Julemiraklet udfoldet

I julen kan vi godt fortabe os i traditioner og gentagelser. Derfor er det godt med en bog, som viser juleevangeliets vidtrækkende betydning.Gør som Gud – bliv menneske udfolder på allerskøn-neste vis, hvilken eviggyldig og verdensforandrende betydning julen i grunden har. Bogens titel: Gør som Gud – bliv menneske finder dens grund i julen, hvor Gud blev født, blev menneske – og vi skal gøre det samme. Blive hele mennesker med alt, hvad det rummer.
Og som sådan er bogen et langt juleevangelium, selvom den er helt uden den velkendte indledning til juleevangeliet „Og det skete i de dage…“  

Fra skabelse til genoprettelse

Bogen byder på et kærkomment fokus på både skaberværk, verden og det hinsidige. Og hvordan troende skal forholde sig til det.
Igennem bogens 12 kapitler kommer Stefan Gustavsson vidt omkring. Indledningsvist behandler han syndefaldet, og hvilken ny situation syndefaldet medførte for mennesket.
Dernæst pointerer han, at den efterfølgelse, som Jesus ønsker for os, netop indebærer, at vi siger ja til livet og verden, selvom ordet verden har fået et blakket ry i visse kristne kredse, og der vil Stefan Gustavssons budskab være et godt budskab, et evangelium:
Jesus Kristus er kilden til hele skaberværket, til alt liv og alt lys. Da han „kom til sit eget“, kom han for at genoprette det, ikke for at ødelægge det. Det burde ikke forbavse os, at han, som er skaberen, kalder os tilbage til det, som var den oprindelige tanke med skabelsen.
Bogen slutter med verdenshistoriens ende og den dom, som Gud holder over hver enkelt. Og på samme måde som juleevangeliet viser vejen til frelse, viser Stefan Gustavsson, at jorden også skal frelses. Det er kun det onde, som vil forgå. Med andre ord venter der os ikke en tilværelse med englevinger og lyserøde skyer, men en verden, som vi kender den i dag. Forfatteren Poul Hoff-mann sagde på et tidspunkt, at fuglesangen en forårsmorgen er en smagsprøve på, hvad der venter os. Og det er også Stefan Gustavssons pointe.

Et godt bekendtskab

Bogens forfatter er værd at stifte bekendtskab med. Tidligere har han skrevet den glimrende bog Med god grund, der med en positiv tilgang forsvarer den kristne tro. Og han skriver selv i forordet, at Gør som Gud – bliv menneske ligger i forlængelse af Med god grund.
”… det fører naturligvis videre til nye og spændende spørgsmål: Hvis Gud nu findes, hvordan skal vi så leve?”
Og med det spørgsmål lægger han også op til bogens pointe: At livet netop skal leves, fordi Gud eksisterer og har givet os livet, og så skal vi ikke klatte livet væk med himmelvendte øjne. Men vi bør leve livet fuldt og helt som troende mennesker og glæde os over verden, Guds skaberværk.

Stefan Gustavsson:
Gør som Gud
– bliv menneske
190 sider • 228 kr.
Credo