Maria blev helbredt for sklerose – nu har hun sendt bud efter ’healeren’

Arrangerer selv en helbredelses-konference i Århus med Charles Ndifon, som blev kendt gennem ”Åndernes Magt”.Maria oplevede en mirakuløs helbredelse fra sklerose på få minutter i 2002 på et kristent helbredelsesmøde i Århus. Derfor vil hun gerne hjælpe andre syge.Derfor arrangerer hun på egen hånd tre dages helbredelsesmøder med den nigerianske kristne prædikant Charles Ndifon, som i 2002 helbredte Maria ved hjælp af Guds kraft.
Det sker den 3.-5. november i Apostolsk Kirke, Nørre Allé 23 k, Aarhus C., som hun har fået lov at låne.
Samtidig holdes der undervisning om formiddagen, som man skal tilmeldes, da der kun er plads til 150:
– Vi må jo have noget undervisning, så vi kan få nogle flere syge mennesker helbredt, siger Maria Ferslev, som i mellemtiden har været i USA og er blevet ordineret som præst i Charles Ndifons kirke.

Helbredt i skyggen

Hver søndag eftermiddag viser Maria Ferslev på storskærm på Åby bibliotek en direkte internet-transmission fra møderne i Charles Ndifons kirke i New York.
For nylig fortalte hun tilhørerne om apostlen Peter, om hvem der står, at selv når Peter gik forbi de syge, og blot hans skygge faldt på dem, så blev de helbredt. Så stor og nærværende var Guds kraft.
I det samme skinnede en lysstråle ind af vinduerne, og Marias egen skygge faldt på en mand på første række. Han blev meget paf, for i det samme forsvandt en smerte, han havde i knæet…
Det er denne helbredende Jesus-kraft, som Maria gerne vil være med til at formidle til syge danskere.

Selv ramt af sklerose

Maria véd, hvordan det er at være uhelbredelig syg.
En dag i 1986 fik hun en mærkelig smerte bag øjnene. I løbet af få dage blev hun næsten blind på begge øjne.
– Jeg ringede fortvivlet til den ene øjenlæge efter den anden for at få en tid. Men der var op til tre måneders ventetid… ! Jamen, hallo, sagde jeg desperat, jeg er ved at blive blind! I må da gøre noget! Så var der heldigvis en øjenlæge, som forbarmede sig over mig og tog mig ind til en undersøgelse.
Det viste sig, at jeg havde betændelse på synsnerven, og en neurolog fandt senere ud af, at jeg havde dissemineret sklerose…

Meldte sig ud af kirken

Allerede som 19-årig havde Maria meldt sig ud af Folkekirken, fordi den overhovedet ikke sagde hende noget.
– På det tidspunkt vidste jeg intet om andre kirker. I stedet kom jeg i kontakt med de nyreligiøse bevægelser.
Jeg var kommet ud i et misbrug og levede i et voldeligt forhold. Så jeg fandt et center i København, startet af en indisk guru, Bhagwan Shree Rajneesh. Det hjalp mig til at slippe misbruget, og komme ud af det forhold, nok mest fordi jeg fik at vide, at jeg var okay. Men som med så meget inden for det nyreligiøse så gav det lindring, men ingen permanente og dybtgående ændringer. Men det forstod jeg ikke dengang.
Jeg søgte i de kommende år i alverdens teorier og nyreli-giøse bevægelser. Jeg havde hele tiden min tro på Jesus, men det eneste sted, jeg ikke søgte, var i kirken – for den havde jeg afskrevet.

Kamp mod sklerose

Maria var naturligvis chokeret, da hun fik besked om, at hun havde sklerose:
– Men jeg ville simpelthen ikke acceptere, at jeg var syg. Nul putte! Tænkte jeg. Det skal ikke få mig ned med nakken. Jeg vil kæmpe imod.
Det første jeg selv gjorde var at tage på højskole for at lære om sund vegetarmad, og så gik jeg på en streng grøntsags-diæt i halvandet år.
– Jeg læste bogen om Franz af Assisi af Johannes Jørgensen. Den gjorde et stort indtryk – selv om det var noget med kirken. Bagefter tog jeg selv til Assisi i tre uger, hvor jeg bare gik tavs og sugede til mig. En dag sad jeg og lyttede til Clarissa-søstrenes tidebønner og sange. Da oplevede jeg Guds kærlighedskraft komme til mig. Det var en erfaring udenfor hjernen – på én gang det blideste og det stærkeste.
Begejstret vendte jeg hjem og tog i Katolsk Kirke i Randers. Men det var jo ikke det samme. Rummet var fyldt med frustration – indtil præsten brød brødet ved nadveren og forkyndte, at det var Jesu legeme og blod. Så faldt der en dyb fred over os alle, og folk smilede og var åbne.
Jeg var også i Øm Kloster til en retræte, og jeg begyndte at studere religion på Universitetet. Jeg turde ikke læse teologi, fordi studiet er berygtet for at tage troen fra de studerende, og jeg havde fået en fornyet tro på Gud, som jeg ikke ville miste. Jeg nåede at få en bachelor-grad og ville have fortsat med engelsk, men jeg var efterhånden for svækket af sklerosen. Efter 2½ års kamp fik jeg en invalidebil og mellemste invalidepension.

