Trossamfund opnår juridisk ligestilling
Skatterådet har truffet en kirkehistorisk afgørelse, der formelt fritager ikke-anerkendte trossamfund for at betale selskabsskat.I sidste uge lukkede Skatterådet en hul i skattelovgivningen. Afgørelsen har betydning for alle godkendte trossamfund i Danmark.Ifølge skatteloven har kun anerkendte trossamfund hidtil været fritaget for selskabsskat. Det drejer sig om 11 navngivne samfund, hvilket er præciseret i Kirkeministeriets vejledning fra 2002.
Da ministeriet ikke har anerkendt nye trossamfund siden 1958, har hele viften af godkendte trossamfund i Danmark reelt befundet sig i et juridisk vakuum.
I mindst et tilfælde har en statsautoriseret revisor på det grundlag afkrævet et godkendt trossamfund en selvangivelse.
Frelsens Hær, der har status som godkendt trossamfund har på den baggrund indbragt sagen for Skatterådet.
Selvom lovteksten juridisk set har forskelsbehandlet anerkendte og godkendte trossamfund, har skattemyndighedernes praksis dog ikke udmøntet sig i problemer.
Alligevel erklærer Frelsens Hærs informationschef Lars Lydholm, at usikkerhed om et potentielt skattesmæk til flertallet af trossamfund i Danmark i længden er uholdbart.
– Derfor har Frelsens Hær efter råd fra advokat og revisor indbragt spørgsmålet for Skatterådet, oplyser han.
Skatterådets afgørelse har længe været på ønskelisten i det kirkelige Danmark.
En arbejdsgruppe under Danske Kirkers Råd har således siden 2005 arbejdet for større ligestilling mellem anerkendte og godkendte trossamfund.
På et møde i februar i år fremlagde rådet rapporten, Frihed og lige vilkår, der bl.a. opfordrer til, at skattereglerne præciseres af hensyn til frikirkers retsstilling.
Hvor den kirkelige og civile retsstilling nemlig for længst er konverteret til lovtekst, eksempelvis ved vielser, har det skatteretlige spørgsmål været ubesvaret. Lars Lydholm, der også er medlem af Danske Kirkers Råd, er derfor meget tilfreds med, at der efter 40 års uvished omsider er skabt klarhed.
– Det er jo en historisk afgørelse. Og selvom Frelsens Hær indbragte spørgsmålet på egne vegne, glæder det os, at den har principiel betydning for alle trossamfund, siger han.