven
Jesus ved alt det værste om dig – og alligevel tror han det bedste. Hvilken ven.

3. Fordi han er din fremtid
Hvem vil du ellers stole på? I hans hånd er du sikker og frelst. Og han har gode planer for dig.
Hvis du vil lære ham at kende, så bed:
Jesus, tilgiv mig, hvad jeg har gjort. Jeg vender mig bort fra alt, som jeg véd er forkert. Tak at du døde for at gøre mig fri af det ondes magt. Kom ind i mit liv og fyld mig med din hellige ånd.