Flemming mødte Gud i en brandert
Flemming Bach Laursen har levet et liv i modvind. Men en dag kaldte Gud på ham.- Jeg har altid været den forkerte dreng, begynder 47-årige Flemming Bach Laursen sin fortælling.
Foto: Kristeligt Pressebureau
– Jeg havde en hård barndom, og børneværelset var nærmest som et fængsel. Min far troede, at han kunne ændre mig ved at slå mig, og hvis socialloven dengang havde været som i dag, så var min far røget i fængsel. Jeg fik en identitetskrise, og det manglende balancepunkt i tilværelsen har kostet dyrt. Jeg har været i modvind hele livet.
Som ung havde Flemming ellers sin gang i både kirke og missionshus. Han beskriver sine forældre som hardcore kristne, og han har aldrig tvivlet på, at Gud stod bag det hele. Alligevel manglede han en egentlig kristen kontakt.
Som ung var han ansat på et sømandshjem i Grønland, hvor han brændte varm på en af køkkenpigerne og blev i otte år. Når Flemming tænker tilbage på de år, husker han sig selv som en forvokset skoledreng, der slet ikke var klædt på til det til tider barske liv på Grønland. Og opholdet der endte da også med et ordentligt brag.
– Sømændene kunne kværke nogle bajere og slås, og det fik jeg også lært. Når livet blev hårdt, drak jeg nogle flere bajere og sloges noget mere, husker han.
Som årene gik, tjente han gode penge, blev gift og blev far. Men pengene røg bare ud til højre og venstre.
– Det var et sølle liv, og det endte da også med en skilsmisse, fortæller Flemming, som flyttede tilbage til Danmark med sin datter.
Senere rejste også ekskonen til Danmark, og parret fandt sammen for en tid og fik endnu et barn.
Men forholdet var dømt til at mislykkes, og efter en masse tumult endte Flemming på landevejen. Først som gademusikant og gøgler. Men han endte som vagabond og travede landevejene tynde i tre år.
Et år var Flemming som sædvanligt på Hjallerup Marked sammen med mange andre vagabonder. Men mødet med det nordjyske hestemarked gav hans liv en helt ny drejning.
– Jeg smed mig plakatfuld i vagabondlejren og gik ud som et lys. Midt i tågen kunne jeg høre, at nogen kaldte på mig: Flemming, du skal ikke være her. Jeg skal bruge dig et andet sted. Jeg kom på benene, men der var ikke et øje, teltet var tomt, husker Flemming, der drattede om og troede, at nogen lavede fis med ham.
Men stemmen kom tilbage, og han kan stadig genkalde sig klangen for det indre øre.
– Denne gang var stemmen mere bestemt, og jeg vidste godt, hvem der talte, siger han.
– Det var Jesus, og jeg vidste ikke af andet end at lade mit grej ligge og gå mod Aalborg. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor.
Da han nåede den nordjyske hovedstad, var han ved at blive klar i hovedet.
Han havde ingen penge, men sprang på et tog mod Århus, hvor han gik i gang med at opsøge sine i alt fire børn, som ikke havde set meget til deres omstrejfende far.
I dag har han god kontakt til alle fire og bor i et missionshus i Himmerland, hvor han dyrker sine kreative evner som musiker og kunstner.
– Det der med børn og det familiære samvær har vi fået på plads, og det er med til at bevidne, at det ikke var for sjov, jeg fik den besked på Hjallerup, siger Flemming, der dog ikke har vinket farvel til et liv med problemer.
– Modvind har jeg stadig, og der er meget i mit liv, der skal reddes og rettes op på. Men i modsætning til tidligere er jeg ikke alene om det. Jeg er kommet dertil, at jeg stoler på Gud, også når det gør ondt. Jeg har været sur på Gud og skældt ham ud, men det er der aldrig kommet noget godt ud af.
– Jeg får måske nok afløb for min vrede, men finder så ud af, at det er mig selv, jeg bør være sur på. Og så må jeg sige undskyld til Gud, siger han.
– Jeg er ikke i tvivl om, at den livslange røvfuld, jeg har været igennem, har haft et formål. Jeg forstår folk, som andre ikke forstår. Jeg er en bumsemagnet, og uanset hvor jeg er, så møder jeg bumser, vagabonder og så videre.
– Hvis jeg går ned ad strøget, kan jeg se på silhuetten eller kropsholdningen, når mennesker har udu indeni.
– Jeg hilser på dem, når jeg går forbi, og en gang imellem bliver jeg stoppet. Når de stopper op, vil de vide, hvem jeg er, for normalt hilser ingen på dem, fortæller han.
– Men jeg forklarer dem bare, at jeg ikke er mere, end de er, og så går snakken. Når de sidder og tyller bajere og ryger, er de vant til, at der går mange forargede ansigter forbi. Det hjælper ikke på deres selvværd, og det ved jeg, for jeg har været der selv, siger Flemming med fasthed i stemmen.
Af Jacob Bøytler Rahbek
