Herren kommer
Flemming Christensen var i 12 år en markant SF-borgmester i Vejle, indtil han i 2006 skiftede borgmesterkontoret ud med en stilling som administrerende direktør på Kolonien Filadelfia i Dianalund på Vestsjælland.Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. (Matthæusevangeliet 21,5)
Nu hvor juletravlheden og julelarmen for alvor sætter ind, kan man spørge sig selv, om det budskab overhovedet har nogen chance for at trænge igennem: At Herren kommer! for det er, hvad teksten til første søndag i advent fortæller.
Det er imidlertid kristendommens stædige påstand, at hvad enten folk er parate eller ej, så sker det. Ikke blot som en genfortælling af noget der skete for længe, længe siden, nej det sker faktisk nu.
For kristendom er ikke blot verdenshistoriens smukkeste og dybeste fortælling om en person ved navn Jesus Kristus, det er samtidig fortællingen om, at Gud aldrig har vendt verden ryggen og nu gemmer sig i sin fjerne himmel, hvor den så end måtte være. Nej, Gud er, og derfor er budskabet om ham og hans søn også altid først og sidst nutid aldrig primært fortid.
Gud er trådt ind midt i verden, selvom vi mennesker oftest ikke kan se det, fordi vi har mere end nok i os selv. Han gør det ikke højt og larmende. Han peger, peger på et lille undseeligt barn i en krybbe for at åbne vores øjne for, at så værgeløs tør Gud være. Han peger på en lidt latterlig og ynkelig person på et æsel. Han peger på vore medmennesker for at lukke op for medmenneskeligheden også i os vi kunne jo også få brug for den selv, for hvem har ikke det, når vi lige får tænkt os om. Og dermed peger han på, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige ikke at have nok i sig selv.
I kirkens advent lukkes der således op for en dobbelt dør. Der lukkes op til os selv og vor næste. Og der lukkes op for Gud, så vi får en chance for på ny at lære Gud at kende og for at blive mennesker. Spørgsmålet er så blot, om vi tør lukke op.
Vi danskere er oftest lidt forlegne ved det med religion, og vi er nok heller ikke meget for at indrømme, at vi ikke kan klare alt selv, så vi prøver at klare os uden Gud. Hvad skulle det i øvrigt nytte at handle anderledes?
Mærkeligt nok er der ingen garanti for, at det nytter noget, og langt mindre, at du bliver et bedre menneske. Men du kunne måske blive lidt klogere på dig selv. Du kunne måske få en lidt anden tilgang til livet og andre mennesker.
Første søndag i advent kommer Jesus ridende ind i Jerusalem på et æsel. En konkret illustrativ handling, der skal vise, at sådan kommer han stadig. På samme undseelige måde for at fortælle, at sådan er Gud også. Han kommer for at åbne for noget, der var glemt og gemt væk: vor længsel og håb om et helt liv med Gud og hinanden.
Derfor lytter vi i grunden med livet mellem hænderne til den fortælling, fordi den samtidig er fortællingen om vore liv og muligheder.
Skarerne blev grebet af situationen, de fornemmede noget, der var større end dem selv, og de råbte: Hosianna dvs. vær hilset du Davids søn for velsignet den, der kommer i Herrens navn.
Et nyt håb var plantet i en verden og situation, der sagtens kunne opleves som håbløs og gudsforladt. Men tegnet var, at uanset hvordan vi måtte opleve en situation, så er verden altid det sted, hvor Gud giver sig til kende.
Og han gør det primært med sin kærlighed. Den kan bære, også i vore liv, selvom vi måtte opleve den brudstykagtig og stykkevis. På den måde kan vi lade os møde og ramme af den samme forventning til livet som dengang.
For dét, der er umådelig meget større end vore tanker og beslutninger, kommer os i møde for at give os del i livet og kærligheden.
