Skoler takker nej til kirkelige invitationer
Storbyskoler vil ikke reklamere for minikonfirmand-undervisning.Siden den såkaldte minikonfirmand-undervisning blev introduceret i 1990erne, har ordningen udviklet sig til én af folkekirkens største succeser. Mange steder i landet deltager stort set alle elever fra 3. klasse i undervisningen. Men i storbyerne lukker flere skoler nu døren for invitationer, oplyser Folkekirkens Infocenter i København.
Det har man bl.a. oplevet i Frederiksberg Kirke, hvor man de sidste 13 år har samarbejdet med to skoler. Men nu er der kommet ny bestyrelse på den ene af skolerne, og den har meddelt, at der ikke fremover kan uddeles invitationer til minikonfirmandundervisning eller noget som helst andet fra kirken.
– Begrundelsen er, at man ikke ønsker at videreformidle noget fra kirken, andre religioner eller andre institutioner, og det må vi så forholde os til. Hvis eleverne kommer på besøg i kirken, kan vi heller ikke længere give dem et brev med hjem, der omtaler tilbuddet om minikonfirmandundervisning. Vi er dog stadig velkomne til at kontakte de enkelte lærere på skolen, siger Pia Nordin Christensen fra Frederiksberg Kirke.
Tendensen til, at især storbyskolerne bakker ud, bekræftes af Helle Krogh Madsen fra Folkekirkens Skoletjeneste.
– Som kirke, i hvert fald i storbyer, må man nok indstille sig på, at man bliver behandlet på lige fod med andre institutioner, der også gerne vil have noget formidlet på skolerne.
Helle Krogh Madsen opfordrer kirker, der møder modstand på skolerne til at tænke nyt og f.eks. gå sammen om at indrykke avisannoncer, der gør opmærksom på tilbuddet.