Svært at være god nok

– Da jeg var helt lille, havde jeg troet på Gud og bedt til ham. Jeg troede nu, at hvis jeg bare kunne blive god nok, så ville det lykkes… Men det så håbløst ud, for jeg led af mindreværd og selvhad.
Jeg blev mere og mere isoleret. Lå efterhånden i sengen det meste af tiden og så tv. Min kontakt med omverdenen bestod stort set kun af en hjemmehjælper og en fysioterapeut. Jeg kunne ikke holde ud at gå eller stå op i mere end fem minutter af gangen, før jeg var plaget af smerter. Nedturen var for alvor begyndt…

Mirakuløst helbredt

I 2000 sendte TV2 Zulu en serie med Åndernes Magt. Maria lå i sengen og så det. Den udsendelse, der gjorde størst indtryk, var om den kristne nigerianske præst Charles Ndifon, der helbredte mennesker fra det ene øjeblik til det andet på møder i Ringkøbing. Men nu var han igen væk.
En dag sagde hjemmehjæl-peren: – Har du set, at afrikaneren er i Århus? Det stod i ugeavisen Århus Onsdag.
Maria besluttede sig straks for at tage til et møde onsdag – selv om det var i Pinsekirken.
– Min viden om kristne havde jeg fra „Fiskerne“, og den var ikke særlig positiv. Ved indgangen spurgte jeg, om man skulle stå i kø længe, for jeg kunne altså ikke holde ud at stå op. Og jeg var noget skeptisk, da jeg så sad der og hørte halleluja-sange osv. Da der blev samlet ind til udgifterne, slap jeg en tyver, men jeg blev der, fordi jeg kunne mærke, at der var noget…
Så kaldte han alle op, der havde problemer med højre skulder. Selv om jeg var kommet for min sklerose, så havde jeg også en frossen skulder, så det måtte også gælde mig. Jeg var meget overvældet over at stå der. Tårerne trillede ned ad kinderne. Han kom allerførst hen til mig og spurgte, hvad der skete…


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gud er din farmand, sagde Charles Ndifon til Maria.

Det var jo tydeligt, at jeg var meget bevæget.
– Jeg er bange for Guds kraft, svarede jeg ærligt og tænkte på, at jeg ikke var god nok.
But he is your Daddy…! sagde Charles og så på mig med de mest kærlige øjne.
De ord – han er din farmand – gik helt ind i hjertet på mig, og den sky af angst, der lå over mig, lettede. Jeg fortalte så, at jeg også havde sklerose.
– Er du klar over, at alle dine synder er dig tilgivet, spurgte pastor Charles. Hans kærlige øjne gav mig så meget mod, at jeg turde tro det, og alle mine fysiske smerter forsvandt!
– Hvor lang tid tog det?
– Det skete på meget kort tid – i løbet af vel tre minutter…
Jeg gik ned og forsøgte at sætte mig, men jeg var alt for fyldt af krudt.
Jeg måtte gå rundt og synge, jeg kunne ikke holde mig i ro. Før kunne jeg ikke holde ud at stå op i fem minutter, nu kunne jeg ikke holde ud at sidde stille.

Stadig rask!

Maria Ferslev har det stadig godt – seks år efter helbredelsen. Det er helt usædvanligt for sklerosepatienter; selv om deres sygdom kan gå op og ned, så er der altid tale om en nedadgående kurve. Men Marias kurve er nu lige så højt oppe, som før hun blev syg. Ja, højere.
– Efterhånden kommer alle de dårlige ting igen i orden, fortæller Maria rørt.

Hold ud efter helbredelsen

Men ligesom en del andre helbredte oplevede Maria Ferslev også en åndelig kamp i tiden efter helbredelsen:
– Ja, jeg fik nogle gamle symptomer – nogle gange begyndte det at gøre ondt, og jeg kom i tvivl. Vi kalder det attaks inden for sklerose.
Nogen gange følte jeg det, som om den Onde sad på skulderen og hviskede til mig, at jeg ikke skulle tro, jeg var rask, og at jeg ikke skulle tro, jeg var noget værd.
Men efterhånden fandt jeg ud af, at han altid overdrev, at han løj og skabte splid.
Det gælder om dagligt at åbne mit hjerte for Gud, så han kan virke i mit liv – at jeg ikke opgiver eller lader tvivlen få overhånd.
Jeg holdt fast i, at Gud havde helbredt mig, uanset om jeg havde symptomer eller ej. Jeg hørte bånd med Charles Ndifons undervisning, sang og bad. Jeg fik andre til at bede for mig, når jeg var svag, og i dag har jeg det lige så godt, som før jeg blev syg, fortæller Maria.
Før havde hun problemer med bare at kæmpe sig fra sengen ud på toilettet – nu er hun meget aktiv med bl.a. at være præst i sin egen kirke.
– Jeg vil så gerne, at alle har mulighed for at opdage Guds kraft og den kærlighed, Jesus har til os, siger Maria, som har oprettet hjemmesiden christlove.dk – hvor man kan bestille bånd og se, hvor der er møder.


Artiklen fortsætter efter annoncen: