Da jeg ’reddede’ Kate Humble…

For syv år siden var jeg på en tur i Afrika. I den støjende , fugtige lufthavn i Douala signalerede et høj hvid kvinde, at hun havde brug for hjælp. Hun var ved at blive shanghajet af en sort lykkejæger.Nu er helterollen noget af det bedste, jeg ved, så jeg reddede naturligvis den fagre mø og bragte hende sikkert frem til det katolske gæstehjem Procure, som både rygsæksrejsende og missionærer benytter.
Hun fortalte, at hun var freelance journalist og havde en aftale med SundayTelegraph om at skrive om den eksploderende sø Lake Nios, hvor 3.000 blev dræbt af et gasudslip. Da hun imidlertid ikke kunne ret meget fransk, hjalp jeg hende, og vi fulgtes et par dage. Hun var meget optaget af alt det åndelige, og da jeg er kristen, havde vi meget at tale om.
En dag, da vi gik rundt i hovedstanden Yaounde for at finde det britiske konsulat, blev hun overfaldet af lommetyve, og jeg kunne igen spille min helterolle. Min selvtillid nåede uanede højder. Det er den slags små romantiske øjeblikke, vi mænd lever for.
Nå, men hun blev hængende på konsulatet så længe, at jeg var nødt til tage videre nordpå uden at sige farvel eller udveksle adresser. Så det var det.
Jeg tvivlede ærligt talt på, at hun var ret meget journalist, for alle kan jo kalde sig freelance. Men hun var eventyrlysten og optaget af at udforske det ukendte. Det sidste hun sagde var, at hun ville tage med en skovhugger ud i Camerouns urskove og finde pygmæ-kvinderne, som hun mente praktiserede den sorteste okkultisme. Det passer nu ikke.

Forleden stødte jeg på internettet på en rejsendes oplevelser i Douala. Det virkede velkendt, og forfatteren viste sig at være Kate Humble. Nå, så fik hun da skrevet én artikel, tænkte den 53-årige garvede journalist.
Jeg søgte for sjovs skyld på navnet, og det viste sig til min overraskelse, at hun nu var blevet en kendt tv-stjerne i BBC! Hendes dramatiske naturprogrammer fra bl.a. Afrika kommer nok også i dansk tv en dag. Hun er også en populær vært i andre programmer. Hun bruges i reklamer, på plakater og screensavers – og tager sig noget mere imponerende ud, end da jeg mødte hende i en snavset t-shirt med rygsæk på.
Hun er naturaktivist og har en grøn klumme i Daily Mail, som naturligvis hedder ”My Humble Opinion”. Desuden ligger der videoklip om bl.a. hendes nye flotte naturfilm om hvaler, hvor hun speaker under vandet som dykker…!
Jeg er spændt på, hvem jeg møder på min næste tur til Afrika, hvor jeg befinder mig, netop når du læser dette. Men bare rolig – jeg har taget min kone med, så jeg løber nok ikke ind i så mange eventyrlystne kvinder…!