Gud og behovene kalder til handling
Gud kalder mennesker til at gøre en forskel. Behovene viser, hvad vi konkret skal gøre.Når man har et kald fra Gud til en opgave, vil behovene på området typisk springe én i øjnene. Man kan ikke have et kald fra Gud og samtidig negligere behovene. Man kan heller ikke møde alle behov, men må have et kald til at bestemme retningen. – Sådan er det i hvert fald for mig.
Da jeg havde været præst og bibelskoleforstander i en årrække, oplevede jeg for 10 år siden et kald til at drive mission og nødhjælp i Afrika, hvor jeg er vokset op og tidligere har arbejdet som missionær.
Jeg fik en indre fornemmelse af, at det igen bar afsted til Afrika. Jeg havde fået fat i en bog om de folkestammer og geografiske områder, som endnu ikke havde hørt det kristne budskab. Især de muslimske områder og helt præcis Somalia sprang mig i øjnene. Jeg vidste bare, at jeg måtte gøre noget.
Så jeg begyndte at bede Gud om at give mig et hjerte, der elskede somalierne. Jeg havde mine fordomme om muslimer. Men efter 2-3 måneder blev der født en passion i mit hjerte. Jeg kunne ikke lade være med at elske det somaliske folk.
Jeg var faktisk så fokuseret på kaldet og behovene, at jeg ikke ænsede farerne, da jeg rejste ind i det krigshærgede land for at undersøge forholdene. I hovedstaden Mogadishu kunne jeg de første par dage ikke komme uden for en dør, fordi det føg med kugler mellem rivaliserende krigsherrer i gaderne. Men så besøgte jeg bl.a. et hospital, hvor en læge trak mig til side og sagde: Hvis du vil gøre noget for somaliere, så hjælp alle de børn, der er traumatiserede på grund af borgerkrigen.
Hans ord blev ved med at ringe i hovedet på mig. Og det er baggrunden for, at vi i dag har haft over 500 handicappede og traumatiserede børn gennem vores specialskole i den somaliske udbryderrepublik Somaliland. Skolen er den eneste på Afrikas horn og forældre rejser hundredvis af kilometer fra Mogadishu og fra nabolandet Djibouti for at få hjælp til deres børn.
Det startede med, at en indre fornemmelse voksede frem i mig, et kald som bestemte retningen. Og derefter gik det slag i slag, fordi jeg begyndte at møde behovene.
Folk der vil gøre en forskel har brug for en kaldsoplevelse af en eller anden art. Jo større konsekvenser kaldet har for ens økonomi, familie osv., jo stærkere må det være. Det behøver ikke være et syn af et landkort og en tordenstemme, der siger: Her skal du rejse hen! Men kaldet må vokse frem og blive så stærkt, at man ikke er i tvivl om retningen.
Da jeg fik Afrika på hjerte igen, delte jeg det med min kone, Dorrit. Hun havde ikke en lige så stærk oplevelse som jeg, men kunne bekræfte, at hun også følte, vores tid på bibelskolen var forbi, og at vi igen skulle ud i mission.
Det er vigtigt, at andre kan bekræfte kaldet. Det er den eneste sikkerhedsventil vi har, for at vi ikke bliver vildledt af vores følelser. Derfor er det også vigtigt at komme i en kirke og indgå i et forpligtende fællesskab, hvor man giver andre lov og ret til at tale ind i ens liv. Hvis også de siger god for kaldet, er du rimeligt sikker på, at du er på rette vej.
Så spørg dig selv:
Er min kaldsfornemmelse i overensstemmelse med Bibelen?
Bliver den stærkere og stærkere?
Hvad siger mine nærmeste, min familie og vennerne i kirken?
Og til sidst: Er det den rette timing? For nogle gange er der en forberedelsestid, inden drømmen kan realiseres.
Og det er så her, vi kristne risikerer at blive en lille smule overåndelige. Mange har oplevet en fornemmelse, et kald, og fået det bekræftet. Men de går stadig og venter på at realisere det, fordi de venter på, at Gud skal fortælle dem helt konkret, hvad de skal gøre.
