Dramatisk formandsskifte i KD

Landsmødets afstemninger og formandsvalg faldt ud til Bjarne Hartung Kirkegaards fordel. Med et komfortabelt flertal på 63 pct. af stemmerne blev Bjarne Hartung Kirkegaard i lørdags valgt som ny leder for Kristendemokraterne. Valget af den 54-årige bornholmer var kulminationen på partiets landsmøde i Middelfart i lørdags.
Forud havde et næsten delt parti behandlet og stemt om et nyt principprogram, hvor de delegerede ligeledes havde fulgt Bjarne Hartung Kirkegaards anbefaling.
– Jeg kunne ret tidligt se et mønster i forløbet, lød det efterfølende fra den nye partileder i en kommentar til Udfordringen.

Bodil Kornbek gik

For Bodil Kornbek, der havde satset alt på et kursskifte for partiet, blev landsmødet et nederlag.
En skuffet ex-formand, Bodil Kornbek, meldte sig derfor straks efter afstemningen helt ud af Kristendemokraterne og forlod landsmødet.
Andre fremtrædende medlemmer, heriblandt næstformændende Mogens Nørgård og Tove Feder Buch, tog ligeledes afsked med partiet.
Bjarne Hartung Kirkegaard beklagede partifællernes afgang.
– Jeg havde gerne beholdt dem, men det er jo deres egen beslutning, bemærkede den nyvalgte formand, der tror det vil lykkedes det lille parti at genvinde vælgernes gunst.

Satser på lokalvalg

Første varsel om fremtiden indtræffer, når der om et år holdes regions- og kommunalvalg.
Den mulighed mener Bjarne Hartung Kirkegaard partiet bør gribe. Han vil også have turbo på indsamling af vælger-erklæringer til Folketinget.