På kanten mellem tro og tvivl
Karen Greve bor i Malling ved Århus og er efter mange år som sognepræst på landet nu en aktiv foredragsholder.
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? (Matthæus-evangeliet 11,2-3)
Det er menneskeligt gerne at ville have noget at holde sig til. Selvom mange autoriteter er smuldret, så er nye kommet til. Måske er de ikke så tydelige, men til gengæld er der mange af dem. Og de gør det ikke lettere for den, der gerne vil have et klart og tydeligt svar på tilværelsens spørgsmål.
Den gudstro, som tidligere gav mennesker et værn mod falske autoriteter, er for mange langt borte. Og når man ikke tror på Gud, er man tilbøjelig til at gøre alt muligt til gud og tro på hvad som helst.
Hvis vi ikke vil lade andre mennesker blive til guder for os eller ikke vil give os ind under systemer eller bevægelser, som autoritative, så må vi bevæge os på den skrøbelige kant mellem tvivl og tro, mellem håb og håbløshed.
Det var dér, Johannes Døberen befandt sig. Han var i fængsel, fordi han havde kritiseret det løse liv ved hoffet, og han måtte se i øjnene, at han snart skulle dø. Derfor sendte han bud til Jesus med det brændende spørgsmål: Er du, den som kommer? Altså Messias, den, Gud havde lovet at sende. Johannes var kommet i tvivl og ville have et utvetydigt svar. Men Jesu svar på netop det spørgsmål var som så mange gange før alt andet end klart. Jesus henviser Johannes til, hvad hans disciple har set og hørt: At blinde ser, lamme går og døve hører. Så må Johannes selv afgøre sig, om han vil lade det være svar eller tegn nok eller ej. Og sådan er det. Der findes ikke noget utvetydigt svar på Johannes spørgsmål. Vi må selv finde vej til et svar. Hele tiden på kanten mellem tro og tvivl, mellem håb og håbløshed.
Drivkraften i Johannes virke var forventningen om den, der skulle komme. At der var én at vente på. Men også han blev altså kastet ud i tvivlen og spørgsmålet, om det virkelig kunne være Jesus. Og dér i skellet mellem tro og tvivl, mellem håb og håbløshed, mødes vi med Johannes. Dér kender vi os selv som i et spejl. Og dér leves livet i grunden altid – hvis mennesker da ikke flygter fra virkeligheden!
Og på det sted bliver det håb til, at Gud vil gribe ind, og noget godt vil ske og sætte sig igennem, trods alt det, der ødelægger.
Vi ved ikke, om Johannes faldt til ro med det svar, Jesus gav ham gennem sine disciple. Det må vi så at sige selv bestemme. Ligesom der kun er os til at afgøre, om vi kan høre noget trøsterigt og håbefuldt i svaret. Der er kun os selv til at afgøre, om vi kan få øje på, at Jesus gav håbet skikkelse, at han var håbet midt i en verden ellers fyldt med håbløshed.
Ligesom Johannes blev også Jesus offer for denne verden, som er så fuld af rænker og mismod og ondskab. Men verden fik ikke fuldstændig magt over ham, som den ellers kan få det over sine ofre, der tit nok bliver gemte og glemte bagude. For Jesus opstod fra de døde. Og det betyder, at de spor, Jesus satte, Guds spor, de slettes aldrig. De er fornyelsens, håbets, forventningens spor.
De er et stadigt løfte til os om at den forventning, der ligger så dybt i os, at den ikke er bedrag. At der blev tændt et lys engang, og at det stadig skinner. Midt i mørket.
Vi må bare bede til, at vi må få øje på det. Og at vi vil kunne finde håbet igen og igen, når det er blevet borte for os, håbet om at Gud vil lade noget godt ske, at alting engang vil blive helt og godt igen.
