Darwin – igen, igen!

En intelligent designer forsøger i tankerne at følge Darwins teori om evolution.Jeg er hverken præst eller videnskabsmand, men et ganske almindelig eksemplar af homo sapiens, der en stor del af livet har været beskæftiget med intelligent design.Rolf Grenov lærte at male i Marseille i Sydfrankrig og har arbejdet som industriel designer.

Det vil sige, at jeg har arbejdet som industriel designer og som sådan har haft anledning til at skelne mellem design på baggrund af eksisterende komponenter og design, hvori der indgår total nytænkning og opfindelser.
Nuvel vi skal jo til Darwin, men først må vi lige atter se på den skabelsesberetning, vi finder i 1. Mosebog i Bibelen.

Evoltionsteorien går ud fra nogle usandsynlige forandringer fra fx fisk til krybdyr til fugl, som forsøges gjort mere sandsynlige ved at påstå, de er sket over ufatteligt mange år…

I følge denne beretning blev universet skabt på syv dage, men det kan jo næppe have været syv dage, som vi kender dem, for sol, måne og stjerner blev først skabt den fjerde dag. Hvad er det så for dage, der tales om?
Da intet menneske har oplevet skabelsen, idet mennesket ikke var til før den sjette dag, er hele beretningen en overlevering, og i så tilfælde må denne overlevering være givet mennesket direkte fra skaberen selv, altså Gud Herren. Hvordan kunne han bedst forklare tingene for et menneske? Jo, ved at benytte noget af det, han selv havde skabt, nemlig sammenligningen med ”dage”.

Vi finder i Bibelen, nærmere bestemt i Peters andet brev, kapitel 3, vers 8, at for Gud er en dag som tusind år og tusind år som en dag. Og så er det jo indlysende, at når Gud er fra evighed til evighed, har tid ingen betydning. Tid er en dimension, vi er undergivet, men i evigheden er tidsbegrebet uinteressant. Nuvel, derfor kan de i skabelsesberetningen nævnte dage udmærket være epoker på millioner af år. Nogle ”dage” måske endda tidsmæssigt forskellige fra andre ”dage”. Der er således ikke noget misforhold mellem Bibelens beretning og videnskabens opfattelse af verdens tilblivelse over millioner af år.

Og så til Darwin!
Det kan vel være, at det hele startede med nogle aminosyrer, der under gunstige forhold blev til liv. Der synes at være enighed om, at dette liv drejer sig om encellede væsener, men hvem skabte de ideelle forhold? Hvem var designeren, der satte det hele igang?

Nu springer vi i det og går frem til at en fisk, meget gerne en lungefisk, bliver til en padde. Det sker over en eller flere millioner af år. Hvordan?
Er der en fisk, der pludselig har besluttet sig for at det måtte være sjovere at være på landjorden?
Hvorfor skulle den det, når al føde var i havet? Besluttede fisken sig til at hoppe op på land igen og igen med ønsket om, at finnerne blev til ben, og at den kunne tåle at ånde luft i stedet for at indtage ilt via gæller?
Fisken må trods alt have haft en begrænset levetid, eller mener Darwin, at den levede i en million år? Hvis ikke, må det stærke ønske om at komme på land være gået i arv fra fisk til fisk i dette millionlange åremål, og alle generationerne må være opfyldt af det samme inderlige ønske om at blive en padde.
Vel, lad os sige, at det lykkedes. Derefter beslutter padden sig for at kunne flyve. Den gennemløber nøjagtig de samme problemer som fisken, for nu skal padden hoppe op mod et træ igen og igen i håbet om at få forbenene omdannet til vinger og skællene til fjer, så den ikke er så tung. Det må den også gøre i generationer.
Sandt at sige har jeg meget, meget svært ved at se logikken i den udviklingslære, og hvor er alle mellemleddene? Og hvorfor er der f.eks. ingen firbenede fugle med vinger?

Jeg kunne stille mange andre spørgsmål om udviklingsteorien, men som tidligere designer må jeg sige, at det er en usandsynlig udvikling, og selv den meget brugte tegning af krumbøjede aber, der langsomt ændrer sig til mennesker, kan man jo lave, som man vil, for der er ingen beviser.
Jeg kunne lave de mest pragtfulde tegninger af en eller anden mærkelig udvikling f.eks. fra en sten, men det bliver ideen jo ikke mere rigtig af.

Nogle af mine venner siger, at de går meget bedre, når de går med stave. De kan gå både hurtigere og længere. Jeg har også prøvet det, men finder ikke de samme positive værdier, tværtimod finder jeg, at stavene er en hindring, men hvis det nu er rigtigt, at man går bedre, har Gud så gjort en fejl ved ikke at udstyre mennesket med stave?
Vil der på menneskets hænder i løbet af de næste millioner af år vokse ”stave” ud, så man kan bevæge sig hurtigere?
En læge sagde engang til mig om mine sønner, at når de blev voksne, ville benene være skrumpet ind til små rudimenter, for vi mennesker behøvede ikke ben, når vi brugte så megen tid i en bil.
Naturligvis var det hans spøg, men ifølge Darwin kunne det være en sandhed i udviklingens navn for de næste millioner af år?
Jeg har også tænkt over, om videnskaben anser udviklingslæren kun at gælde for dyreverdenen?
Hvad med botanikken?
Er planterne også udviklet fra mos eller et græsstrå, der har besluttet sig for at blive først en blomst og derefter videre via små planter og buske til store træer? Eller kan man acceptere, Gud har skabt planterne, men ikke dyrene?

Noget jeg finder væsentligt i Bibelens beretning, ser vi i 1. Mosebog, kapitel 2, vers 7, hvor der står, at Gud indblæste sin livsånde i mennesket, og se det anser jeg for den afgørende forskel på mennesker og dyr, for Guds livsånde kan ikke dø. Derfor har menneskene evigt liv, hvilket vil sige, at efter den jordiske død lever sjælen videre.
Hvis det så har behaget Gud at skabe mennesket i sin nuværende form ud fra et væsen, han i forvejen havde udviklet, ja, så er det i orden med mig, for jeg tror, at Gud er den store designer, og det er ikke muligt for en menneskehjerne at forstå Guds tanker.