Kristen hjælp spreder sig i det muslimske Somalia

Dansk støtte til skole for udviklingshæmmede i Somaliland er nu så stor en succes, at ideen spreder sig til alle landets storbyerDet er gået stærkt, siden International Aid Services startede en specialskole for udviklingshæmmede i Somalilands hovedstad, Hargeisa.

Den niårige pige Adan Hirsi Adan er stum og delvist døv. Men på det danskstøttede undersøgelsescenter i Burao fandt man ud af, at hun sagtens kan lære noget.

Med støtte fra Danida og EU har over 500 børn gennemgået skolens fem trin, og ca. 10 pct. er så ”normale”, at de nu er overført til almindelige grundskoler. Andre er henvist til andre institutioner.
Hargeisa School of Special Needs er den eneste af sin slags i hele Somalia, og nu vil Danidas lokale partner, forældreforeningen og interesseorganisationen Somaliland Association for Special Education (SASE) starte undersøgelsescentre i alle store byer. Det første center er allerede i gang i Burao – 500 km fra Hargeisa. Og det er ikke en tilfældighed.
Dels er der flere handicappede børn pr. indbygger i byen end i den øvrige del af landet. Dels er Burao et ideelt knudepunkt for at sprede oplysning om udviklingshæmmedes vilkår og muligheder. Buraos højland er nemlig centrum for landets største kvægmarked. Hyrderne kommer fra både bjerge og ørken for at købe og sælge geder, æsler og kameler. Og dels er Burao Somalilands politiske centrum. Selv om byen kun har 200.000 indbyggere – mod hovedstaden Hargeisas 300.000 – er det her, de politiske ideer fødes. Her opstod oprøret mod Somalia i 1980’erne, indtil landet gik mod sin opløsning i 1991, og Somaliland opstod inden for grænserne af kolonitidens Britiske Somaliland.
Somalilands regering i Hargeisa holder et vågent øje med Burao, hvis varmblodede indbyggere ofte sætter den politiske trend. Somaliland på Afrikas horn er på størrelse med England.

Vi besøger – som sig bør på disse breddegrader – først undervisningsministeriets lokale afdeling. Og får nogle interessante oplysninger:
– 30 pct. af byens børn kommer ikke i skole, fordi de enten er fysisk eller psykisk handicappede. Hvis en familie har en eller to handicappede børn ud af en søskendeflok på syv, så vil de altid koncentrere sig om de raske børn, siger undervisningsministeriets administrator i Burao, Mohud Hassan Ainansha.
20.000 børn går i byens 130 skoler. Der er mellem 60 og 70 elever i hver klasse. Der tages ikke hensyn til elever med indlæringsvanskeligheder. Ministeriet sender dog lærere på efteruddannelse hos IAS’ samarbejdspartner SASE i hovedstaden Hargeisa.

Svend Løbner interviewer Adans far med hjælp af en tolk.

Så går turen videre til undersøgelsescentret, der ligger i forlængelse af en grundskole med 2200 elever. Specialunderviser Khalif Jamaac Mohamed byder velkommen og viser rundt i centrets to afdelinger. Den ene er et lille klasseværelse, hvor 10 børn sidder ganske stille og tegner. Den anden er et kontor, hvor børnenes handicap vurderes.
Det, som først tiltrækker blikket i klassen, er et smil fra den niårige pige Adan Hirsi Adan. Hun er delvist døv, men helt stum, forklarer hendes lærer Khalif. Da Adan Hirsi Adan var gammel nok til at lære at tale, blev forældrene klar over, at noget var galt.
– Lægen sagde, at hendes problem ikke kunne klares her til lands, og at hun som døv ikke havde store udsigter til at kunne lære noget. Men da hun kom på undersøgelsescentret i Burao, blev vi klar over, at hun kunne lære, fortæller hendes far.
Og hun gør fremskridt, fortæller Khalif:
– Hun prøver – alt hvad hun kan – at lytte med, når jeg læser historier.
– Derhjemme besøger hun naboen og ser fjernsyn, fortæller hendes far. – Når hun kommer hjem, øver hun sig i at skrive.

Vi får også lov til at kigge mapperne igennem på kontoret og se, hvilke skemaer de udfylder, når forældre kommer for at få vurderet deres handicappede barn. Hvilket trin kan drengen eller pigen begynde træningen fra? Khalif har indtil nu undersøgt 75 børn med særlige behov. Børnenes syn, hørelse, hukommelse og fatteevne testes. Man undersøger også deres motorik og sprog og registrerer, om de har epilepsi eller følelsesmæssige problemer.
Et af børnene er Halimo Alrahman Hassan på 10 år. Hun kom aldrig i skole, fordi hun bor langt ude på landet. En dag blev hun bidt af en giftslange og mistede funktionen i venstre hånd. Hun kom på hospitalet, hvor hun blev opereret i fingrene på venstre hånd, der alle bøjede ind mod armen. Da IAS startede sit undersøgelsescenter i Burao, bragte moren hende hertil for genoptræning.
– Halimo opfører sig meget pænt og er meget interesseret i skolen, fortæller lærer Khalif. – Hun samler skrald og sten på gaden og leger læge. Hun forestiller sig, at stenene er patienter, og at hun giver dem indsprøjtninger. Jeg er læge, siger hun.

Drengen Alrisaaq er 9 år gammel og har talevanskeligheder. Det frustrerer ham meget og gør, at han skubber andre børn og smider alle mulige ting i toilettet, fortæller lærer Khalif.
– Hans tunge har hængt uden for munden siden han blev født, og han kunne ikke kontrollere sit spyt, forklarer hans mor, Kinsi Aboukhar. – Derfor kunne han heller ikke tale samtidig som sine jævnaldrende.
Lægen siger, at talevanskelighederne skyldes problemer med nerver i tungen, og at det ikke er noget, han kan gøre noget ved. Men da Alrisaaq var fem år gammel, faldt tungen tilbage til sin normale plads.
– Han begyndte at interessere sig for at lære noget og kiggede bl.a. i sine ældre søskendes skolebøger, og derfor bragte vi ham her til, fortæller mor Kinsi. I dag går det stille fremad med Alrisaaqs læring.
– Nu har han lært at tælle, en, to, tre… Han er også begyndt at lære alfabetet. Og han elsker at lege med legetøj, fortæller Kinsi.
Alrisaaq er et livstykke. Han løber ud af huset, så snart han ser døren åben. Han kan lide at spille fodbold og rulle med gamle dæk. Han er bestandig i gang med at optage og lytte til musik, fortæller lærer Khalif.

– Børnene befinder sig i et helvede, men deres liv bliver fuldstændig forandret, når de kommer ud af husene og i skole. De har hørt ordene dyr, planter, huse osv., men har aldrig set det i virkeligheden. Når de kommer ud i centret, oplever de en helt ny verden, siger centrets handicapkonsulent Mahmoud Mussa.
– Når forældrene kommer her og ser børnene lege og lære, undrer de sig. Og de opdager, at børnene kan noget. På den måde tror jeg, samfundets holdning langsomt vil ændre sig. Faktisk siges der her på skolen, at de handicappede børn er gladere end andre børn!