De har skabt et Håbets Hus for gadebørn
Ulrik og Núbia har begge fulgt et kald til at hjælpe gadedrenge i Brasilien. De giver dem et bedre liv med tryghed og sundhed – og kristen næstekærlighed.Giv den kærlighed videre til disse drenge, som jeg har givet dig. Sådan følte Ulrik Corneliussen, at Gud sagde til ham, året før Ulrik i 1995 rejste til Brasilien for at hjælpe gadedrenge til et bedre liv.
Og Gud havde åbenbart flere gode planer med Ulrik:
I Brasilien mødte Ulrik nemlig en brasiliansk pige, Núbia, som også følte et kald til at arbejde med gadedrenge.
De to slog sig sammen og blev gift i 1999.
Året før var Ulrik blevet den ansvarlige for et gadebørns-projekt i Recife på Brasiliens nordøstlige kyst, som han selv var med til at starte op.
Ulrik og Núbia er tilknyttet Ungdom Med Opgave, som er en international tværkirkelig organisation af frivillige.
Her får man ikke løn, men må selv skaffe den. Det vil sige, at alle udgifter skal dækkes ind med gaver, bl.a. fra venner i Danmark. Men også Menighedsrådet i Vodskov, hvorfra Ulrik kommer, har i en fireårs periode samlet ind til arbejdet.
Ulrik har netop været hjemme for at besøge familien i Nordjylland og fortælle om arbejdet. En god bekendt, som arbejder på TV2 som fotograf, har fremstillet en video om arbejdet, som Ulrik kan sende til mennesker, der er interesserede i at hjælpe.
Der er også jævnligt nogle, der rejser over for at hjælpe Ulrik og Núbia som frivillige.
Núbia kommer fra Belo Horizonte i det sydlige Brasilien.
Allerede der arbejdede hun i to år med at hjælpe de mange hjemløse gadedrenge, som lever et usselt liv som sniffere og kriminelle.
– For mig har det at arbejde med gadedrenge været meget lærerigt, siger Núbia.
– Samtidig med at vi investerer I deres liv, modtager vi uforglemmelige oplevelser.
Da Ulrik og fem andre kristne i begyndelsen tænkte på, hvordan de bedst kunne hjælpe gadedrengene, bad de Gud om vejledning. De stødte på dette vers fra Jeremias bog, 29,11:
Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.
Derfor kaldte de det genoprettelseshus, de lejede, for Håbets Hus.
De første fire gadedrenge, der flyttede ind, hed Cícero, Lucas, Anderson og Silas.
Efter et år måtte de kristne imidlertid lukke huset igen på grund af dårlig økonomi. Men også fordi de manglede medarbejdere for at kunne tage nye drenge ind. Kun Nùbia og Ulrik var tilbage. Drengene blev derfor afleveret til erstatningsfamilier, som tog sig af dem.
Men i oktober 2001 gik de i gang med at bygge et nyt hus, og i april 2003 modtog de den første dreng i det nye Håbets Hus. Senere kom et åbent hus i Recife til, hvorudfra et gadeteam opsøger drenge og piger, som lever i kriminalitet, stofmisbrug og prostitution.
– Dette arbejde skaber et tillidsforhold mellem børnene og medarbejderne, så børnene senere tør forlade gadelivet og begynde et nyt liv i Håbets Hus, forklarer Ulrik.
– For at undgå den negative indflydelse, som nye gadedrenge har på drengene i Håbets Hus, forsøger teamet at sortere de drenge fra, som ikke reelt ønsker at ændre deres livsstil. De risikerer nemlig at tage andre med sig, når de igen går deres vej.
Det tager mindst to år i Håbets Hus at genoprette gadedrengene til at fungere nogenlunde normalt. Og det er ikke mindst medarbejdernes kristne tro og deres formidling af Guds kærlighed, der trods alt får det til at lykkes.
– Jeg må indrømme, at jeg dagligt står i situationer, hvor jeg må bøje mine knæ og bede Gud om hjælp og visdom, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal gribe situation an, siger Ulrik.
– Vi arbejder også i Recifes farligste slumkvarter, Coque, med et præventivt arbejde, fortæller Ulrik.
– Gennem lektielæsning og andre aktiviter forsøger vi at holde børnene fra slummen væk fra narkohandlere og kriminalitet, så de ikke ender på gaden.
Mange vil gerne hjælpe Ulrik og Núbia i deres arbejde. Men det er ikke nok med idealisme og blå øjne. Det koster både slid og penge at hjælpe andre.
– Vi har lige nu ni drenge, hvilket betyder 40 – 70 t-shirts om året, 30 par sko, et lille ton ris, med andre ord er det ikke gratis at have ni teenagere boende. Lige nu har vi brug for omkring kr. 1100 pr. dreng om måneden.
Derudover ville vi gerne, om vi kunne have penge nok til en privat sygesikring til drengene samt privat skolegang, da det giver dem bedre muligheder for at komme videre i fremtiden. Med sygesikring og skolegang bliver prisen omkring kr. 2.000 pr. måned pr. dreng, fortæller Ulrik, som håber, at nogle danskere vil påtage sig at hjælpe en af de brasilianske drenge.
Det er også muligt at blive volontør i Brasilien, men man skal være indstillet på selv at betale udgifterne. Alt kører på frivllig indsats. Til gengæld går der ingen penge til administration.
Hvis man ønsker at vide mere om Ulrik og Núbias arbejde, kan man gå ind på hjemmesiden www.haabetshus.dk