Men det er der ikke brug for. Der er masser af behov, man bare kan gå ind i.
Det at realisere sit kald behøver ikke være mystisk eller dramatisk. Det kan være noget så enkelt som at se et behov! Når du og jeg ser behovene, kalder de på os til at hjælpe. Sidder vi behovenes kald overhørigt igen og igen, ender vi måske med at blive kyniske og kolde.
Nyhederne fortæller ind imellem om flugtbilister, der efterlader deres ofre til at ligge og dø. Vi hører også om forbipasserende, der ignorerer uheld og skynder sig videre. Hvor er der få barmhjertige samaritanere, der stopper op!
Når vi hører sådanne historier, bliver vi forargede. Men i virkeligheden lider tusinder og atter tusinder af sygdomme og lever under umenneskelige kår i verden. Fattigdom, sult, forfølgelse, krig, sygdom, naturkatastrofer er en virkelighed, som kalder på dig og mig, for at vi skal hjælpe. Behovene er også et kald! Ikke sådan, at du og jeg skal rende forvirrede rundt og forsøge at løse alle verdens problemer. Det bliver vi ikke mere effektive af. Men vi må tage et ansvar, ikke blot for os selv, men for vore medmennesker i verden. Og vi må være handlingsparate, så vi ikke tøver med at række en hjælpende hånd. Især når hjælpen trænges på det område, vi er kaldet til.
Sagt på en anden måde, så må kaldet forme vores værdier. Værdier vil så styre vore beslutninger og beslutningerne i sidste ende blive til handlinger. De kristne værdier handler om medmenneskelighed, kærlighed, ansvarlighed. Disse værdier må leves ud i praksis, når vi ser menneskers behov.
Mennesker, familier og hele samfund lever under nedværdigende forhold på grund af fattigdom eller som flygtninge på grund af borgerkrig. I Sudan og Somalia findes voksne mennesker, som aldrig nogensinde har haft en fast bopæl eller har dyrket en mark eller haft et arbejde. De har ikke kunnet tjene deres eget levebrød, fordi de har været på flugt hele livet.
Vore værdier driver os til at række ud, give, hjælpe. Men også at tage hjælpen et skridt videre og give disse mennesker værdigheden og stoltheden tilbage ved, at de selv løfter sig ud af deres situation. Der er intet skønnere end at se stoltheden i øjnene, når det er lykkedes for en person at vinde sejr over elendigheden.
Følger vi de værdier, som vort livskald former i os, vil en vision stå mere og mere klar for vore øjne. En vision er nemlig noget, man ser for sit indre øje, noget, man gerne vil opnå. Det er en god idé at formulere sin vision for sig selv og sine samarbejdspartnere. Min vision kan sammenfattes i to ord: Forvandlede liv. Drivkraften ligger i ønsket om at se mennesket hjulpet, gjort i stand til at løfte sig ud af fattigdom, få værdighed, stolthed, være selvhjulpen og have en indre styrke til at forvandle sit samfund og sin nation.
Forvandling kommer indefra. Derfor er min vision også at hjælpe hele mennesket på både de åndelige, sjælelige og fysiske områder. Verden har mange sår og skrammer på sjælen. Mennesker har dybere behov end blot de fysiske og synlige behov. Derfor må hjælpen gå dybere til at omfatte hele mennesket. Når børn, der har været udsat for tortur og vanrøgt eller har set deres forældre og venner blive slagtet, får hjælp, kan de begynde at fungere normalt og bygge deres liv op igen. Og når de oven i købet får at vide, at Gud elsker dem så højt, at han gav sin søn Jesus for at vise, hvem han er og for at sone synden og ondskaben i verden, så tændes et nyt håb i deres øjne.
Det begynder med, at Gud kalder os til at gøre en forskel i verden. Behovene viser derefter, hvad vi konkret skal gøre.
Torben Madsen er daglig leder af pinsekirkernes hjælpeorganisation International Aid Services Danmark.
Han er samtidig international formand for organisationen.
