Dynamisk frikirkepræst skal lede YFC

Den kristne ungdomsorganisation Youth for Christ, YFC, har fået ny landsleder fra 1. februar.

Finn Kier-Hansen

Det er den 42-årige Finn Kier-Hansen, der fra 1999 til 2008 var præst i Bethaniakirken, Missionsforbundets menighed i Tylstrup. Derefter flyttemand og chauffør hos Øbro Flytteforretning i Aalborg i en kortere periode inden han den 1. februar starter som landsleder i YFC.
Finn Kier-Hansen er en dynamisk og alsidig præst, som glæder sig til at gå i gang med udfordringerne i YFC.
Han er cand.mag. i religion fra Århus Universitet fra 1993 og har siden suppleret sin uddannelse med en lang række kurser, bl.a. omkring retræter.
I 1996 blev han præst på 75 pct. i Saronkirken, Missionsforbundet i Århus. Inden da og sideløbende har han været gymnasielærer, projektleder på det fælleskirkelige forskningsprojekt ”Teenager og tro” og redaktør af det fælles frikirkelige ungdomsblad ”Tværs”.

Driftig og dynamisk

Men der er også blevet tid til at være ægtemand for færøske Sofia og far til drengene Andreas og Johannes, der nu er 19 og 18 år, samt plejefar for Oliver på 8 år, der blev anbragt hos familien fra fødslen.
Desuden har Finn Kier-Hansen siddet flere år i Missionsforbundets øverste ledelse, forbundsrådet, deraf 2 år som formand.
Han er sammen med sin kone involveret i spejderarbejde, og så er han formand for Missionsforbundets Rumæniensudvalg. Det er en driftig og dynamisk mand, der nu bliver landsleder for YFC.
Finn Kier-Hansen fortæller:
– Tjenesten som landsleder for en kristen ungdomsorganisation som YFC er lidt af et drømmejob.

Jesus som coach

– Jeg har rigtig meget lyst til at stå i spidsen for en gruppe engagerede medarbejdere, som sammen brænder for at bygge Guds rige i Danmark, og som har den fælles vision at give teenagere og unge mulighed for at lade Jesus være deres livscoach.
– Gennem de seneste år er det gået mere og mere op for mig, hvor virkeligt og nærværende Guds rige er. Det er her, det er nu, og vi er givet en reel mulighed for at lade vores liv forme af Guds rige. Jeg ønsker gennem min tjeneste for YFC at støtte og opmuntre unge – kristne såvel som ikke-kristne – til at leve i troen på, at det giver meget bedre mening at vende den anden kind til end at slå igen for nu at bruge et billede på Gudsriges-livet, som vi kender fra Bjergprædikenen.
Finn Kier-Hansen giver i øvrigt udtryk for, at han også glæder sig meget til samarbejdet med kirker i hele landet:
– Uden et nært og frugtbart samarbejde med kirker og menigheder giver YFC’s virke slet ikke mening. Vi ønsker at være et ressourcecenter for det lokale menighedsarbejde blandt børn, teenagere og unge.
Bjarne Nederby Jessen